- Michael Ellegaard opstiller udenfor partierne for en gruppe, der kalder sig ”Frit Danmark Folkebevægelsen mod indvandring.”
På fotoet ses Ellegaard sammen med Anders Gravers fra SIAD i midten ved demonstration i Odense.
Michael Ellegaard var også opstillet til Kommunalvalget i 2010 i Odense Kommune. Han har ved tidligere valg stillet op på Frit Danmark-listen uden at blive valgt. På Frit Danmarks hjemmeside kan man bl.a. læse: “Med vores opstilling giver vi de Danske vælgere chancen for at få indvalgt en ægte patriot , der ikke skal stå til regnskab for nogens politisk korrekte valgprogram og har dermed en enestående mulighed for at få vækket de etablerede politikere på Christiansborg. Skal Danmark til at have en konsekvent fremmedpolitik fremover ?… Det er DIT valg , kære vælger”.
Michael Ellegaard har to fængselsdomme for vold bag sig. I 2001 blev han dømt for vold og trusler mod en kvinde, som han havde holdt fanget i seks timer. Han blev fundet skyldig i at banke kvinden med blandt andet et koben og affyre en pistol i nogle telefonbøger. I 2007 blev han idømt et års fængsel for at tæve en mand med et baseball-bat.
Skulle Ellegaard blive valgt ind i folketinget, vil han kunne blive vurderet af valgbarhedsnævnet. Både i valgbarhedsloven og grundloven står der, at valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af folketinget. Senest var Michael Ellegaard i politiets søgelyset i forbindelse med ulovlig våbenbesiddelse og omkring Breiviks politiske terror og drab i Norge i juli måned i år. Efter disse episoder valgte den skytteforening, som Ellegaard var medlem af, at smide ham ud. Michael Ellegaard har tætte kontakter til den yderste højrefløj. Han har demonstreret side om side med nynazister fra Dansk Front og Frie Danske Nationalister og har desuden været medlem af det højreekstreme netværk, Vederfølner – Dansk Fronts efterfølger. Ved det seneste kommunalvalg indgik Ellegaard et samarbejde med Vederfølners afdeling i Syddanmark og har derfor en tæt forbindelse til Vederfølners formand, Lars Grønbæk Larsen.
En af Ellegaards allierede er Åse Clausen Bjerg, den tidligere leder af først No Kay – det senere Frit Folk, som nu er nedlagt. Demos Nyhedsbrev (nr. 65 og 66)har skrevet om denne alliance allerede i 2001, da han bl.a. sammen med Åse Clausen Bjerg stod for en række demonstrationer, som angiveligt skulle være mod voldtægt, men viste sig at være et dække for en række antimuslimske organisationer med tilknytning til det århusianske nynazistiske miljø i White Pride og senere Dansk Front. Clausen Bjerg har drevet enmands-hæren Kvinder for Danmark og har et samarbejde med folk fra Den Danske Forening. I forbindelse med venstreorienterede demonstrationer agerer hun indimellem som fotograf. Også Dansk Folkepartis folketingskandidat, Alex Ahrendtsen deltog aktivt i Clausen Bjergs og Ellegaards antimuslimske demonstrationer.
Tidligere dokumentation: Demos udgivelsen Det antimuslimske Univers.
Michael Ellegaard optræder i Odense, hvor der siden 1989 har været opstillet en række fremmedfjendtlige lister. I 1989 opstillede Stop Indvandringen alene og fik 1.432 stemmer (1,7%). Drivkraften bag listen var en tidligere Fremskridtsmand og medlem af Den Danske Forening, Tage Abildgart.
I 1993 var forvirringen blandt listerne total. Ikke mindre end fem fremmedfjendtlige lister opstillede og fik tilsammen 1.364 stemmer. De tre mindste fik samlet 134 stemmer. Stop Indvandringen fik 1.067 stemmer og Nationalpartiet Danmark fik 163. Ved valget i 1997 var antallet reduceret til to lister. Stop Indvandringen og Fælleslisten mod Indvandringen. De fik henholdsvis 683 stemmer (0,7%) og 345 (=,4%). Tage Abildgart døde i september 2001 og fik ingen efterfølgere, så listen forsvandt.
I 2005 var kun Frit Danmark-listen opstillet. Den blev oprettet i 2000. Stifteren og lederen, Michael Ellegaard, var oprindelig kandidat for Kaj Vilhelmsens lister i 1993 og l997. I 2005 opnåede Ellegaards liste 161 stemmer i Odense. Men han opstillede også som den eneste af listerne til regionsvalget i Syddanmark. Her fik listen 1.718 stemmer, hvilket udgjorde 0,3 % af de afgivne stemmer..