4. maj 2020: Historien om Helte
I dag d. 4. Maj i 75 året for den tyske besættelses ophør kan vi ikke undlade at bringe Anders Fogh Rasmussens tale om samarbejdspolitikken, 29. august 2003. Vi bringer uddrag af talen for at minde hinanden om, at denne mand forsøgte at binde modstandskampen mod nazisterne, for hans vogn, det imperialistiske krigsprojekt i Irak. Den krig, der var en kamp om ressourcer, om olie, om strategisk herredømme og værn af stormagternes økonomiske interesser. Han misbrugte Frihedskampen i sit forsøg på at hvidvaske og dække over sine manipulationer og misinformationer som statsminister.
Vores deltagelse i krigen i Irak blev af Fogh udråbt til et opgør med den danske ”småstatsmentalitet”. Det skulle være slut med at sejle under bekvemmelighedsflag, nu skulle vi handle med ”ære” på historiens scene.
Anders Fogh kritiserede datidens politiske og økonomiske elite, for at savne mod og ikke sige fra overfor den tyske imperialistiske militærmagt og dens nazistiske aggression.
Det mod han efterlyser er præcis det mod han ikke selv havde som Danmarks Statsminister. Den ”aktivistiske – udenrigspolitik”, var ikke udtryk en modig kamp for demokrati eller menneskerettigheder-tværtimod- var den udtryk for overtrædelse af konventioner og menneskerettigheder.
Han turde ikke som statsminister sige fra- overfor den forfærdelige krig, han slæbte danske mænd og kvinder ud i.
Han turde ikke sige fra over for verdens største militære magt. Han sejlede netop under bekvemmelighedsflag. Modet til at sige fra overfor USA´s Imperialisme der førte til blodige krige og kaos i Irak, Afghanistan-ja i hele Mellemøsten.
På denne 75års dag for befrielsen skal vi minde hinanden om betydningen af at kende historien og afsløre forsøgene på at manipulere og misbruge historien til at legitimere sine forbrydelser. (historierevision)
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holdt i forbindelse med fejringen af 60-året for ophøret af samarbejdspolitikken (29. august 1943) en tale på Søværnets Officersskole den 29. august 2003. Talen vakte stor opmærksomhed, idet han kritiserede samarbejdspolitikken under besættelsen. I talen beskyldte han – af alle – danske politikere for at svigte moralsk under krigen. Men talen havde et ganske andet formål end at udøve selvkritik overfor den daværende samlingsregering og samarbejdspolitikken.
En gratis omgang. Vi refererer fra Foghs tale:
Han brugte sin hyldesttale om ære og modstand mod nazismen til at forsvare Danmarks deltagelse i Irak-krigen, der var indledt 20. marts 2003. Talen er forkortet lidt af Demos, der i 2003 ved et arrangement hos fagforeningen Jord og Beton fik kendskab til talen og den gang var rystede over hykleriet.
Anders Fogh: Mine damer og herrer,
Den 29. august 1943 er en dato, vi bør huske – og være stolte af. Den dag blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer. Det var heller ikke en dag for tidligt.
Han fortsatte: Det var ikke regeringens, Folketingets og det etablerede Danmarks fortjeneste, at samarbejdet med tyskerne ophørte. Tværtimod havde det officielle Danmark fra starten af Danmarks besættelse den 9. april 1940 lydigt rettet sig efter tyskerne, samarbejdet på alle niveauer, og opfordret befolkningen til at gøre det samme. Ved sin tiltrædelse som udenrigsminister i 1940 erklærede Erik Scavenius at ”de store tyske sejre” havde ”slået verden med forbavselse og beundring”. Han fandt, at Danmark nu skulle finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt samarbejde med tyskerne.
Og videre: Ikke nok med, at Danmarks politiske ledelse besluttede at følge en passiv tilpasningspolitik i forhold til tyskerne. Den daværende regering valgte bevidst og åbenlyst en aktiv politik overfor besættelsesmagten i det håb, at noget af suveræniteten ville blive respekteret. Der var tilmed var om en meget aktiv tilpasningspolitik. Mange var overbevist om tysk sejr.
Både politikere, embedsmænd og organisationer begyndte at forberede Danmarks plads i det ny, nazistisk-dominerede Europa. Centralt placerede embedsmænd syslede med planer om at omdanne dansk økonomi efter nazistisk planøkonomisk mønster.
Hovedargumentet fra regeringen var, at al dansk modstand mod den tyske overmagt var nytteløs. Ved at samarbejde med besættelsesmagten blev Danmark og den danske befolkning skånet for de fleste af krigens rædsler. Og det lykkedes. Danskerne slap for de værste ødelæggelser. Landbrug og industri tjente på krigen. Så ud fra et sådant gustent overlæg vil nogle måske kalde samarbejdspolitikken nødvendig, klog og hensigtsmæssig.
Men det er en meget farlig tankegang. Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk. Men briterne og senere amerikanerne og russerne tænkte heldigvis ikke som den danske elite. De kæmpede en kamp på liv og død mod nazisterne og sikrede derved vor frihed.
I sidste ende var det befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats, som tvang regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne. Det skal vi være glade for og stolte af. Vi skylder en stor tak til de modstandsfolk, som gennem sabotage mod tyskerne og samarbejde med de allierede trodsede samarbejdspolitikkerne og sikrede i sidste ende Danmark en plads på den rigtige side i kampen mod nazisterne.
Men tog det sig anderledes ud ved krigens start? Hvis nu tyskerne havde sejret, ville Danmark så ikke have profiteret af at tilpasse sig den tyske dominans i tide? Sådan tænkte mange. Det forekommer dog naivt at tro, at Hitler ville have taget særlige hensyn til Danmark i tilfælde af en tysk sejr. Der var da også højt placerede embedsmænd, som allerede fra krigens start tog afstand fra disse naive forestillinger.
Danmarks uafhængige gesandt i Washington, Henrik Kaufmann, og legationsråd Vincens Steensen-Leth ved det danske gesandtskab i Berlin advarede om, at Danmark aldrig ville få indrømmelser af nazisterne, hverken på det ene eller andet punkt, fordi det var selve den demokratiske retsstat, nazisterne ville til livs. Nazisterne accepterede kun én form for system – det nationalsocialistiske. Der var ikke plads til særbehandling i hvad Hitler kaldte ”småstatsskramlet”.
Og tilføjer Fogh: Selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv, og det er stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik.
Endelig kom han så til sagens kerne. Lovprisningen af modstandsfolk fra 2. verdenskrig skulle legitimere en angrebskrig forklædt som en kamp for ”demokratiet” eller som Bush formulerede det operationen skulle ” knække ondskabens akse”. De onde var regeringerne i Mellemøsten og de gode var magteliten i det Hvide Hus akkompagneret af bl.a den lille danske lydstat fra ”de villiges koalition”. At Anders Fogh fik manipuleret sit eget land ind i en endeløs krig, hvor kampen handlede og handler om at bevare magten hos militærindustri, finansverdenen, og imperialisterne, der drømmer om verdensmagten.
Og han betoner: At i kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt.
Vi svarer fra Demos: Ja men det er da helt korrekt. Men hvilket demokrati synes Fogh i dag, at han har været med til at skaffe til magten i Irak, Iran, Saudi-arabien, Afghanistan. Har hans disposition, hvor han undlod at give sine informationer videre til de danske beslutningstagere, styrket noget demokrati – på lokalt plan? På internationalt plan?
Og vi fortsætter: Vi mener, at han trak Danmark ud i et antiislamisk, fanatisk, udemokratisk og dødsensfarligt projekt, der på ingen måde kan sidestilles eller sammenlignes med modige mænd og kvinder, der satte deres liv og lemmer på spil for at modvirke regeringens hang til nazisme i 1940. Fogh var med sin aktive støtte til en besættelsesmagt netop den regeringsleder, der sejlede under bekvemmelighedsflag overfor magteliten i USA og pressede på for aktiv tilpasning for ved at få Danmark involveret i krig og ødelæggelse, i eftertiden at være på ”det vindende hold”. Nøjagtigt ligesom hans forgængere i samlingsregeringen gjorde det i forhold til Nazityskland.
I dag kan vi sige: Mennesker er døde, regionen er blevet destabiliseret, millioner blev sendt på flugt, og der blev grobund for terrorgrupper som IS i regionen og en voksende modstand mod folk med anden etnicitet end europæisk bredte sig over Europa. For den indsats fik han topembedet i NATO.
Hans hykleri var uden grænse, da han i sin afsluttende kommentar sagde: ” Læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger. Og han slutter: ”Lad os ære vore landsmænds indsats i modstandsbevægelsen og forsvaret for frihed og demokrati” tak.
Demos. Ja lad os hylde modstandsbevægelsen. Men hvor var du, da det krævede mod at sige fra i 2003.. Det ville netop have været en modig og svær beslutning at sige fra for at bevare frihed, demokrati, og menneskerettigheder – overfor USA’s kamp om Verdensherredømmet med adgang til Mellemøstens og Eurasiens olie. Danmark kunne have risikeret at miste USA- imperialismens good will og Danmarks andel i ”guldet”, men vi kunne have ranket ryggen, set os selv i øjnene nu 17 år senere.
Dèt havde krævet mod og troværdighed som han og hans ligemænd ikke tør stille op for.
Ligesom det krævede mod og beslutsomhed af de mange mænd og kvinder at deltage i modstandskampen mod nazismen uden opbakning fra establishment. Det mod findes stadig i dag hos mange unge og gamle, der kæmper mod krig, ødelæggelse, racisme og det fremmedhad, der vokser i magtfuldkommenhedens og imperialismen baggård.
Tak til alle på denne 4. Maj 2020 for modstand mod nazisme og fascisme dengang og i dag
red. Demos.dk
–
