Til Enhedslisten 26-11-2017
Gode kammerater.
Nu er kommunalvalget afsluttet, og Enhedslisten har klaret sig godt. Det er dejligt. Tillykke til os, der arbejder for et solidarisk og racismefrit Danmark. Vi skriver dette åbne brev til jer, fordi vi undervejs i efterårets debat er blevet stærkt bekymrede – for en række udsagn om flygtningepolitik – fra ledende personer i Enhedslisten. Er der ændringer i holdningen til asylretten og flygtningepolitikken?
Flygtninge og integrationspolitik
Herfra hvor vi står: Blæser højredrejningens iskolde vinde over Europa – og over Danmark. Et par af Enhedslistens fremtrædende og i medierne ofte citerede repræsentanter er på det seneste fremkommet med udtalelser, som har vakt bekymring og forundring i det antiracistiske og antikapitalistiske miljø. I den forbindelse er vi mange, der har undret os over, om det virkelig er EL’s politik, når Pelle Dragsted i TV2 den 22. juli 2017 er fremkommet med flg. udsagn:
“Danmarks stramme udlændingepolitik bliver ikke ændret mærkbart, hvis Mette Frederiksen får magten efter næste valg. […] Det bliver svært for os at rykke politikken grundlæggende. Vi håber på, at vi kan få nogle mindre indrømmelser som eksempelvis integrationsydelsen. Men jeg ved da godt, at så længe der er så stort et flertal i Folketinget – og desværre også i befolkningen – så er der grænser for, hvad vi kan komme igennem med, siger Pelle Dragsted.”
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at der hverken er bred politisk eller folkelig opbakning til en mere solidarisk migrationspolitik – hverken i Danmark eller Europa. Og ja, der er grænser for, hvad vi kan komme igennem med.
Men Folketingets medlemmer bærer netop et enormt ansvar: Politikeres udtalelser er magtfulde instrumenter i den offentlige meningsdannelse. Enhedslisten har en stor opgave i at bruge enhver lejlighed til at fremme en menneskeværdig behandling af flygtninge og uden tøven at hævde retten til at søge asyl. Og det er vel bl.a. ideen med Enhedslisten, at tale magten midt imod og tale for solidaritet over grænser.
Så hvad er forklaringen på, at Enhedslistens repræsentant citeres for flg: ”Vi er alle sammen enige om, at antallet betyder noget. Og at når der kommer rigtig mange mennesker fra andre kulturer og religioner, det skaber udfordringer. Og vi er også enige i, at vi dybest set ønsker så få flygtninge som muligt.” ….og der tilføjes, at vi ønsker ikke at folk er nødt til at flygte.(citat fra TV2 22. juli 2017)
Og nej, vi ønsker ikke at folk er tvunget til at flygte, men det gør de, og det er den realitet Enhedslisten må forholde sig til. Og ja, vi ved godt, at det ikke er problemfrit at integrere flygtninge og at skabe betingelserne for indvandrernes medborgerskab. Men de problemer skal ikke reduceres til kultur og religion.
Citaterne viser en opgivende og konsensussøgende attitude, som kan blive katalysator for en voksende utilfredshed og vrede blandt den kapitalismekritiske og flygtningesolidariske bevægelse – en ellers trofast vælgerskare for EL.
Det er desværre ikke første gang, at man har kunnet opleve EL udtale sig paradoksalt i forhold til partiets grundprincipper. Vi har set det, da Johanne Schmidt-Nielsen udtrykte enighed omkring Justitsministeriets udsendelse af romaer tilbage i 2013 – mennesker, som intet forkert har gjort ved at opholde sig på dansk jord.
Det rimer på ingen måde med, hvad Enhedslisten ellers har udtrykt igennem tiderne, når ”Enhedslisten” er dukket op til solidaritetsmanifestationer og andre arrangementer som f.eks. ved folketingskandidat Maria Gjerdings tale til en demonstration 5. november 2014:
“Vi er her i dag, for at sige klart og tydeligt, at Danmark skal være et land, der hjælper mennesker i nød. Vi skal ikke smække døren i for mennesker på flugt. Og vi vil ikke acceptere regeringens stramninger over for de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp lige nu.”
Og i Enhedslistens principprogram kan vi læse: “Danmark har råd, rum og pligt til tage imod mennesker på flugt og til at sørge for, at borgere med anden etnisk baggrund kan deltage på lige fod i samfundet.”
Ny praksis i det parlamentariske arbejde.
Interviewet med Pelle Dragsted bringes på baggrund af, at partiet efter en omfattende debat har ændret sin politik i det parlamentariske arbejde sådan, at man fremover – som støtteparti for en socialdemokratisk regering – ikke længere vil gå på kompromis med væsentlige principper. At man ikke for enhver pris vil holde hånden under en socialdemokratisk ledet regering.
Og det er vi som udgangspunkt rigtig glade for at høre – særligt i forhold til Socialdemokratiets udlændingepolitik. Men den ændring skal vel afspejle sig i både medier og offentlige fora, i Enhedslistens visioner og værdier på området?
Så vi er mange, der efter at have læst interviewet, er skeptiske overfor Pelle Dragsteds udtalelser – som citeret – de giver anledning til alvorlig bekymring. Enhedslisten må være det parti, der uden tøven fastholder en solidarisk og antiracistisk politik i forhold til asylansøgeres forhold, udlændinges ophold og øvrige forhold Danmark.
Så hvad mener partiet om det stigende antal tvangsudsendelser, bl.a. til det krigshærgede Afghanistan eller Somalia, de utallige ændringer i udlændingeloven, brud med konventionspraksis og i det hele taget en grænsepolitik, der har til formål at indføre asylstop? Skal alle disse uhyrligheder ikke med Enhedslistens stemmer rulles tilbage efter et nyt valg, hvor Enhedslisten måske er støtteparti?
Vi er meget enige i principprogrammets ord om holdningen til flygtninge. Men samtidig mener vi, at socialisters opgave i den meget ophedede og pressede situation, som skaber enorme udfordringer for det internationale samfund, hverken kan eller skal være en anledning til, at falde i hak med aktuelt fremherskende polemiske tendenser og meningsmålinger i et nationalkonservativt og neoliberalt fordrejet landskab.
Selvom udfordringerne er overvældende, er det samtidig et momentum, som venstrefløjen bør og må anvende til facilitering af transnationale koalitioner: Organisering for et bedre verdenssamfund, hvor klodens ressourcer og menneskets muligheder er ligeligt fordelt verdensborgere imellem.
Frem for at lade sig rive med af den desillusionerede stemning, må vi bevidst, målrettet og aktivt slås for at få ændret de højrenationale tendenser, vi ser i samfundet. Vi tror og håber, at vi er enige om dette og ønsker at kunne se frem til et fremtidigt, konstruktivt samarbejde.
Netværket for antiracistiske aktivister spørger hermed, om vi i en kommende debat om Enhedslistens deltagelse i en socialdemokratisk ledet regering vil være det parti, der vil stille krav om tilbagerulning af bl.a. Inger Støjbergs 64 stramninger på udlændingeområdet. Og vil vi se Enhedslisten kandidater stå fast på, at Danmark vil modtage samtlige asylansøgere og sørge for, at deres sag vil blive behandlet på retmæssig vis.
Med kammeratlig hilsen
“På vegne af Foreningen Demos”. Tove Jensen
Og Asylret Said Parvin