Forsvarschef Bjørn Bisserup advarer mod højreekstremistiske ansatte indenfor militæret, skriver Altinget d. 23. juli 2020. Det er dog udelukkende islamister han har i tankerne, mens nynazister/racister ikke omtales.
Advarslen kommer i kølvandet på en redegørelse fra tyske forbundshær ifølge hvilken ca. 50 menige soldater og andet militær personel i 2019 blev smidt ud på grund af højreekstremistiske/racistiske holdninger eller adfærd. Hertil kom en mindre gruppe islamistiske ekstremister.
For et par år siden udsendte den engelske hærledelse en vejledning om hvordan man kan spotte racister, nynazister og ansatte med så radikaliserede holdninger, at de kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Fx udtalelser om de kommende racekrige, beskrivelsen af bydele med mange forskellige kulturer som “tabte,” generaliserende og nedsættende tale om muslimer, jøder, romaer m.fl., nazistiske tatoveringer eller badges osv.
Også i Holland, Frankrig, Italien og Sverige er højreradikale soldater og officerer blevet fyret, men her i landet, kender forsvarsminister Trine Bramsen ikke til konkrete tilfælde. Hun ved heller ikke, at rockere og højre-radikale har – er? – været medlem af hjemmeværnet, og har fået våbentræning der. Endnu flere har været i træningslejr i Østeuropa, Ukraine eller Rusland.
Trine Bramsen hilser Bisserups advarsel velkommen, “for den viser, at højreekstremisme er et fokusområde, hvor vi forsøger at forebygge det samme, som vi ser det tyske forsvar har været ude og problematisere.”
“Forebyggelsen” består i at screene de, der søger ansættelse indenfor militæret, og anses de for potentielt at være til fare for landet, kan de afvises. Mon ikke en højreekstremistisk ansøger ved hvordan der skal svares ved den slags screeninger. Han/hun vil næppe fortælle om en mulig forkærlighed for hvidt overherredømme el. lign. Så alt er muligt, og det skulle da også være mærkeligt om Danmark gik fri af den slags, når det nu forekommer i alle vore nabolande.
Bramsen åbner dog en kattelem når hun udtaler, at “det er ikke vores indtryk, at ekstremisme finder sted i et større omfang end i resten af samfundet”.
Forsvarsministeren har fuld tillid til hærens ledelse, “der godt ved, hvad de skal gøre, hvis der er udfordringer…og der forekommer noget, som ikke bør forekomme”.
Dette sagt uanset hærens mange møgsager: Skandaler i bygningstjenesten, hærchefers nepotisme og snyd med børns, ægtefællers og kæresters karriereforløb, indkøb af overvågnings udstyr fra et kinesisk firma, der arbejder tæt sammen med den kinesiske regering. Hertil kommer inkompetence på højeste niveau i hærledelsen og i forsvarsministeriet, hvor departementchefen, som tak for at have sovet mens de mange skandaler fandt sted, for nylig blev “forfremmet” til ambassadør i Berlin.
At både Trine Bramsen, hærledelsen, regeringen og Folketingets flertal støtter NATO’s oprustning i Østersøområdet og i Arktis, anses ikke for at være ekstremisme.