AMPA mindes 5. maj

5.maj arrangement 2013 for AMPA, Amager Partisaner, der blev dræbt under 2. verdenskrig. Billedhuggeren Morten Nielsen, som selv var en del af frihedskampen har udført monumentet til minde om faldne frihedskæmpere fra AMPA.

I Modstandsgruppen Amager Partisaners navn afholdt børn af modstandfolkene d. 05.maj 2013 et arrangement til minde om modstandsgruppen AMPAs indsats under 2. Verdenskrig

Demos v. Tove Jensen holdt mindetalen d. 5. maj med AMPA:

For retten til modstand.

I dag 68 år efter Befrielsesbudskabet kunne høres over hele Danmark på aftenen mellem d. 4 og 5maj afholdes denne Minde dag til ære for den store indsats som Amager partisaner ydede i modstanden mod Nazisterne. En indsats, der forløb i samarbejde med andre modige kvinder og mænd. Mennesker som satte deres egen private lykke til side for et fællesskab, der ville feje nazisterne ud af landet, et fællesskab der ønskede et fredeligt og et mere demokratisk samfund.

Jeg var ganske lille da krigen sluttede, men jeg husker tydeligt de mange aftener med debat i stuerne om den danske statsmagt svigt, da de uden modstand tillod invasion af tyske tropper i samarbejdspolitikkens navn.

Samarbejdspolitikken, der udviklede sig til en politik, der var en lydstat værdig, en politik der i de følgende fem år tillod jagten på modstandsfolk, internering og forvisning til KZ lejre og i sidste ende døden.

Spørgsmålet om hvordan det kunne ske, og hvad der skulle til for at det ikke måtte kunne ske igen var et tilbagevendende spørgsmål i min ungdom, og er desværre også et aktuelt spørgsmål. Jeg har været så heldig at vokse op i en familie, der dedikerede deres liv til modstanden mod krig og undertrykkelse. Hvor vi til stadighed arbejdede sammen med andre mennesker for, at vi ikke igen skulle opleve et Danmark, der knægtede sine demokratiske idealer.

Et Danmark som ikke kunne eller ville optræde som krigsførende nation. Forsvaret skulle udelukkende have, som navnet sagde, et forsvarsperspektiv.

En selvkritik af samarbejdspolitikken hørte vi ikke fra magthaverne, vi hørte mange gode hensigter, men ikke en offentlig undsigelse af politikken.

Men for 8 år siden måtte vi høre daværende statsminister Anders Fogh komme med en formel undskyldning på statens vegne af den førte samarbejdspolitik. Men kun for at bane vejen for den krig, som han allerede havde påført Danmark i sin usmagelige leflen for storebror USA.

Undskyld vi ikke gjorde modstand dengang for 60 år siden…… I dag vil vi gøre modstand og vise vores kampånd overfor en civilbefolkning i et land langt væk fra vælgerne. Fy og føj

En tyvstjålet renvask af det borgerlige Danmarks svigt dengang og nu.

Danmark ændrede med sin krigsdeltagelse sit sikkerhedspolitiske perspektiv, der netop var lagt i kølvandet på krigen mod nazismen, ganske vist i et NATO samarbejde. Men det stod dengang nogenlunde klart, at vi ikke førte krig og ikke kunne støtte en aggressiv militærindsats overfor lande, der ikke truede NATOs territorium. Uden en demokratisk debat om ændring af det danske sikkerhedspolitiske perspektiv kunne den danske stat indgå i krigshandlinger langt udenfor NATO aftalen og det ville Anders Fogh.

Og han fik sin præmie, han sidder i NATO og har på Danmarks og NATOs vegne medvirket til at civilbefolkningen i Mellemøsten og Afghanistan har levet i et krigshelvede i de sidste 10 år.

Denne markante ændring af Danmarks sikkerheds-og forvarspolitik har givet næring til had og undertrykkelse blandt mange af de mennesker, der overvejende bor i lande, der er muslimske. Det har betydet, at der er vokset et samfund frem, hvor opfattelsen af dem og os har bredt sig blandt vælgerne.

En holdning som i første omgang blev båret af Dansk Folkeparti og som var understøttet af en amerikansk forfatter, der definerede den globale politik som ”civilisationernes sammenstød”, et sammenstød hvor vi skulle definere os alene som tilhørende den vestlige civilisation. En ideologi, der efter Murens fald og der var behov for nye ”Fjendebilleder” nu berettigede Danmark til at tage del i den imperialistiske kamp, ja næsten gjorde den nødvendig. Og det gjorde vi og det gør vi.

Og denne opfattelse af en ydre fjende, der forsøger at manøvre i det lille Danmark, og underminere den danske civilisation, har givet luft for ekstreme nationalistiske synspunkter.

Lige efter 2. verdenskrig var det næsten umuligt at forestille sig, at der igen ville være folk, der havde nazistiske og racistiske holdninger, der stod frem i offentligheden. Men både I ved mindesmærket over faldne modstandsfolk og vi i Demos har gennem årene iagttaget spirer til en nynazisme, som fandt næring i det fremmedhad, som Glistrup, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup m.fl piskede frem. De siger om sig selv, at de bare samlede det op, som allerede fandtes i den danske befolkning, men det er jo netop en seriøs politikers opgave – med deres ide om et bedre samfund – at understøtte det, der kan udvikle demokratiet og ikke skade demokratiet. Dansk Folkeparti m.fl. gik i skraldespanden for at lede det frem, som var kasseret.

Hele flygtninge og udlændingedebatten kom til at handle om Dem og OS. Og om et fremmedhad, der fik nationalradikale grupperinger til at se dagens lys. Grupper som Den Danske Forening, med Jesper Langballe og Søren Krarup og Ole Hasselbalch som ledende figurer. Og ikke kun supernationalister, men også nynazistiske grupper trådte frem. Og denne udvikling nødvendiggjorde et oplysningsarbejde mod nynazister og nationalradikale grupper.

I Demos har vi gennem de sidste 25-30 år modarbejdet disse grupperinger i skrift og tale. Vi har udgivet et antinazistisk Nyhedsbrev gennem alle årene. På denne måde har vi medvirket at afdække deres baggrund, holdninger og forbindelser, vi har afsløret deres netværk, både deres danske og internationale forbindelser. I 1990èrne begyndte et bredt arbejde i Fællesinitiativet, hvor der blev afholdt en række antinazistiske demonstrationer og møder.

Som en ubehagelig del af dette politiske arbejde modtog vi en række trusler, sten gennem ruderne, videofilm med simulerede overfald og drab og fysiske overfald.

Og den 16. marts 1992 udløstes en bombe i Søllerødgade, hvor en ung antinazist blev dræbt. Vi så det dengang, som et politisk motiveret drab, og det gør vi fortsat. Vi har gennem de 21 år der er gået, hvor efterforskningen ikke har givet ”seriøse resultater” som daværende kriminalinspektør og undersøgelsesleder Bent Hansen siger det i PET kommissionens beretning. Demos har sammen med mange andre peget på de højreekstreme og nynazistiske grupper, og vi har ikke undladt at gøre politiet, justitsministeren og PETs ledelse opmærksomme på, hvor de skulle kigge hen, men indtil videre uden resultat.

I efteråret 2012 spørger vi igen Justitsministeren:

Vil ministeren redegøre for, hvilke efterforskningsskridt der blev taget i sagen i årene 1994-2009, samt for, om de senere års udvikling, hvad angår undersøgelser af gerningssteder og tekniske beviser, samt afsløringen af en række drab og drabsforsøg med udspring i højreekstremistiske miljøer i Europa – i særdeleshed de oplysninger, der er fremkommet om den tyske NSU-sag i 2011-12 – giver mulighed for nye efterforskningsskridt i sagen om bomben i Søllerødgade?”

Justitsminister og politi svarer, at

”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Københavns Politi. Københavns Politi har i den anledning oplyst, at hverken den tyske NSU-sag fra 2011-12 eller de i spørgsmålet nævnte øvrige drabssager fra de højreekstremistiske miljøer i Europa umiddelbart skønnes at kunne bidrage med oplysninger af relevans for opklaringen af bombesagen fra Søllerødgade den 16. marts 1992.”

Sidste lørdag fremkom Ekstrabladet så med en afsløring af mordet på Henrik Christensen. Journalisterne pegede og peger stadig på et medlem af den danske afdeling af nazigruppen Blood and Honour.

Det danske politi har kendt den politiske trio i Blood and Honour og deres medspillere siden 1990èrne.De er blevet pågrebet, har været anholdt, har distribueret nazimateriale, haft sprængstoffer og har siddet fængslet. Men intet seriøst er fremkommet. Vi undrer os. I Tyskland er det afsløret at NSU gruppen også var velkendt af politiet, men at de var nyttige at have, så politiet greb ikke ind. Kan det være tilfældet i Danmark i forhold til Blood and Honour?

Vi har- trods alt- igen spurgt Justitsministeren for 2 uger siden, hvorledes politiet følger udviklingen i retssagen i Tyskland, hvor National Sozialistische Untergrund står anklaget for 9 racistiske mord, et mord på en politikvinde og en række andre forbrydelser. I forbindelse med forundersøgelser til retssagen, der starter mandag morgen 6. maj 2013 er det blevet evident, at den tyske naziorganisations kampcelle har været på ferie på Fehmern i 1990èrne og har haft kontakt til den Blood and Honour Scandinavia.

Aktuelt hjælper pressen offentligheden med at forsøge at afsløre bagmændene for attentatet, og politiet siger, at de genoptager sagen.

Men – Er statsmagten sin opgave som vogter mod nazisme og racisme voksen i dag?

Lærte de af de fem forbandede år eller er der også i dag andre hensyn, der tages, der må prioriteres af den udøvende magt.

I dag er de nynazistiske grupper blevet suppleret med antiislamistiske grupperinger, som bl.a Danish Defense League og SIAD (Stop islamiseringen af Danmark). Og fra den lidt mere borgerlige kant med Trykkefrihedsselskabets udgivelser og deres optræden i danske medier, som ofre uden partipolitisk tilhørsforhold.

Og hvor finder vi PETs indsats i sagen om Søllerødgade bomben, Breiviks terror i Norge, Den tyske sag NSU og den påsatte brand i Frihedsmuseet…..

Der er fortsat grund til at modarbejde de racistiske strømninger, der forsøger, at optræde som dagens frihedskæmpere med stigmatisering af etniske og politiske grupper på samme vis, som de blev stigmatiseret og terroriseret af nazister i Tyskland og som jøder og kommunister blev det i Danmark under krigen med statsmagtens medvirken eller passivitet.

Og der er god grund til at mindes de mennesker, der uden tøven gav deres liv til modstanden mod nazismen. Ære været deres minde.

05.05.2013