At knuse fascismen

At knuse fascismen

I anledning af 20 året for Antifascistisk Aktion har det nuværende AFA skrevet en bog om det antifascistiske arbejde fra AFA’s begyndelse i 1992, dog med særlig fokus på de sidste 10 år. I indledningen nævnes det, at bogen ikke er en bog om AFA, ”men om antifascisme som helhed”.

Bogen er ifølge forfatterne delt op i 2 hoveddele, hvor første del omhandler fascisme, antifascisme og klassekamp. Den anden del består af tre tekster om antifascistiske erfaringer fra Skandinavien det seneste årti.

Formålet med bogen er skriver forfatterne ”at opkvalificere og styrke venstrefløjens forståelse af selve fascismen, dens forskellige forgreninger og de mest fremtrædende fascistiske organisationer”. Derudover er intentionen, at ”teksterne kan overlevere erfaringer og give inspiration til antifascister overalt.” Bogen har synligt fremhævede faktabokse, som kronologisk beskriver de vigtigste begivenheder i AFA’s 20 årige historie. Vi har valgt at kommentere centrale temaer i bogen.

20 års kamp mod fascismen

Bogens styrke er de nævnte faktabokse, som fremtræder som en kronologisk opbygget beskrivelse af de begivenheder, som har haft betydning for den antifascistiske bevægelses aktiviteter og udvikling.

Det begynder ifølge forfatterne med bomben i Søllerødgade, fortsætter henover 1990’erne med bl.a. DNSB, Hess marcher og Blood and Honour og beskriver 00’ernes forskellige nazistiske og antimuslimske grupperinger. Desuden ”kigges” der ud på begivenheder i Sverige og Tyskland, som har betydning for det hjemlige antifascistiske miljø. Denne historiske oplistning giver et godt overblik, og kan fint bruges til opslag.

Strukturen i enkelte afsnit er vanskelig at følge. Layoutet er flot og letter læsningen.

Fascismens væsen i det nye årtusinde

Bogens svagere del er den indledende gennemgang af fascismens væsen. Den lidt storladne overskrift angiver, at her kommer en grundig gennemgang af fascismens væsen. Forfatterne pointerer, at de hverken er ”forskere, journalister eller dokumentarister”, men antifascister, som kommer med deres syn på fascismen.

Med dette forbehold som udgangspunkt teoretiseres der alligevel over ”fascismens politiske væsen i det nye årtusinde”. Der afsluttes med en meget konkret og aktuel definition: ”Når der tales om fascisme i denne bog, er det i en bestræbelse på at beskrive det sammenrend af organisationer og enkeltpersoner på den yderste højrefløj, der bekriger venstrefløjen, etniske og seksuelle minoriteter og kulturel mangfoldighed, samt i en del tilfælde det borgerlige demokrati.”

Beskrivelsen af ”det nye årtusindes fascistiske væsen” undgår helt at inddrage betydningen af de vestlige regeringers jagt på klodens ressourcer, deres stræben efter geopolitisk og økonomisk magt og den deraf følgende udpegning af islam som den vestlige verdens fjende.

Angsten for de fremmede og det værdipolitiske fokus/cirkus skaber rammen omkring en klassisk del-og hersk politik, der deler befolkningen i ”dem” og ”os”, og gør det nemmere for fascister at rekruttere – også i økonomisk gode tider. De nye fascistiske grupperinger fisker i rørte vande, og de er taktiske i deres politiske formidling ved at hævde, at de ikke er nazister, racister eller fascister.

At forfatterne kalder deres ”syn på fascismen” en opkvalificering af venstrefløjens viden på området er skudt noget over mål.

Det er positivt, at der i bogen bliver gjort opmærksom på, at man skal være varsom med brugen af ordet fascisme, og at det kun er grupperne på den ekstreme højrefløj, som forfatterne kalder fascister. Bogens fokus er i følge forfatterne derfor de grupper, som i deres ideologi er diskriminerende over for andre samfundsgrupper og voldsberedte i deres praktiske optræden, hvilket igennem tiderne har manifesteret sig i utallige overgreb.

Militans som strategi

I afsnittet ”Antifascisme er en socialistisk strategi” er der en del erfaringsbaserede betragtninger omkring mål, midler og samarbejde i den antifascistiske mobilisering. Og selv om forfatterne påpeger, at bogen ikke forholder sig til militans, så handler store dele indirekte om den, hvilket også bogens titel ”at knuse fascismen” klart indikerer.

F.eks. nævnes det, at det er ”vigtigt, at de antifascistiske taktikker ikke spænder ben for resten af venstrefløjen. Man bør forpligte sig på at forholde sig til, hvordan aktioner mod organiseret fascisme (…) vil stille politiske kammerater”, og at man med sine aktioner skal være opmærksom på ikke at ”stjæle unødigt politisk fokus, så det eneste offentligheden kan få øje på, er sammenstød mellem højre og venstre”.

Denne kritiske refleksion kommer til at stå modsætningsfyldt i forhold til de efterfølgende fortællinger om konkret antifascistisk kamp, hvor fokus hovedsagelig er den militante strategi.

“Det er ikke fascismens meninger eller ytringer, der er livsfarlige – omend de kan være skadelige – det er deres korporlige handlinger”, siges der i bogen. Det må være ud fra dette kriterium, at man har valgt at beskrive den antifascistiske praksis.

Der er som eksempler udvalgt tre byer, Århus, Langeskov og Helsingborg i Sverige, som alle har eller har haft problemer med fascistiske gruppers chikane og overfald. Igennem personlige beretninger tegnes der et billede af den antifascistiske modstand mod fascisternes vold.

Fascistisk vold er – som bogen beskriver – udgangspunkt for det antifascistiske arbejde i AFA, men volden optræder også indadtil i miljøet, hvilket bogen ikke lægger skjul på og problematiserer. Men en evt. fremadrettet strategi, konsekvens og læring af de fejlgreb, der fortælles om, udebliver.

En strategi, der bygger på præmissen vold, er problematisk, da handlemulighederne risikerer at begrænse sig til militante demonstrationer, blokader og fysiske angreb på fascister. I denne praksis underprioriteres samarbejdet med andre grupper på venstrefløjen, i fagbevægelsen, med minoritetsgrupper og andre der ønsker at kæmpe mod racisme og fascisme. Så når der konkluderes, at ekstremisme-diskursen afpolitiserer og isolerer den udenomsparlamentariske venstrefløj, så er spørgsmålet jo, hvordan vi politiserer fløjen og kommer ud af isolationen. Og så bliver samarbejdet vigtigt i forhold til den aktuelle og yderst relevante ekstremisme-diskussion og det udenomsparlamentariske arbejde.

At lukke sig om sig selv

Forfatterne skriver, at bogen ikke handler om AFA, men om antifascisme som helhed. Men bogen bliver en bog om AFA og deres antiracistiske og antifascistiske arbejde, dog er det kun de sidste 10 år, der er beskrevet. I et 20 års skrift for AFA skylder man at give lidt spalteplads til den første AFA generation. Man skylder at nævne det arbejde, som har ligget forud for AFA’s dannelse, og som har dannet grundlag for den antifascistiske og antiracistiske bevægelse. Bl.a. kunne man have nævnt Fællesinitiativ mod Racisme, hvor bombedræbte Henrik Christensen var aktiv.

Bogen handler ikke om antifascisme som helhed. Antifascisme er meget mere end de beskrevne fortællinger om militant strategi.

Bogen slutter uforløst.

Der samles ikke op efter at de tre historier er færdigfortalte. Der gives ikke et perspektiv eller en retning, hvorfra man kan følge op og videreudvikle det antifascistiske arbejde, som jo anføres som et af bogens formål.

Det er beklageligt, for bogen har gode ansatser til refleksion og diskussion. Og med de ansatser kan bogen være med til at give en ny ungdomsgeneration inspiration til at arbejde politisk og udvikle en strategi i det antifascistiske arbejde, der kan påvirke den offentlige meningsdannelse således som det skete bl.a. i 1990’erne.

I den forbindelse er det vigtigt at tænke ind, at den udenomsparlamentariske venstrefløj rækker langt ud over AFA og spænder fra en lang række antifascistiske aktiviteter udenfor AFA, til kvindebevægelsen, internationale solidaritetsgrupper, faglige grupperinger og miljøorganisationer med en lang tradition for politisk arbejde, og med den erkendelse undgå at lukke sig om sig selv.