Bogen ”De danske førere” beskriver indgående personer, partier og grupperinger på den yderste højrefløj fra 1922 til 1945. Forfatteren Ole Ravn viser, at der stadig er meget at berette om.
Megen opmærksomhed blev viet 100 års dagen for afslutning på 1. verdenskrig i november 1918. Kun få bed mærke i, at på samme tidspunkt fødtes den tyske nazisme. Mon grundlæggelsen af Italiens fascistiske parti i november 1919, også vil blive forbigået i tavshed?
Det påkalder sig heller ikke megen opmærksomhed, at der i dag kun er få levende overlevende fra nazismens og fascismens rædsler tilbage. Én af dem, den 94-årige Arlette Andersen, sad i Ausch-witz i krigens to sidste år. Til dagbladet Information fortæller hun 8.dec.2018: “Nationalismen vokser, der er opløsning overalt, det gør mig bange, for jeg har oplevet dens konsekvenser på min krop. Vores tid minder om 20’erne og 30’erne.”
I dag hvor demokratiet er presset, og menneskerettighederne modarbejdes eller affærdiges som “abstrakte værdier,” er der fortsat brug for viden om skæbnesvangre perioder. For at fastholde noget af det, der skete dengang, har litteraten Ole Ravn udgivet De danske førere – Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945.
De danske førere : Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945.
Bogen er en grundig gennemgang af 14 danske politikere, og et halvt hundrede partier og grupperinger på den yderste højrefløj, der i mellemkrigs-tiden og under besættelsen, forsøgte at ændre det danske samfund.
Hvor forskellige førerne, partierne og de mange grupperinger end var, så havde de det til fælles, at de kun i ringe grad vandt gehør i befolkningen. Deres største betydning lå i, at de etablerede et miljø og en ideologisk skoling, der virkede som en rugekasse for de, der under besættelsen gik i tysk tjeneste, og/eller havde tæt kontakt med værnemagten.
Førerne kom fra middelklassen. De var godt begavede, kun få havde psykopatiske træk med tendens til egoisme, og urealistiske forestillinger om egen betydning, viste de retsmedicinske undersøgelser fra 1945-46. Flere var socialt velfungerende. De var politisk naive, og kunne ikke hamle op med partiernes kyniske grå eminencer. Anderledes var det med de menige medlemmer, herunder de der gik i tysk tjeneste. Også de kom fra et bredt udsnit af befolkningen, men var dår-ligere uddannet, der var en overvægt af arbejdsløse, og mange kom fra brudte hjem, jvfr. Karl O. Kristiansen: Mandlige landssvigere i Danmark under besættelsen (1950).
Den politiske drivkraft.
Førernes primære drivkraft var en stærk nationalitetsfølelse, næret af tabet af Sønderjylland i 1864. Den 9. april 1945 blev denne nationalfølelse, danskheden sat på en alvorlig prøve i og med, at flere af dem kunne få personlige og økonomiske fordele ved at foretrække tysk nazisme, frem for dansk nationalisme.
Efter 1. verdenskrig, hvor kommunismen sejrede i Sovjetunionen, og der i en kort periode var opstået som rådsrepublikker i Tyskland var frygten for kommunismen en yderligere drivkraft. Hertil kom, at fagforeningernes og Socialdemokratiets voksende styrke sendte chokbølger ind i borgerskabet. Frem til maj 45 blev antikommunismen brugt som det store slagnummer, når nazisterne skulle hverve tilhængere, eller få folk til at melde sig til østfronten. Meget kunne de hjemlige nazister strides om, fx hvilken vægt der skulle lægges på det nationale, eller på jødespørgsmålet, men hadet til og frygten for kommunismen, dén var de alle enige om.
Demokratiet og parlamentarismen var endnu et hadeobjekt for højrefløjen. I 1934 hed det i Nationalsocialisten: “Regeringen og det parlamentariske systems repræsentanter har intet at skulle have sagt. Den er som en lus mellem to negle i jødefinansens vold.. Det rådne system kan ikke opretholdes uden yderligere pantsætning af landet. Det vil vi ikke længere finde os i.”
20’ernes danske fascistiske partier og grupperinger, lagde – efter italiensk forbillede – ikke vægt på antisemitismen. Først da nazisterne kom til blev jøderne et angrebspunkt. I Hagekorset hed det i 1930: “Vi kræver racebeskyttelse for de sande og nordiske dele af det danske folk inden for alle samfundsklasser. Ved erhvervelse af dansk statsborgerskab kræves racebiologisk legitimation.”
Men samme år krævede Wilfred Petersens National Socialistisk Parti i partiprogrammet “beskyttelse af de folkelige værdier gennem begrænsning af indvandringen af raceelementer af fremmed moralsk støbning eller af mindre værd, kastrering af åndeligt og legemligt sygdomsbelastede”.
Danmarks nationalsocialistiske Arbejder Parti (DNSAP),
Det største naziparti Frits Clausens Danmarks nationalsocialistiske Arbejder Parti (DNSAP), stiftet i 1930 som et ultraliberalistisk Gud-konge-og-fædreland-parti, afviste i starten jødespørgsmålet som en række af de øvrige grupperinger.
Clausen mente ikke, at de fåtallige danske jøder var et problem. Gradvis skærpedes retorikken dog. DNSAP ville ikke stå tilbage for de rabiate antisemitter. Nu var det ikke længere fra Italien man hentede inspiration, men derimod hos det fremstormende tyske nazistparti. Medvirkende hertil var, at italiensk fascisme i dansk aftapning ikke havde givet den forventede opbakning.
I Slægt og jord fra 1935 skrev Clausen, at “det kapitalistiske system har omdannet disse djærve frihedselskende bønder til renteslaver, der ydmygt tigger højfinansen, en eller anden jødebastard eller en af deres i sjælen forgiftede håndlangere om retten til at eksistere på fædrenes jord”.
Frits Clausen viste sig med tiden, at være uegnet som fører, kunne ikke holde fast i midler og mål. DNSAP forblev det vigtigste af de mange fascist- og nazipartier, men særlig stabilt var medlemsskaren nu ikke. Stridighederne var mange, de personlige ambitioner ligeså, pengene få. Medlemmer meldte sig ud i ét væk, forsøgte sig med nye partidannelser og da de ikke gik, vendte de hyppigt tilbage til DNSAP. Ofte blev de kun indtil de atter øjnede en chance for at lave nye partier.
DNSAP stillede op til folketingsvalgene i 1935, 1939 og 1943. I 1939 fik partiet 2 pct., og 3 mandater. Lidt bedre gik det i 1943, hvor DSNAP fik 2,8 pct., men trods den lille fremgang blev det tolket – også af DNSAP – at partiet var uden betydning”. Den tyske besættelsesmagt havde i de første krigsår brugt DNSAP, til at true den danske regering: “Hvis ikke I makker ret, så indsætter vi Clausen som regeringsleder”. Det virkede.
Den manglende stabilitet bidrog til, at kun få tog dem alvorligt. Allerede i 1941 tabte tyskerne lysten til at støtte, hvad de opfattede som et ligegyldigt parti.
Korps og Waffen-SS
DA DNSAP gik i opløsning meldte de mest nazificerede sig enten til Waffen-SS, eller til Frikorps Danmark, eller til østfronten. Overlevende herfra gik siden ind i ét af de uniformerede, bevæbnede nazistisk skolede korps, der blev oprettet hen mod krigens slutning.
Nogle af korpsene var under dansk kommando, andre under tysk. Sommer-korpset fx virkede som industrivagter på de virksomheder, der fremstillede krigsmateriel for tyskerne. Schalburg-korpset og Hipo’erne skulle tage sig af ro og orden, da tyskerne var utilfredse med dansk politis indsats mod sabotage og anti-tysk uro. Desuden skulle Schalburg-korpset fremme en germanisering og nazificering af Danmark, efter at DNSAP havde vist sig ude af stand til at klare opgaven. Fælles for korpsene var, at de efter samarbejdspolitikkens ophør i august 1943, begyndte at terrorisere civilbefolkningen, udførte clearingdrab, sabotage mod fx forlystelser osv.
I periferien af DNSAP kredsede partier, grupper og sammenrend af hjemløse nationalkonservative, fascister, nazister, antisemitter, antikommunister, lykkeriddere og hvad ellers. Og så var der erhvervslivet, der havde været hurtige til at tilpasse sig de nye tider. Lægfolk havde få forudsætninger for at forstå de ideologiske nuancer. De fleste blev omtalt som “nazister,” der provokerede med ekstreme anskuelser, og med slagsmål i gaderne, enten mod politiske modstandere og/eller mod politiet, mod journalister, og i krigens sidste tid tillige med overfald på sagesløse borgere. Hertil kom rudeknusninger, antisemitiske graffiti mv.
Nationalsocialistisk parti
Nævnes skal Nationalsocialistisk parti, der i 1932 brød med DNSAP. Her var føreren tidligere løjtnant Wilfred Petersen, der kaldte sig for revolutionær nationalsocialist. Om sig samlede han unge arbejdsløse, der intet havde til overs for den appel, DNSAP rettede mod borgerskabet.
NSP var det parti, der kom det tyske SA nærmest, for dem repræsenterede SA-føreren Ernst Röhm nazismens venstrefløj, og som han, mente NSP ikke, at de fattige skulle betale skat, der skulle indføres økonomisk overskudsdeling, og kapitalismen bekæmpes, men ejendomsretten måtte ikke røres. Et år forsøgte NSP, at holde 1. maj på Blågårds Plads, men måtte hjælpes derfra under politibeskyttelse. Pinligt for “Wilfreds drenge,” der gik for at være de mest voldsberedte af nazigrupperne.
Siden bruddet med Frits Clausen havde NSP brugte megen energi på at bekæmpe sine tidligere kampfæller. I sommeren 1940 opsøgte Wilfred Petersen trafikminister Gunnar Larsen, og tilbød atchikanere DNSAP. Larsen fik støtte i regeringen, og donerede 20.000 kr. til formålet. Resultatet blev smædeskriftet ” Rene folk med rene hænder,” der afslørede, at landbrugets øverste top støttede det nazi – inficerede Landbrugernes Sammenslutning. Lækket materiale fra DSNAP viste, at Frits Clausen var utroværdig, fordrukken og tyskvenlig, og at partiets inderkreds berigede sig på medlemmernes og tyskernes bekostning, og tjente tykt på at udleje ejendomme til tyskerne.
Danmarkskredsen og Højgårdkredsen og erhvervsfolk
En gruppe, der ikke havde rene hænder, var de erhvervsfolk, der i sommeren 1940 lagde planer om, at kongen skulle hjemsende Folketing og regering, og udnævne et forretningsministerium bestående af rigets fremmeste mænd – dem selv. De var to kredse, Danmarkskredsen og Højgårdkredsen med deltagelse af kendte nazister og ledende erhvervsfolk, bl.a. A.P. Møller, kongens fætter, prins Axel. Tyskerne var ikke interesseret. Stauning-regeringen sikrede jo både at landbrugseksporten gik som den skulle, samt befolkningen holdt sig i ro – indtil videre.
Nogle erhvervsfolk støttede det yderste højres propagandaarbejde. Fx hjalp A.P. Møller Dansk Folkefællesskab, der talte flere erklærede nazister, bl.a. pastor Anders Malling, der gik for at være den mest hårdnakkede antisemit, samt den tidligere konservative politiker, generalauditør Victor Pürchel, der også lå tæt op ad nazismen.
Der var flere årsager til, at danske nazister fik så ringe gennemslagskraft. Nok fængede førernes nationalistiske og antikommunistiske paroler i visse dele af befolkningen, og nok var der høj arbejdsløshed og stor fattigdom – faktorer, som kan give fascister og nazister medvind. Alligevel var de samfundsmæssige og økonomiske forudsætninger her i landet mere stabile, end i andre lande. Hertil kom, at førernes karisma, deres oratoriske evner og evner til at lede et parti eller organisation var elendige.
Dette er nogle få nedslag i en spændende og velskrevet bog, hvis emne, med den voksende højredrejning in mente, er særdeles aktuelt. Bogen beskæftiger sig mest med de organisatoriske, partimæssige og personlige forhold i danske nazist- og fascistbevægelser, og mindre med det aktionsprægede. Dette er dog grundigt beskrevet andet steds, og her hjælper en omfattende litteraturliste på vej. Bogen har et velvalgt billedmateriale, og er forsynet med navne- og sagsregister samt kildehenvisninger og litteratur for den, der vil læse videre. Bl.a. i Ravns tidligere udgivelser Dansk nationalsocialistisk litteratur 1930-45 og Fører uden folk – Frits Clausen.
Ole Ravn: De danske førere – Fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945. Syddansk Universitetsforlag, 2018. 398 kr. – online pris 318 kr.
