Politiet forsøger med appelsagen at retfærdiggøre danmarkshistoriens største masseanholdelse ved at mistænkeliggøre og tilsværte de personer, som har sagsøgt politiet. En formodning, der også er blevet fremsat af de anholdtes advokater, Knud Foldschack og Christian Dahlager. Ifølge dem har 900 personer af de i alt 902 anholdte fået undersøgt deres forhold af politiet, og man har registreret 634 sager, som knytter sig til 176 personer. Men i langt de fleste tilfælde har politiet ikke kunnet fremvise et eneste ulovligt forhold i de fremgravede sager.

Masseanholdelse

Men først et lille tilbageblik før forklaringen på, hvad advokaternes formodninger om en tilsværtnings – og mistænkeliggørelses kampagne bygger på.

Masseanholdelsen fandt sted ved den indledende og meget store klimademonstration den 12. december 2009, hvor mindst 100.000 mennesker deltog. En som helhed fredelig demonstration med masser af sjove udklædninger og andre festlige udtryk og indslag. Bl.a. pandabjørne kørende i optog på ladcykler, skulpturer og symboler trukket på vogne, samt masser af musieren og frcedelige taler, der lå milevidt fra opfordring til vold.

Forud for klimademonstrationen havde politiet og bl.a. politikere fra den daværende borgerlige regering fremmanet et meget skræmmende billede af, at København under klimatopmødet med de mange tilrejsende demonstranter fra ind- og udland ville komme til at ligne et stort voldeligt slagsmål med politiet og efterlade København i ruiner. Det til trods for at aktivisterne forud for topmødet havde utallige møder med politiet, hvor man fremlagde sine planer og fredelige hensigter. I planerne var der ikke tale om vold, men højst civilulydighed, som man kender det fra Mahatma Ghandis og Martin Luther Kings tid. Demonstranterne nægtede dog at leve op til politiets og politikernes forventninger om et voldsorgie. Stort set alle afholdt sig fra voldelig adfærd, men fastholdt fokus alene på klimaet gennem fredelige demonstrationer, gadeteater, plancheopstillinger og lign.

Alligevel fik politiet nyt udstyr som demonstrationsbekæmpende vandkanoner, forunderlige kæmpe trucks med gitterværk på siderne, der kunne holde og presse demonstrationsdeltagerne tilbage, samt ikke mindst en besynderlig lov, der med en formildende distance blev kaldt ”lømmelpakken”. Lømmelpakken var i virkeligheden en særlov, der gav politiet tilladelse til under klimatopmødet præventivt at anholde faktisk hvem som helst de kunne have blot en svag formodning om ville overtræde loven – det bedømt udelukkende ud fra politiets indsatsleders skøn.

Og det var så det, der blev gjort ved den store masseanholdelse den 12. december på Amagerbrogade.  40 minutter forud for denne anholdelse var der foregået flaskekasteri mod Børsen og Udenrigsministeriet med minimale skader til følge. Dette udgik fra en gruppe mennesker, som politiet betegnede som en anarkistisk, sort autonom blok, som skønnedes at udgøre blot 300 personer ud af en demonstration på mindst 100.000. Altså en dråbe i havet.

Gruppen forsvandt uden politiet fik fat i dem. Herefter valgte politiet ved afskæring med biler og politikæder, der med skarp militær præcision rykkede ind med kiler fra sidegaderne, at afskære 902 aktivister et ganske vilkårligt sted i demonstrationsoptoget. Disse 902 mennesker blev præventivt anholdt og kørt til det særligt oprettede ”klimafængsel i Valby”. Forud for dette blev de dog iført stramtsiddende og skærende plastikstrips i stedet for håndjern og anbragt siddende på jorden i den bidende kolde december blæst, uden beskyttende siddeunderlag på den iskolde jord i adskillige timer.

Politiet har selv skønnet, at den såkaldte sorte blok udgjorde små 300 personer. Når man derefter stod med 902 anholdte, så burde advarselsklokkerne hos politiets ledelse allerede være begyndt at ringe. Men måske har man i sin magtfuldkommenhed med mange tusinde politfolk på gaden indkaldt fra hele landet, samt vandkanoner, tåregas og andet krigsudstyr fået følesen af, at man havde fuldkommen ret til at te sig ganske som man havde lyst. Ikke mindst måske, fordi man fra mange folketingspolitikeres side havde fuld opbakning i form af lømmelpakken, samt gennem diverse støtteerklæringer fra dem med opbakning til at styre København med en jernhandske under klimatopmødet.

Politiet anker dommen

Politiet anker som sagt nu sagerne mod 173 af de ca. 200 personer, der efterfølgende sagsøgte politiet for ulovlige anholdelser. Og det er her, at advokaterne og klimaaktivisterne via anklagematerialet er blevet bekendt med, at man ikke som sædvane blot vil forsøge at fremlægge konkret bevismateriale som f.eks. fotografiske optagelser af lovovertrædelser eller konkrete udtalelser fra eventuelle vidner. Nej, man går et langt stykke videre og har i en omfattende grad via registreringer i politiets registre, men også ved at rode rundt efter belastende skriverier på folks Facebook profiler forsøgt at fremgrave belastende materiale om de sagsøgende, som efter alt at dømme skal bruges til at mistænkeliggøre dem som kriminelle og samfundsnedbrydere. Dermed kan deres anholdelse retfærdiggøres og politiet renvaskes. Formodentlig håber man vel også på en frikendelse af politiets metoder, som vil kunne åbne op for nye lømmelpakker og særlove. Hertil kommer naturligvis også, at man håber på at blive friholdt fra at udbetale en gigantisk erstatning især på baggrund af, at denne granskning af registre og snagen i folks Facebook profiler – ifølge advokaterne – må have kostet et millionbeløb.

Politiets metoder

Ifølge dagbladet Information (10.10.2011) er nogle af de belastende forhold, som politiet anfører i deres efterforskningmateriale, at en af de anholdte på et tidspunkt er blevet bortvist fra Kongens Have. En anden er af politiet blevet snupppet på fersk gerning i at tegne talebobler på en valgplakat med Pia Kjærsgaard. Om en tredje person har politiet fået gravet frem, at han fire år forud for klimatopmødet var blevet sigtet for deltagelse i et slagsmål.

I Politiken (10.10.2011) kan der berettes om tilsvarende besynderlige registreringer. Her fortælles det, at politiet i efterforskningsmaterialet om demonstrationsdeltageren, den 29 årige studerende Nina Liv Brøndum har skrevet, efter at have foretaget registreringer fra hendes Facebook profil, ”at hendes bekendtskaber når ud til mennesker, som i politiets registre er kendt for at være professionelle demonstranter. Den unge studerende udtaler, ”jeg synes, at det er ydmygende og nedværdigende, og jeg er chokeret over det””.

En anden person, registreres det i politiets efterforskningsmateriale, er i 2006 blevet taget i at have tisset på fortovet ind til en port. Og en mand på 26 år er blevet registreret, fordi han den 26. maj 2008 blev ”antruffet” i Københavns lufthavn i forbindelse med en tvangshjemsendelse af nogle irakere – altså noget, der tilsyneladende vurderes til at kunne være en politisk motiveret tilstedeværelse.

Ud over at finde det besynderligt, hvordan det at blive antruffet i lufhavnen, mens irakere bliver hjemsendt, eller det at tegne talebobler på en valgplakat skulle kunne retfærdiggøre anholdelsen af 902 uskyldige, så mener advokaterne også, at politiets metoder muligvis kan være ulovlige. Professor i straffeproces, Eva Smith udtaler i forbindelse med politiets arbejdsmetoder, at hun er ”rystet”. ”Det er jo ikke rimeligt, at ens liv bliver endevendt, fordi man klager til politiet over en uberettiget anholdelse – og i øvrigt får erstatning. Det er et angreb på demokratiet” (Politiken 10.10.2011). Hertil kan man tilføje, at det jo ikke blot er ens eget privatliv, der her bliver snaget, men også venners, bekendtes og families, når politiet går i gang med endevending af korrespondancen på facebook.

Registrering af politisk ståsted

I 1968 kom der en ny lov, der forbød registrering af personer alene på baggrund af deres politiske ståsted. I den forbindelse fastslås det i en regeringserklæring, ”at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed. … Principielt må det erkendes, at en virksomhed, der holder sig inden for de grænser, der er afstukket af lovgivningen, ikke bør give anledning til registrering hos politiet”.

At man i forbindelse med appelretssagen hiver materiale frem om de involverede aktivisters venskaber og tilknytning til personer, der går til politiske demonstrationer og lignede, burde være en overtrædelse af denne paragraf. Nævnes skal også, at en hollandsk aktivist i politiets materiale til brug for retssagen er noteret for at have deltaget i en regeringsfjendtlig demonstration i sit hjemland. Nogle af de registreringer, som politiet har foretaget, kunne derfor synes temmelig ulovlige.

Men politiet afsøger tilsyneladende nye grænser og forsøger gennem snedige omveje, at omgås forbuddet mod registreringer af lovligt politisk ståsted. Dette kræver en nærmere forklaring.

Et ”demonstrationsregister”, hvorfra politiet kunne have hentet nogle af sine oplysninger, kunne i politiets egen logik synes lovligt. Det skyldes måske, at de personer, man har noteret for politisk aktivitet og ståsted, har deltaget i f.eks. en demonstration eller faglig blokade, som efter politiets skøn har udviklet til vold, hærværk eller håndgemæng. Registreringen er således ikke foretaget på grund af politisk ståsted. Og i en retssag mod de folk, der søger erstatning, tillader man sig derfor at kæde disse personer sammen med de politisk interesserede personer, de korresponderer med på f.eks. facebook, og som politiet måske har registreret i sine databaser for deltagelse i politiske aktiviteter. Et måske hemmeligt ”demonstrationsregister” kunne være opbygget ved at kombinere afgørelser fra afgørelsesregistret med det hemmelige efterforskningsregister. I afgørelsesregistret findes oplysninger om overtrædelse af straffeloven, domme, tiltalefrafald, bøder, løsladelse fra fængsler og meget mere. I modsætning til afgørelsesregistret er reglerne for efterforskningsregistret hemmelige. Det er ikke muligt for offentligheden at erfare, hvilke typer af data politiet gemmer i dette, eller hvor længe de gør det. Registret er ikke omfattet af persondataloven og opbevarer oplysninger om alt lige fra cykeltyverier til mord, herunder også mistanker og sigtelser mod borgere, som end ikke er blevet dømt. Den registrerede borger kan ikke få at vide, om han eller hun er registreret.

Måske vil det således ikke i politiets logik stride mod regeringserklæringen fra 1968 i efterforskningsregistret at notere en persons politiske tilhørsforhold, hvis blot denne registrering sker i forbindelse med en mistanke om kriminalitet. At den pågældende siden hen kan være frikendt for at have begået noget ulovligt f.eks.i forbindelse med en demonstration, fører ikke til sletning af nogen oplysning i efterforskningsregistret. Disse oplysninger slettes først når vedkommende fylder 70 år eller et år efter vedkommende er afgået ved døden. Dette har den tidligere justitsminister Frank Jensen oplyst, og er egentlig et brud på hans tavshedspligt.

Det eneste offentligt tilgængelige er nemlig den såkaldte ”Forskrift for Det Centrale Kriminalregister”, hvor der informativt står at læse, at efterforskningsregistret optager ”oplysninger af politimæssig betydning”. Typerne af relevante oplysninger fremgår af et ”bilag 1”, der selvfølgelig ikke er offentligt tilgængeligt. Angående sletningsreglerne for efterforskningsregistret oplyses det, at de ”skal ske efter bilag 2 fastsatte regler”, som ligeledes er hemmelige.

At man ikke kan få oplysninger om, hvorvidt politiet har gang i en efterforskning mod en person for kriminalitet, kan synes ganske logisk. Men ikke at oplyse om, hvad politiet skønner relevant at optage i deres registre, synes at være ganske absurd hemmelighedskræmmeri. At man heller ikke vil oplyse, hvad der kan føre til sletning af en registrering, virker lige så absurd. Her burde der fra politisk hold presses på for større åbenhed. Ligeledes burde der grundigt granskes i, hvorvidt politiet af snedige omveje og finesser omgås loven fra 1968 om registrering af politisk ståsted.

Når retssikkerheden skrider f.eks. med indførelse af særlove som den såkaldte lømmelpakke, der hindrer mennesker i deres grundlovssikrede ret til at give deres mening til kende gennem demonstrationer eller møder i forsamlinger, er det ikke svært at forestille sig, at også andre ting begynder at smuldre. Det kunne være loven mod registrering af mennesker på grund af deres politiske ståsted.

På baggrund af denne ankesag mod deltagere af klimademonstrationen vil vi opfordre Enhedslisten med sit styrkede mandattal at gøre en indsats for at værne om retssikkerheden.