Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne
Ved rigsdagsvalget i Sverige den 14.9. gik Sverigedemokraterne med 13% af stemmerne markant frem. Kristian Thulesen Dahl fra DF sendte blomster og lykønskninger, men pointerer, at de to partier ikke er søsterpartier (bt 14.9. 2014).
Også Pia Kjærsgaard forsøger i Politiken den 15.9. 2014 at holde SD på distance:
”Jeg kender ikke Sverigedemokraterna særlig godt. Det er ikke på nogen måde et søsterparti, eller nogen vi har en særlig dialog med. ”
Men Pia Kjærsgaard burde have en bedre hukommelse, for venskabelige forbindelser og dialog de to partier imellem har der været. Op til rigsdagsvalget i 2010 støttede DF aktivt Sverigedemokraternes valgkamp, og Pia Kjærsgaard burde kunne huske tilbage til den 11.9. 2010, hvor hun holdt tale ved SD’s vælgermøde i Höganäs. SD’s formand, Jimmie Åkesson, mente allerede i 2010, at hans parti var inspireret af Dansk Folkeparti. Op til rigsdagsvalget i 2002 var SD’s forbillede det franske Front National, som trykte og betalte partiets valgmateriale. Nu er det Dansk Folkeparti, som er kilde til inspiration.
At de to partiers politik er meget ens, ses i en sammenligning, som Ekstra Bladet bragte i en artikel den 14.9. 2014.
Se hele artiklen fra Ekstrabladet på
Flygtninge
SD:
– Sverige bør begrænse udlændingetilstrømningen til dem, der opfylder FN’s flygtningekonvension – ikke flere.
– Sverige skal primært hjælpe flygtninge i nærområderne.
– Det skal være muligt at give flygtninge midlertidig opholdstilladelse og så sende dem tilbage, når konflikten i deres hjemland er afsluttet.
DF:
– Som hovedregel skal flygtninge hjælpes i deres nærområde eller i lande indenfor deres egen kulturkreds.
– I det hele taget skal der stilles krav til flygtninge og indvandrere. De skal ikke behandles som ofre
– Flygtninge skal kun tildeles midlertidig opholdstilladelse.
Asyl
SD:
– Indvandringen må holdes på et sådan niveau, at den ikke udgør en trussel mod den nationale identitet eller Sveriges velfærd og tryghed.
– Partiet værner om retten til at søge asyl, men det er ingen ret at blive tildelt asyl.
DF:
– Danmark skal ikke give asyl til flygtninge, som er flygtet igennem en række andre lande, hvor de ligeså vel kunne have søgt asyl. ‘Vedkommende har forspildt chancen for at søge asyl i det første sikre land’.
– Det er ikke en ret at få asyl, men det er en ret at kunne ansøge om det.
Familiesamføring
SD:
– Reglerne må udformes sådan, at de ikke bidrager til at skabe øget segregering eller andre sociale eller økonomiske problemer.
DF:
– Skal kun omfatte ægtefæller over 24 år. Parret skal desuden stille 100.000 kroner i sikkerhed, ligesom den herboende part ikke må have modtaget offentlig forsørgelse indenfor de sidste tre år.
Ældreplejen
SD:
– Skal finansieres og tilrettelægges af staten.
– Private kan drive ældreplejen finansieret af det offentlige.
– Skatten for pensionister skal ned.
DF:
– Skal finansieres af staten.
– Højere ældrecheck for de dårligst stillede ældre.
– Ældre skal kunne arbejde uden at blive trukket i pension.
Retspolitik
SD:
– Strengere straffe for alvorlige overtrædelser af straffeloven. Blandt andet skal man kunne blive idømt livstidsfængsel.
– Obligatorisk udvisning af alle udenlandske statsborgere, som begår alvorlige forbrydelser.
– En forbedret støtte til voldoffre, hvor staten garanterer dem den kompensation, de har ret til, uanset gerningsmandens vilje til at betale.
DF:
– Strengere straffe til blandt andet drabs- og voldtægtsforbrydere.
– Grænsekontrollen skal genoprettes og kravene til visum skal skærpes.
– Enhver ikke-dansk statsborger, der idømmes fængselsstraf, skal udvises af Danmark.
– Den kriminelle lavalder skal nedsættes til 12 år.
Udenrigspolitik
SD:
– Sverige skal være alliancefrie, med mindre det er muligt at indgå en forsvarsalliance med de andre nordiske lande.
– Sverige skal kunne deltage i internationale operationer, men kun operationer, som er godkendt af FN.
– Sverige skal ikke være med i EU.
DF:
– Danmark skal kun være medlem af EU, hvis unionens funktioner indskrænkes til et minimalt samarbejde.
– Danmarks fire forbehold skal fastforholdes.
– Danmark skal kun deltage i operationer, hvor landets og NATOs interesser er på spil.
Skolepolitik
SD:
– Alternative og private skoler skal være tilladt.
– Friskoler skal være et supplement til den offentlige skole.
DF:
– Der skal indføreres obligatorisk kristendomskundskab og morgensang i folkeskolen for alle elever.
– Partiet er ‘stærk tilhænger’ af den danske friskoletradition.
– Partiet er positive overfor privatskoler, som ‘fremmer demokrati og vestlige værdier’.
Økonomisk politik og skat
SD:
– Skatteniveauet skal ikke begrænse individets mulighed for at forsøge sig selv eller hæmme erhvervslivets konkurrencekraft. Samtidig skal skatteniveauet være sådan, at staten kan have et højt grundlag af velfærd.
– Skatteniveauet for almindelige mennesker skal sænkes, når økonomien tillader det.
– Ja til frihandel – med undtagelse af varer som skader dyr.
DF:
– Danmark skal gradvist nedsætte skattetrykket.
– Danmark skal sænke skatten for de laveste indkomstgrupper, ‘hvis det økonomiske råderum er til stede’.
– Ja til frihandel.
Læs også om Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterne i Demos Nyhedsbrev nr. 93 og nr. 102-104.