Tyskland: Myndigheder kategoriserer netværk indenfor AfD som højreekstremistisk
Det tyske sikkerhedspoliti, Verfassungsschutz, har i mere end et år haft det ekstremt nationalistiske netværk indenfor Alternative für Deutschland, kaldet ”der Flügel” – fløjen – i søgelyset mistænkt for højreekstremistiske aktiviteter.
Lederne af der Flügel er Bjørn Höcke, AfD delstatsleder i Thüringen og Andreas Kalbitz, delstatsleder i Brandenburg. Begge har en fortid i højreekstreme grupperinger, og Bjørn Höcke har endda rettens ord for at måtte blive kaldt fascist.
AfD har 35.000 medlemmer, og 7.000 tilhører fløjen. Det er den største gruppe i AfD – større end NPD ( Nationaldemokratische Partei Deutschlands). Det viser, hvor langt ude på højrefløjen AfD befinder sig.
På baggrund af myndighedernes øgede fokus på fløjen forstærket af terrormordene i Hanau den 19. februar, hvor en racist dræbte 9 mennesker med migrantbaggrund, opfordrede forbundsledelsen i AfD, at fløjen senest den 30. marts skulle opløse sig selv. Tirsdag den 24. marts blev fløjen så officielt opløst.
Opløsningen sker dog ikke, fordi partilederne mener, at fløjen er politisk for ekstremistisk. AfD har ikke distanceret sig fra fløjen. Opløsningen skal snarere ses som en taktisk manøvre for at partiet kan arbejde videre med samme politiske, ekstremt nationalistiske indhold. Flere ledende personer i AfD har tilkendegivet deres sympati med fløjen. I et fælles opråb har Alexander Gauland, Tino Chrupalla og Alice Weidel ( som ses på billedet) opfordret alle i partiet til at holde sammen og ikke lade sig splitte af ydre kræfter. Alexander Gauland kalder endda fløjen for partiets midte, som kan samle partiet.
Gauland vakte i 2018 international fordømmelse med udtalelsen om, at 12 års nationalsocialisme ikke var andet end en fugleklat – en parentes – i den i øvrigt storslåede tyske historie.
Mere moderate medlemmer af AfD har for længst forladt partiet. AfD’s politiske kurs er sat mod en ekstrem nationalisme.
læs om mordene i Hanau her: https://www.politicalresearch.org/2020/03/26/hanau-and-rise-right-wing-terrorism-germany