Erik Haaest: Dokumentation

Dokumentation: ERIK HAAEST
Erik Haaest er født 14.3.1935 på Hundslev Toftegård ved Kerteminde på Fyn. I
perioden 1958-61 var han journalistelev på Skjern Dagblad og Lollands Tidende.
Derefter arbejde han i mange år som journalist, bl.a. med tilknytning til nogle af
bladene fra Aller Press. Fra 1968 bosat på Mallorca. I begyndelsen af 70´erne
begyndte Erik Haaest at samle materiale til sine tre bøger om danske SS-frivillige der
kæmpede på tysk side på Østfronten under anden verdenskrig. Hermed begyndte
Erik Haaest’s virkelige liv, som aktivist og propagandist.
I 1975 udkom de tre bøger om Frikorps Danmark, ”Frontsvin” , ”Frostknuder” og
”Forræddere” .
Claus Bundgaard Christensen, historiker, der også har skrevet om danskerne i
Waffen-SS, karakteriserer indholdet i de tre bøger:
”Problemet med ham er imidlertid, at det er umuligt at se, hvornår de
Østfrontfrivillige fortæller, og hvor Haaests fantasi tager over.”
Samme år grundlagde Erik Haaest National Arkivet Danmark , der skulle bryde den
stærke censur af arkiver fra besættelsestiden. Han nåede at udgive tre duplikerede
hefter, hvor bind to fra 1977 hed ”Det magiske tal” og er ”En samling
dokumentationer omkring Zionismen, Nazismen og Marxismens forhold til de seks
millioner”. Samlet og bearbejdet af Erik Haaest. Hovedindholdet i heftet var en af de
tidlige Holocaust-benægtere Richard Harwoods lille bog ”Døde der virkelig seks
millioner?”
Illustration: Indholdsfortegnelsen til heftet om ”Det magiske tal”
I slutningen af 1975 bebudede Haaest en ny bog, denne gang om HIPO, dvs. om
danskere, der var trådt ind i det af den tyske besættelsesmagts oprettede
Hjælpepoliti, der bekæmpede den danske modstandsbevægelse med mord, tortur og
terror.
Illustration: Søndagsaktuelt 7. december 1975. Bogen udkom ikke dengang.
Gennem sit personlige bekendtskab med de tidligere Waffen-SS-folk og andre
nazister fik han hjælp til at opspore gamle, forsvundne og stadigt eftersøgte nazister
som f.eks. Søren Kam, der den dag i dag søges udleveret fra Tyskland. Han og fem
andre eftersøgte krigsforbrydere søgte Erik Haaest at få ophævet eftersøgningen af
ved at henvende sig til justitsministeren.
Illustration: Fra Haaests blad, Ny-Revision nr.1, 1. august 1976.
I 1976 begyndte Erik Haaest at udgive flere blade ( Ny-Revision med tre numre og
Nationaltidende med ét nr.). Her træder han frem som tidens førende Holocaustbenægter
og ”revisionist”.
Illustration: Nationaltidende, s. 6-7
I 1976 begyndte Haaest også at samarbejde med nazisterne om genopførelse af det
ødelagte monument for SS´erne ved Kongensbro mellem Århus og Viborg.
”Fællesskabets Mindefond af 1969” holdt møde i november 1976 ved Kalundborg.
Her blev Haaest indvalgt i den såkaldte ”Gravkommando”, der skulle genrejse
monumentet. I januar 1977 forsøgte han sig med en mindre mødeturné i Jylland. På
mødet i Viborg udtalte han:
” Jeg vil stå i mindelunden i Kongensbro den 2. juni i år, når den genindvies. Jeg vil
stå der, fordi jeg gerne vil være med til at hylde de mennesker, der faldt for en idé,
de troede på”. Og videre: ”Jeg bryder mig ikke om kommunister. Jeg er antikommunist.
Men jeg har ikke gidet sætte mig ind i nazismen nok til at være antinazist.”
(Ekstrabladet 13.1.1977).
Haaest (tv) på mødet i Viborg.

Billedet eftersøges, men:  Blandt tilhørerne var den  daværende nazi-leder Riis- Knudsen og hans generalsekretær  Hans Chr. Krog Pedersen.  Sidstnævnte sidder på billedet  med ryggen til fotografen og over  for ham i ternet jakke sidder hans  far, den gamle SS-mand Henry  Krog Pedersen. De to  samarbejdede med den  landflygtige tyske revisionist,  Thies Christophersen, før han i  midten af 90´erne blev fordrevet  fra Kollund.
Foto: Frede Farmand.
Erik Haaest havde en drøm om at blive politiker, eller i det mindste en indflydelsesrig
politisk redaktør af et højre vredet blad. I sine forsøg herpå har han allieret sig med
mere eller mindre besynderlige grupperinger på den yderste højrefløj. Og han har
forladt dem hovedkulds, når de ikke kunne indfri hans forventninger om opbakning
til sine projekter. Han startede med de gamle SS-folk og andre nazister, blev derefter
kampagneleder for partiet De Uafhængige og redaktør af højreekstremisten Hans
Hetlers blad Minut , da denne var fængslet. Haaest lukkede bladet og startede sit
eget Danske Tidende sammen med de gamle Hetler-medarbejdere, Gertrud Galster
og den gamle SS-mand Claus Frost Hansen. (Hetler hævdede fra fængslet, at Haaest
havde stjålet Minut).
Illustration: Renvaskning af stikkere og tyskerhåndlangere i Ny-Revision nr.2, december 1976
I denne periode – oktober 1977 – udgav Haaest den højst utroværdige bog
”Agentaffæren Hetler” , hvor bl.a. Vietnamkomitéerne var mål for hans
”dokumentarisme”. I Demos-bogen ”Under dække”, fra 1978 imødegik vi de værste
uhyrligheder.
Med sit nye blad, Danske Tidende , forsøgte Haaest at få en basis i
Fremskridtspartiets såkaldte ”Strammer-fløj” – med Mogens Glistrups varme støtte
og fulde opbakning. Men projektet, der også omfattede ”Bevægelsen” strandede
hurtigt og Haaest forsvandt igen i det spanske i nogle år. Inden da var han dog af
Vestre Landsret idømt fem dagbøder af 200 kr. for overtrædelse af racismeparagraffen.
Han valgte at sidde straffen af i Ringkøbing Arrest i marts 1981. Sidste
gang Haaest forsøgte sig med en politisk karriere var til folketingsvalget i 1987. Han
var i mellemtiden flyttet tilbage til Danmark og havde bosat sig i Vestjylland. Her
opstillede han uden for partierne i Ringkøbing Amtskreds. Han fik sammenlagt 99
stemmer i de fire valgkredse. Så han kunne konstatere, at hverken gamle og nye
nazister, De Uafhængige, parløb med Glistrups ”Strammere” eller hans øvrige
propagandistiske virksomhed havde sikret ham noget der kunne ligne folkelig
opbakning. Siden 1987 har han tilsyneladende opgivet at blive højre-leder og har
satset på sin propagandistiske skribentvirksomhed. Og de gamle holdninger er
velbevarede: ”Og med hensyn til Anne Franks Dagbog, så var den jo løgn og svindel”
udtalte han til Information den 18. juli i år. I samme artikel påberåber Haaest sig
den tyske nazist og revisionist Thies Christophersen som vidne på at der ikke var
gaskamre i Auschwitz – selv om han måske ikke var helt troværdig (!).
Vi omtalte i 1994 Erik Haaest som revisionist i vort tema-nummer om revisionisme
Demos Nyhedsbrev nr. 30 -31. Bladet kan læses her på hjemmesiden under Nyhedsbreve.