Erik Haaest får ikke legat

Erik Haaest fortæller på sin hjemmeside, at han har fået afslag på en ny ansøgning til Kunstrådets Litteraturudvalg. I foråret 2007 kunne Politiken meddele i en billedtekst at den omstridte forfatter havde fået 100.000 kr,- i støtte fra Litteraturudvalget til sine skriverier om Hipo-folk.

Det medførte en række protester, at en Holocaust-benægter og en der hylder de danske SS’eres kamp på Hitlers side på Østfronten, fik en sådan støtte. Poul Smidts og Erik Jensens kronik om “dokumentar-forfatteren” blev fulgt op af en række andre indsigelser. De har tilsyneladende bevirket at Kunstrådets Litteraturudvalg har sagt nej til Haaest’s nye ansøgning om endnu 100.000,-

1
Holocaust-benægter fik kunststøtte
Kronik
AF: Erik Jensen og Poul Smidt,18. juli 2007
Mens Europa drøftede, om holocaust-benægtelse skal ind som en forbrydelse i
straffeloven, blev en af Danmarks tidligste holocaust-benægtere, Erik Haaest,
begunstiget med 100.000 fra Kunstrådets litteraturudvalg til sine nazisympatiserende
skriverier. Er det tidsånden eller ændringen i regeringens
smagsdommer-politik, der gjorde udslaget i den absurde kulturstøtte?
Der er munter musik fra musikanlægget og kuk-uret melder, at klokken slår hel, jo
Politikens udsendte slår intimtonen an under et april-besøg 2007 hos forfatteren Erik
Haaest, der ryger sine små, brune Bellman Gold og drikker kaffe.
Selvfølgelig kan Politiken gå på hyggebesøg hos folkepensionisten Haaest i det fynske og
tegne billedet af en flittig mand med et anderledes forfatterskab, der bringer ham uden for
det gode selskab.
Nu er det bare sådan, at Erik Haaest er blevet en del af det gode selskab. I en billedtekst
til samtalen stod, at Haaest havde fået 100.000 skattekroner til at skrive om hipofolk og
landsforræderiets mange facetter.
Tilsyneladende har det ikke været mere omtalt – og heller ikke skabt opmærksomhed.
Sådan er det bare. Nu kan selv en Erik Haaest få et arbejdslegat fra Kunstrådets
litteraturudvalg efter en veldokumenteret ansøgning, hvor han elegant overspringer et par
væsentlige detaljer i det fortidige forfatterskab.
Vi huskede Haaest som nazi-sympatisør og holocaust-benægter, og dokumentationen
findes. Hverken i Politiken eller i sin ansøgning til Kunsstyrelsen gør Erik Haaest
reklame for, at han hører til Danmarks tidligste holocaust-benægtere, disse besynderlige
historieforfalskere, som afviser masseudryddelserne i de nazistiske koncentrationslejre
under Anden Verdenskrig. .
Det er da både en kronik og en debat værd at notere, at Holococaust-benægteren Haaest
blev belønnet med et arbejdslegat på samme tid, som man i Europa diskuterede, om man
skulle kriminalisere holocaust-benægtelse.
Justitsminister Lene Espersen (K) sagde på Danmarks vegne klart nej på et tidspunkt,
hvor Haaest var på arbejde for skattekroner fra konservative kulturminister Brian
Mikkelsens område.
Det var aldrig sket i 60’erne, 70’erne, 80’erne eller 90’erne. Nu skete det så 2006. Er det
ny frihed, nyt frisind? Var det tidsånden, der var med Haaest? Er det fordi alle fortidens
smagsdommere var blevet afløst af andre smagsdommere? Eller var det blot det rigtige
projekt på det rigtige tidspunkt, så udvalget med både faglighed og saglighed måtte lade
det nye fremme i forhold til andre ansøgninger?
2
Claes Kastholm Hansen var formand for udvalget bag Haaest-bevillingen.
Hans skriverier er næsten altid uforfærdet, provokerende og aldrig venlige mod nogen,
der var noget dengang, det ikke er nu.
Håndlanger for nazister
Motivfortolkning hos formanden er næppe givende, en håndfuld udvalgsmedlemmer var
med, da de tildelte pengene til manden, der på overfladen ligner en politisk ukorrekt
charmerende gadedreng, der blot skildrer de tabere, som ingen andre vil røre ved, fordi de
var nazi-magtens (ukloge) medløbere.
Kridtstregen – og krigsudfaldet – som får nogle til at havne det rigtige sted og gør andre til
forbrydere, er jo så interessant i dag som nogensinde.
Tænk blot på Irak og tænk den tanke, at angriberne havde vundet og ikke tabt. Så havde
krigs-kritikerne været dømt til evig æresfortabelse som skødehunde for Saddam.
Så vi bekræfter gerne, at det er væsentligt også at belyse medløberiets faldne folk og
tabernes vej ned i møget.
Vi anerkender også, at Erik Haaest har fremlagt materiale som først senere er dukket op i
den seriøse forskning af besættelsestidens historie.
Erik Haaest er folkepensionist på Fyn og bestemt ikke nogen farlig mand. Trykkefriheden
gør jo, at vi ved, hvor han er.
Hans populærforfatterskab er måske farligt, fordi han bruger det til at formidle meninger,
myter og holocaust-benægtelse. Nu bliver det vel næsten stuerent, hvis der på de næste
pamfletter står, at de er udgivet med støtte fra et faglitterært arbejdslegat fra Kunstrådets
litteraturvalg.
Ja, vitaminer fra kulturministerens spinatbed med Claes Kastholm Hansen som den nye
gartnerformand, der skulle rive det usmagelige smagsdommeri op med rode.
Lad os dokumentereHaaest som håndlanger for gamle nazister og holocaust-benægter:
Han rettede henvendelse til Justitsministeriet i 1976 for at få standset eftersøgningen af
nazisten Søren Kam, der stadig gemmer sig i Tyskland og stadig søges udleveret til
Danmark. Også fem andre gamle nazister havde hans bevågenhed i gentagne breve til
justitsministeriet
Benægter gaskamrene
I 1977 udgav han bogen Udyr eller hvad, hvor han bl.a. forsvarede Helweg-Larsen og
andre henrettede nazi-terrorister.
3
Om sit forfatterskab skriver han i sit c.v., at han har skrevet enkelte romaner, et par
digtsamlinger, men ellers dokumentarbøger, hvor jeg opfatter mig selv som journalist-
Han udgav Ny-Revision, der i 1977 skiftede navn til Nationaltidende. Her kan man finde
den 10-spaltede overskrift tværs hen over den dobbelte midterside: “Der eksisterede
ingen gaskamre i Hitlers KZ-lejre” og på samme side “Anne Franks dagbog er løgn og
svindel”.
Man finder andre steder overskrifter fra Erik Haaest-skriverier som “Slip Hess fri”
(Hitlers stedfortræder Rudolf Hess, der endnu afsonede krigens forbrydelser i Berlin,
forfatterne) eller “De var ikke landsforrædere. Hvis krigen overhovedet gjorde nogen til
landsforrædere er spørgsmålet hvem”.
Han var medstifter af National Arkivet Danmark og Nationalarkivets bind 2 fra 1977, hed
Det magiske tal og var “en samling dokumentationer omkring Zionismen, Nazismen og
Marxismens forhold til ‘De seks millioner'”. Samlet og bearbejdet af Erik Haaest.
Langt størsteparten af indholdet var Richard Harwoods lille bog Døde der virkelig seks
millioner? Harwood var en af de tidlige revisionister.
Udelod detaljer om sit liv
Det er således usandt, når Erik Haaest nu fremstiller det som om, at hans rolle altid har
været journalisten, der lod nogen fortælle.
Nej, han var aktivist, nazist-hjælper og holocaust-benægter, og holocaust-benægtelsen var
en del af hans aktivisme.
Han har på den ene side ret, når han fremhæver, at han har interesseret sig for krigens
tabere, men han har givet dem sin støtte som pennefører. Han har solidariseret sig med de
tabere, hipofolk og frikorpsfolk, som han nu skal udgive mere om, denne gang løftet op
på et højere plan med det faglitterære arbejdslegat.
Lad os dokumentere, at Haaest i sin ansøgning til Kunstrådet udelod et par detaljer. Han
har medsendt et ekstremt detaljeret c.v. fra dengang, han satte fod på denne jord på
Hundslev Toftegård på Nordøstfyn den 14. marts 1935, men han oplyser intet om Ny-
Revision og Nationaltidende, der netop var de skrifter, som havde holocaust-benægtelsen
i den mest vulgære form.
Det skal ikke forstås sådan, at Kunstrådets Litteraturudvalg ikke på anden vis kunne have
fornemmet, at denne Haaest havde et særligt forhold til engageret formidling af nazigerninger.
Da Kunstrådet meddelte Haaest pengene den 8. november 2006 indeholdt brevet en
lykønskning, men også den oplysning, at der kun er givet støtte til 22,3 procent af
ansøgningerne.
4
Udvalget kan altså ikke skyde sig ind under, at der ikke var andre ansøgere.
Det er interessant, at der så ikke var en bedre ansøger blandt de 77,7 procent afviste.
Nogen må fortælle os, hvorfor Haaest var den oplagte kandidat og alle de andre forkerte.
Den slags argumentation er nyttig, hvis man ikke vil undergrave litteraturstøtten, og det
ligger os fjernt.
Det var som nævnt den kloge litterat Claes Kastholm Hansen, der var formand.
Medlemmerne var Niels Brunse, Cecilie Eken, Peter Urban Halle og Arthur Krasillikoff.
Nu ved de så, at de har givet arbejdslegat til en holocaust-benægter.
Selv er vi stadig lidt i tvivl om, hvordan man skal forholde sig til historie-forfalskere i
nazismens tjeneste. Kriminalisering er ikke rigtig. Hensyn til ytringsfriheden vejer tungt.
Og det er godt, at vide, hvor fantasterne findes, så man kan kigge dem ud, inden de
skader for meget. På den anden side synes vi nok, at faglitterære arbejdslegater som
tilskyndelse til den slags forfattere er lige lovlig stærk kost.
Gennem aktindsigt, ekspederet upåklageligt af Kunststyrelsen, har vi konstateret, at
hverken kulturministeren eller Kulturministeriet har været inde over den usædvanlige
tildeling.
Brian Mikkelsens smagsdommere kunne selv. Hvorfor?
Erik Jensen er medstifter af Dokumentationsgruppen Demos, Poul Smidt er journalist og
cand.jur.