Exit Kjærsgaard

Måske var mediernes politiske medarbejdere på sommerferie, da Pia Kjærsgaard meddelte, at hendes tid som leder af Dansk Folkeparti er ved at rinde ud. Eller måske er medierne bare ikke bedre. Undertiden tror man, at man har været nede og bunde, når der blev afgivet politiske kommentarer fra de udvalgte mediefolk. Men nej – vi kan komme længere ned.

Hold-da- helt-kæft, hvor fald-på-halen-journalistikken fik sig en af de helt store dage. Og når medierne ligger på maven for magthaverne er udsynet jo begrænset.

Det kan ikke italesættes bedre end DFs pressechef har gjort det i fagbladet Journalisten. Han kunne ikke få armene ned “strategien lykkedes til fulde.”

Han funderer over journalisternes manglende spørgsmål på et lidt “dovent” møde, men udtaler »for os i Dansk Folkeparti er det jo sådan set godt. Det betyder, at de historier, vi gerne vil have ud, også er dem, der transmitteres direkte. Da vi gør status, kan vi fastslå, at det var godt styret af os. Vi fik sagt det, vi ville, på tv og skrift.« læs link her: journalisten om Kjærsgaard

Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard vil forlade formandsposten i det danske folkeparti, og beredvilligheden til at dykke ned -ville ingen ende tage. Pressefolk stod i kø for at interviewe den ”mest magtfulde kvinde” i dansk politik. Der var beskrivelser, som samarbejdsvillig, reel, en politiker man kunne lave aftaler med, som stillede op i pressen når der blev kaldt.

 Pia Kjærsgaards sommerlige farvel blev jo til en lettere operette, hvor man besang ”den mest magtfulde kvinde i dansk politik”. Der var beskrivelser, som samarbejdsvillig, reel, en politiker man kunne lave aftaler med, som stillede op i pressen når der blev kaldt. Der var ingen ridser i lakken, det var en hæderskvinde, der sagde op.

TV2 præsenterede ”Dronning Kjærsgaard”, vel nok med et selvironisk glimt i kameralinsen. De talte hyggeligt sammen og talte om en Henrik, som vi åbenbart alle skulle kende. Den selvudnævnte dronning fra Gentofte, som begge journalister bakkede vældigt op om, lancerede Kristian Thulesen-Dahl som sin kronprins og Henrik som sin ægtefælle.

Hvad hun ville bruge sin magtfuldhed til spillede ingen rolle. Hun blev fremstillet som en hæderskvinde.

Derfor vil vi gerne trække nogle linjer op, og tilbyde mere dybtgående materiale, sådan som DEMOS som politisk forening altid har haft højrekræfternes virke som en prioriteret opgave for vores dokumentariske arbejde.

Vi vil gerne bidrage til det politiske eftermæle med nogle hovedlinjer i Pia Kjærsgaards yderligtgående politiske arbejde, der begyndte i beundring for Mogens Glistrups tankegang og nedrige sprogbrug omkring ”muhammedanerne” . Det var ikke den fremmedfjendske politik, der skræmte hende til at stifte sit eget parti og forlade Z, det var persongalleriet og deres indbyrdes kævl, det var de mange ”tosser” som hun og Henrik ikke kunne være sammen med. Henrik kunne ikke være sig selv bekendt på sit arbejde, som hun har sagt det for nylig.

Det var ikke på grund af den racistiske politik – det var det dårlige selskab.

Pia Kjærsgaard var gæst hos WACL (World Anticommunist League) på Taiwan i 1988. Hun var sammen med andre danske politikere æresgæst hos en international organisation – med hovedkvarter på Taiwan – en organisation, der af eksperter tillægges ansvaret for en stor del af den fascistiske og ultrakonservative bølge, der havde fundet sted de fra 1968-1988. – Selskabet var fint – åbenbart, så det højreekstreme selskab og deres fascistiske politik gled ned uden betænkeligheder.

Dansk Folkeparti blev dannet i 1995, og samlede en del højreekstreme grupper. Særligt de mere nationalistiske kredse blev tiltrukket af retorikken i udlændingedebatten. Senere blev andre mere intellektuelle kredse bl.a medlemmer fra Den danske Forening en del af partiets kerne. Præsterne Søren Krarup og Jesper Langballe blev både toneangivende og medlemmer af Folketinget, og deres tone var ikke næstekærlig, men en skærpelse af opdelingen i “dem og os”.

I ytringsfrihedens navn har Kjærsgaard været højtaleren for det nedrige sprog og højrøstede offentlige debat, som opdelte folk, der bor i Danmark, i de værdifulde, og de uønskede. Dét har været DF´s væsentligste bidrag til en såkaldt værdidebat.

DF har fået lov til at dominere retspolitikken, bl. a ved beslutningen omkring administrative udvisninger og den såkaldte Tuneserlov. Udlændingelovgivningen er strammet til umenneskelighed bl.a indførelsen af starthjælp og de meget stramme regler for at opnå opholdstilladelse og statsborgersskab.

Som regeringsgrundlag for den borgerlige regering har Kjærsgaard stået for en marginalisering og stigmatisering af unge fra familier med anden etnisk baggrund. Overordnet unge, der har rødder i de muslimske lande. DFs politik er i strid med humanistiske værdier, men åbenbart accepteret langt ind i borgerlige kredse.

Og her skal nævnes nogle konkrete resultater af DFs politiske retorik på det kriminelle overdrev:

•  I 2003 fik Pia Kjærsgaard Højesterets ord for, at hendes holdninger og politik kan kaldes racistiske.

Præsteskabet i DF har gennem årene på DFs vegne overskredet grænsen for en demokratisk debat, der ikke lægger folk for had på grund af race, tro og etnicitet.

• Søren Krarup udtaler om muslimske kvinders tørklæder, at de ligesom nazitegnet er et symbol på et totalitært regime. Kjærsgaard bakker op med et ” Jeg giver Søren Krarup fuldstændig ret i, at det er nøjagtigt det samme symbol – et tørklæde og et hagekors.” TVAvisen, 23.04.2010. Krarup udtaler i Folketingssalen udtalte d. 26 april 2007 følgende: »Homoseksuelle er handikappede, fordi de ikke kan opfylde betingelserne for et ægteskab og skabe en familie. Derfor kan de heller ikke forlange at blive ligestillet på det område«. Heri er DFs ledelse ganske enige.
• Jesper Langballe citerer Lars Hedegaard fra Trykkefrihedsselskabet om, muslimske forældre eller onkler voldtog deres døtre får et moderligt smil frem hos Kjærsgaard. Samtidig med at hun melder ud, at Langballe nok har været lidt klodset i sine formuleringer.(Langballe blev dømt efter racismeparagraffen 4. dec.2010)
• Danmark har brudt racismekonventionen, fordi politiet lod det gå upåagtet hen, da DF-politikere sammenlignede somaliere og pædofile, siger FN’s racismekomité. Det er en overtrædelse af FN’s konvention om racediskrimination, at dansk politi afviste at føre racismesager mod to af Dansk Folkepartis toppolitikere, Søren Espersen og Pia Kjærsgaard, da de udtalte sig negativt om somaliere og omskæring.
• Heller ikke kronprinsen, Kristian Thulesen Dahl holder sig tilbage. Således udtaler han i maj 2008 til Ritzau, at DF ”på nogle stræk (er) antimuslimske” – business as usual.

Både nationalt og internationalt har mindre nazistisk inspirerede grupperinger fundet alliancer hos DF.

•  DF har huset 19 nynazister i deres parti. De blev først ekskluderet (1999, 2003, 2005), da bl.a Demos gjorde offentligheden opmærksomme på gruppen af højreekstremister.
•  I 2009 blev Kjærsgaards repræsentant i EU, Morten Messerschmidt formand for gruppen for ”Europæisk Frihed og Demokrati”. Det er en samling højrepopulistiske EU politikere, som blander nationalisme med racisme, antisemitisme, islamofobi, homofobi og antikommunisme. Det er dog ikke alle gruppemedlemmer, der har alle disse grundholdninger, men de er alle tilstede i gruppen.

• Og sidst men ikke mindst viser DF sin sande aggressive nationalistiske profil når Kjærsgaard lader Søren Espersen have mandat til at give nationen en lektion i krig. »Jeg tror, at den danske befolkning har godt af denne her lektion i at se, hvad det er, vores soldater er ude i hver evig eneste dag«, udtaler han da TV har vist dokumentarfilmen Armadillo om krigen. DF har været med til at sende soldaterne af sted på en fredsmission, men det trækker ud. Da der tales om forhandlingsmulighederne med talebanen afviser DF totalt. De skal bare slås ihjel. For da der viser sig forhandlingsmuligheder med talebanerne afviser DF blankt. Der skal bare slås hårdt ned, ligesom Churchil ville have gjort det. (DFs ugeblad)

Pia Kjærsgaard blev i sommerjournalistikken fremstillet som det venlige, ukrukkede familiemenneske. Hun burde egentlig selv være utilfreds med, at det ikke er hendes politiske resultater, hun måles på. Hun skulle jo være tillagt ansvaret for opdelingen af dem og os. Hun har forpestet debatten med den hadefulde stemning, der pludselig ændrede store dele af omverdenens historiske respekt for det lille land, der tog menneskerettigheder alvorligt.

Vi kan og vil ikke bestride, at Pia Kjærsgaard også er venlig og elsket af sine kære. Men det gør ikke hendes gerninger ugjorte.

Nogle af historiens helt store politiske forbrydere har været venlige mennesker, der var elsket af deres nærmeste, men det er jo ikke det, vi fremhæver ved Josef Stalin, Hitler eller Pinochet i dag. Det er altid gerningerne, der skal tegne en politikers eftermæle – ikke om den pågældende er god ved dyr.

Tilbage til Kjærsgaard:

Kjærsgaard har sammen med det øvrige DF drevet politik ved at skabe fjendebilleder og frygt. At hylde hende for den indflydelse hun har haft på dansk og europæisk politik, at hylde hende for at sætte hadet i højsædet, er uforståelig, og det er helt til grin, at nationen ikke griner højt, når hun på falderebet udnævner sig selv værdiordfører!

Vi behøver kritik og afstandtagen til den intolerante og snævre nationalistiske tankegang, som hun har arbejdet så hårdt for i mange år. Den har hun ærligt fortjent!

Det borgerlige Danmark lod hendes radikalisme råde. Det er selvfølgelig også derfor, at medløberne i dag melder sig i hyldesten af ”hæderskvinden”, som med DFs få og de Borgerliges mange mandater lavede Danmark om.