Artiklen er skrevet af Chris Hedges d. 26. sept. 2022.
Artiklen er oversat fra ScheerPost og redigeret, inklusive mellemoverskrifter, af undertegnede. Hedges er en Pulitzer Pris-vindende journalist, der i 15 år var korrespondent for The New York Times, hvor han var leder af avisens Mellemøsten- og Balkan-redaktion.
Tidligere arbejdede han udenlands for The Dallas Morning News, The Christian Science Monitor og National Public Radio. Desuden er han vært på The Chris Hedges Report.
Artiklen refererer især til forhold i USA. Med en sammenstilling både til Europa og nazi-tiden i 30´erne. Fokus er på nationalistiske, højrevendte tendenser i protestbevægelserne, selv om elementet af reel
folkelig modstand mod nedskæringer, inflation, dyrtid, privatisering, klimaforringelser, krigsbevillinger og oprustning dikteret af USA og EU, også er til stede.
Men det er også en indirekte kommentar til højredrejningen af stort set hele det parlamentariske spekter i Danmark i lyset af Ukraine-konflikten og
konkurrencen om fremmed-fjendskhed.
17.10.22/ Arne Lennartz
Ligesom i 1930’erne styrker den konkursramte liberalisme, grotesk social ulighed og faldende levestandard fascistiske bevægelser i Europa og USA.
Energi- og fødevarepriserne skyder i vejret. Under inflationens rasen og med langvarig lønstagnation er lønningerne i frit fald.
Milliarder af dollars bliver omdirigeret af vestlige nationer, i en tid med økonomisk krise og svimlende indkomstulighed, for at finansiere en proxy-krig i Ukraine.
Den liberale klasse, der er alarmeret over fremkomsten af neofascisme og demagoger som Donald Trump, har sat deres lid til miskrediterede og foragtede establishment-politikere, som slavisk gør, hvad krigsindustri, oligarker og virksomheder, forlanger.
Den liberale klasses politiske fallit betyder, at de, der fordømmer tåbeligheden ved permanent krig og NATO-udvidelse, handelsaftaler om lejesoldater, udbytning af arbejdere ved globalisering, nedskæringer og
neoliberalisme, i stigende grad kommer fra den yderste højrefløj.
Dette højreorienterede raseri, forklædt i USA som kristen fascisme, har allerede vundet stort indpas i Ungarn, Polen, Sverige, Italien, Bulgarien og
Frankrig og kan tage magten i Tjekkiet, hvor inflation og stigende energi-omkostninger har ført til fordobling af antallet af tjekkere, der falder under fattigdomsgrænsen.
Næste forår, efter en krævende vinter med tilbagevendende strømafbrydelser og måneder med familier, der kæmper for at betale for mad og varme, kan det, der er tilbage af vores anæmiske vestlige demokrati, stort set være udslettet.
Ekstremisme er de politiske omkostninger ved udtalt social ulighed og politisk stagnation. Demagoger, der lover moralsk og økonomisk fornyelse, hævn mod fantomfjender og en tilbagevenden til tabt herlighed,
dukker op af dette morads. Had og vold, som allerede har nået kogepunktet, retfærdiggøres. En foragtet herskende klasse og den formodede civilisation og de demokratiske normer, den angiveligt forfægter, bliver latterliggjort.
USAs, Vestens og NATOs rolle
Det er ikke, som filosoffen Gabriel Rockhill påpeger, sådan at fascismen nogensinde forsvandt. “USA besejrede ikke fascismen i 2. Verdenskrig,” skriver han, “de internationaliserede den stille og roligt.” Efter 2. Verdenskrig samarbejdede USA, Storbritannien og andre vestlige regeringer med hundredvis af tidligere nazister og japanske krigsforbrydere, som de integrerede i vestlige efterretningstjenester, samt med fascistiske regimer som dem i Spanien og Portugal. De støttede højreorienterede antikommunistiske styrker i Grækenland under borgerkrigen fra 1946 til 1949, og støttede derefter et højreorienteret militærkup i 1967. NATO havde også en hemmelig politik med at fremdrive fascistiske terrorgrupper. Operation Gladio, som BBC beskrev i en nu glemt række af undersøgelser, skabte “hemmelige hære”, netværk af illegale ”Stay Behind”-soldater, som ville forblive bag fjendens linjer, hvis Sovjetunionen foretog et militært træk ind i Europa. I virkeligheden udførte de “hemmelige hære” mord, bombeattentater, massakrer og terrorangreb mod venstreorienterede, fagforeningsfolk og andre i hele Europa.
NATO havde også en hemmelig politik med at fremdrive fascistiske terrorgrupper. Operation Gladio, som BBC beskrev i en nu glemt række af undersøgelser, skabte “hemmelige hære”, netværk af illegale ”Stay
Behind”-soldater, som ville forblive bag fjendens linjer, hvis Sovjetunionen foretog et militært træk ind i Europa. I virkeligheden udførte de hemmelige hære mord, bombeattentater, massakrer og terrorangreb
mod venstreorienterede, fagforeningsfolk og andre i hele Europa.
Se mit interview med Stephen Kinzer https://www.youtube.com/watch?v=cl0r0LJPmHI om CIA’s efterkrigs-aktiviteter, herunder rekruttering af nazistiske og japanske krigsforbrydere og oprettelsen af ”Black Sites”, steder, hvor tidligere nazister blev ansat til at forhøre, torturere og myrde mistænkte venstreorienterede, arbejderledere og kommunister, beskrevet detaljeret i Kinzers bog, “Poisoner in Chief: Sidney Gottlieb and the CIA Search for Mind Control” (kemiker, hyret af CIA til at forgifte og dræbe Fidel Castro, Patrice Lomumba m. fl., red).
Fascismen vinder frem
Fascismen, som altid har været hos os, er igen på vej frem. Den højreekstreme politiker Giorgia Meloni ventes at blive Italiens første kvindelige premierminister efter valget på søndag (25. september, red.). I en koalition med to andre højreekstremistiske partier forventes Meloni at vinde mere end 60 procent af pladserne i parlamentet, selv om den venstreorienterede 5-Stjerne Bevægelse kunne være en anstødssten i disse forventninger. (Hendes Fratelli d’Italia, Italiens Brødre, fik 26 pct. og sammen med partnerne fik hun flertal i parlamentet. Stemmedeltagelse: blot 64 pct., red.)
Meloni fik sin start i politik som en 15-årig aktivist for ungdomsfløjen i den Italienske Sociale Bevægelse, grundlagt efter 2. Verdenskrig af tilhængere af Benito Mussolini. Hun kalder EU-bureaukrater for agenter for “nihilistiske globale eliter drevet af international finanskapital”. Hun plæderer for eksistensen af en “Great Replacement”-konspiration om, at ikke-hvide immigranter får lov til at komme ind i vestlige lande som en del af et plot for at underminere eller “erstatte” hvide menneskers politiske magt og kultur.
Hun har opfordret den italienske flåde til at tvinge både, der transporterer migranter, tilbage, ligesom den yderste højrefløjs indenrigsminister Matteo Salvini gjorde i 2018. Hendes Fratelli d’Italia-parti er en nær allieret med Ungarns præsident, Viktor Orban. En beslutning fra Europa-Parlamentet erklærede for nylig, at Ungarn ikke længere kan defineres som et demokrati.
Meloni og Orban er ikke alene. Sverigedemokraterna, som tog 20 procent af stemmerne ved Sveriges parlamentsvalg i sidste uge (11. september, red.) for at blive landets næststørste politiske parti, blev dannet i 1988 af en nynazistisk gruppe kaldet BSS, eller Hold Sverige Svensk. Den har dybe fascistiske rødder. Af partiets 30 grundlæggere havde 18 nazistiske tilhørsforhold, heriblandt flere, der gjorde tjeneste i Waffen-SS, ifølge Tony Gustaffson, historiker og tidligere medlem af Sverigedemokraterna.
I april overtog Frankrigs Marine Le Pen 41 procent af stemmerne mod Emmanuel Macron. I Spanien er det højreradikale parti Vox det tredjestørste parti i Spaniens parlament. Det højreekstremistiske tyske AfD eller Alternative für Deutschland (AfD) overtog 12 procent ved forbundsvalget i 2017, hvilket gjorde det til det tredjestørste parti, selvom det tabte et par procentpoint ved valget i 2021. USA har sin egen version af fascisme, i skikkelse af et Republikansk parti som på kultagtig manér samles omkring Donald Trump, omfavner Det Kristelige Højres fantasier, kvindehadet, homofobien og aktivt undergraver valgprocessen.
Borgerligt demokratis exit
Økonomisk kollaps var uundværlig for nazisternes magtovertagelse. Ved det tyske valg i 1928 fik det nazistiske parti mindre end tre procent af stemmerne. Så kom det globale økonomiske krak i 1929. I begyndelsen af 1932 var 40 procent af den tyske forsikrede arbejdsstyrke, seks millioner mennesker, arbejdsløse. Samme år blev nazisterne det største politiske parti i det tyske parlament. Weimar-regeringen – tonedøv og gidsel for de store industrifolk – prioriterede at betale af på banklån og gennemføre nedskæringer frem for at brødføde og ansætte en desperat befolkning. De indførte de tåbelige strenge begrænsninger for, hvem der var berettiget til dagpenge. Millioner af tyskere sultede. Desperation og raseri bølgede gennem befolkningen. Massedemonstrationer ledet af en samling larmende nazister i brune uniformer, som ville have følt sig hjemme i Mar-a-Lago (Trumps hjem i Florida, red.), fordømte jøder, kommunister, intellektuelle, kunstnere og den herskende klasse som interne fjender. Had var deres vigtigste valuta. Det solgte godt.
Fjernelsen af demokratiske procedurer og institutioner gik dog forud for nazisternes magtovertagelse i 1933. Rigsdagen, det tyske parlament, var lige så dysfunktionelt som den amerikanske kongres. Den socialistiske leder Friedrich Ebert (socialdemokrat, red.), præsident fra 1919 til 1925, og senere Heinrich Brüning, kansler fra 1930 til 1932, støttede sig på artikel 48 i Weimar-forfatningen til stort set at regere ved dekret for at omgå det splittede parlament. Artikel 48, som i en nødsituation gav præsidenten ret til at udstede dekreter, var “en fælde, hvorigennem Tyskland kunne henfalde til diktatur”, skriver historikeren Benjamin Carter Hett.
Magtudøvelse via dekreter – før og nu
Artikel 48 var Weimar-ækvivalenten til de udøvende ordrer, der i vidt omfang blev brugt af Barack Obama, Donald Trump og Joe Biden til at omgå vores egne lovgivningsmæssige hårdknuder. Ligesom i 1930’ernes Tyskland er vores domstole – især Højesteret – blevet overtaget af ekstremister. Pressen har splittet sig i modstridende stammer, hvor løgn ikke kan skelnes fra sandhed, og modstandere dæmoniseres. Der er meget lidt dialog eller kompromisvilje – to søjler i et demokratisk system. De to regerende partier tjener slavisk krigsindustriens, globale virksomheders og oligarkiets diktater, som de har givet enorme skattelettelser. De har etableret det mest omsiggribende og påtrængende system for regeringsovervågning i menneskehedens historie. De driver det største fængselssystem i verden. De har militariseret politiet.
Demokraterne er lige så skyldige som republikanerne. Obama-administrationen fortolkede Tilladelsen til Brug af Militær Magt, vedtaget år 2002, som en udøvende magts ret til at slette retsstatsprincippet og fungere som dommer, jury og bøddel ved at myrde amerikanske borgere, begyndende med den radikale gejstlige Anwar al-Awlaki. To uger senere dræbte et amerikansk droneangreb Abdulrahman al-Awlaki, Anwars 16-årige søn, som aldrig blev sat i forbindelse med terrorisme, sammen med ni andre teenagere på en cafe i Yemen. Det var Obama-administrationen, der underskrev lovens § 1021 i National Defense Authorization Act, som omstødte loven fra 1878, Posse Comitatus Act, der forbyder brug af militæret som en indenlandsk politistyrke. Det var Obama-administrationen, der reddede Wall Street og efterlod Wall Streets ofre. Det var Obama-administrationen, der gentagne gange brugte spionageloven til at kriminalisere de, der som Chelsea Manning og Edward Snowden afslørede regeringens løgne, forbrydelser og bedrageri. Og det var Obama-administrationen, der massivt udvidede brugen af militariserede droner.
Nazisterne reagerede på rigsdagsbranden i februar 1933, som de sandsynligvis iscenesatte, ved at bruge artikel 48 til at presse Dekretet til Beskyttelse af Folket og Staten igennem. Fascisterne udslettede øjeblikkeligt Weimar-demokratiet som værende af pålydende værdi. De legaliserede fængsling uden rettergang for enhver, der blev anset for en trussel mod den nationale sikkerhed. De afskaffede uafhængige fagforeninger, ytringsfrihed, foreningsfrihed og pressefrihed sammen med privatlivets fred i post- og telefon-kommunikation.
Had mod ’eliten’ og fremmedhad
Skridtet fra dysfunktionelt demokrati til fuldskala fascisme var, og bliver igen, et lille skridt. Had til den herskende klasse, legemliggjort af etablissementet af republikanske og demokratiske partier, som er smeltet sammen til ét regerende parti, er næsten universelt. Offentligheden kæmper mod inflationen, der er den højeste i 40 år og koster den gennemsnitlige amerikanske husstand yderligere 717 dollars (ca. 5.500 kr., red.) månedligt alene i juli. Den vil i stigende grad se enhver politisk skikkelse eller politisk parti, der er villige til at angribe de traditionelle regerende eliter, som en allieret. Jo mere råt, irrationelt eller vulgært angrebet er, jo mere glæder de magtesløse sig. Disse følelser råder her og i Europa, hvor energipriserne forventes at stige med så meget som 80 procent denne vinter, og 10 procents inflation tærer på indkomsterne.
Omstruktureringen af samfundet under neoliberalismen, alene til fordel for milliardærklassen, nedskæringen og privatiseringen af offentlige tjenester, herunder skoler, hospitaler og forsyningsselskaber, har forudsigelige følger. Det samme har af-industrialisering, den uhæmmede strøm af statsmidler og ressourcer til krigsindustrien – på bekostning af nationens infrastruktur og sociale tjenester, samt opbygningen af verdens største fængselssystem og militariseringen af politiet.
Problemets kerne er tab af tro på traditionelle styreformer og demokratiske løsninger. Fascismen i 1930’erne fik succes, som Peter Drucker bemærkede det, ikke fordi folk troede på dens konspirationsteorier og løgne, men til trods for at de gennemskuede dem. Fascismen blomstrede over for “en fjendtlig presse, en fjendtlig radio, en fjendtlig filmindustri, en fjendtlig kirke og en fjendtlig regering, som utrætteligt påpegede nazisternes løgne, den nazistiske inkonsekvens, deres løfters uopnåelighed og farerne og tåbeligheden ved deres kurs.” Han tilføjede: “Ingen ville have været nazist, hvis rationel tro på nazistiske løfter havde været en forudsætning.”
Nu som før appellerer disse nye fascistiske partier til følelsesmæssige længsler. De giver luft til følelser af forladthed, værdiløshed, fortvivlelse og fremmedgørelse. De lover uopnåelige mirakler. De fremmer også bizarre konspirationsteorier, herunder QAnon. Men frem for alt lover de hævn over en herskende klasse, de forrådte nationen. (QAnon er et internet-fællesskab, der hævder, at perverterede og pædofile mennesker og politikere har rottet sig sammen mod Donald Trump, red.).
Historikeren Benjamin Carter Hett definerer nazisterne som “en nationalistisk protestbevægelse mod globalisering”. Fremkomsten af den nye fascisme har sine rødder i en lignende udbytning fra globale virksomheders og oligarkers side. Mere end noget andet ønsker folk at genvinde kontrollen over deres liv, om ikke andet for at straffe dem, der får skylden og gøres til syndebukke for deres elendighed.
Vi har set denne film før.
