FN muliggør aggressionskrige
Af Robert Parry www.consortiumnews.com 8. september 2017
En nyere FN-rapport, der fordømmer Syriens påståede brug af sarin, modtages som neutral og troværdig, men er blot krigspropaganda fra belastede FN-bureaukrater.
Mange vil gerne tro, at når FN undersøger hændelser, så er FN neutral, og mere troværdig end når det er tale om regeringer. Tillid til FN-organer er ikke mere mulig – uanset hvilken uafhængighed FN end måtte have haft engang. Dette er især relevant i forbindelse med den seneste ”under-søgelse” af brugen af kemiske våben i den syriske krig.
Et vigtigt punkt er tillige FN’s påfaldende tavshed i forbindelse med ét af FN’s primære og oprinde-lige ansvarsområde: At standse aggressionskrige, der i dag bl.a. omfatter ”regimeforandrende” krige organiseret, finansieret og bevæbnet af USA og andre vestmagter, som fx Irak-invasionen, omstyrtningen af den libyske regering, samt en række stedfortræderkrige, herunder også den igangværende konflikt i Syrien.
Efter 2. verdenskrig erklærede Nürnberg-tribunalet, at “en aggressionskrig…ikke kun er en inter-national forbrydelse, det er den allerstørste forbrydelse, der adskiller sig fra andre krigsforbryd- ved at den rummer al tænkelig ondskab.
Denne erkendelse blev det vejledende princip i FN’s charter, der specifikt forbyder aggression eller trusler om aggression mod selvstændige stater.
I charterets art. 1 hedder det, “at FN’s vigtigste formål er, at træffe effektive, kollektive skridt…til undertrykkelse af aggressionshandlinger eller brud på freden.” Art. 2, definerer FN-medlemmernes passende adfærd, og tilføjer, at ”alle medlemmer skal i internationale relation afstå fra trusler eller brugen af magt mod et hvilket som helst lands territoriale integritet eller politiske uafhængighed”.
I stedet for at håndhæve disse grundlæggende regler, har FN i realiteten udhulet det politiske og finansielle pres, der kan rettes mod USA og dets allierede. En lignende disrespekt for international lov, gennemsyrer de vigtigste amerikanske, samt de fleste europæiske og israelske medier.
Med tiden er det blevet en fast antagelse, at USA og dets allierede har ret til at intervenere militært overalt på kloden, og efter eget skøn. Skønt amerikanske diplomater og de førende medier stadig er forarget, når fjenderne afviger fra international lov, fx Ruslands indblanding i Ukraine – så er der enten stilhed eller støtte, når en amerikansk præsident eller den israelske premierminister giver ordrer til militære angreb mod et andet land. Så er retfærdiggøres disse angreb.
Beskyttelse af Israel
Fx skrev New York Times 7. sept. i år, at Israel havde gennemført et bombetogt i Syrien, hvor der blev dræbt to syrere. Artiklen indeholder ikke en eneste reference til internationale love, eller om Israels overtrædelse af disse. Artiklen var én lang retfærdiggørelse af Israels aggression, der var tale om selvforsvar, og ”en eskalation af Israels bestræbelser på at forhindre dets fjender i at få adgang til sofistikerede våben”.
I 2012 trak Israels premierminister Netanyahu i en tale til FN’s generalforsamling en rød linie for, hvor langt, han vil tillade Iran at gå med hensyn til at berige nukleart brændsel.
Artiklen var uden referencer til den kendsgerning, at Israel har et sofistikeret atomarsenal og des-uden besidder kemiske og biologiske våben. Implicit i Times’ artikel er, at USA og Israel lever under ét særligt regelsæt, mens de lande, der står på listen over USA’s og Israels fjender, lever under et andet. Dette er naturligvis et klart brud på alle journalistiske principper om objektivitet.
Times er langt fra ene om dobbeltmoral. Hykleriet gennemsyrer tillige internationale organer, her-under også FN, der, i stedet for at lægge pres på USA og Israel for manglende ansvarlighed, er blevet en slags medhjælper, der udsender ensidige rapporter, som retfærdiggør fortsat aggression, og kun gør lidt for at stoppe de aggressionshandlinger, USA støtter.
FN har ikke fremsat seriøse krav om, at de amerikanske og britiske ledere, der organiserede invasionen i Irak, gøres ansvarlig for at have begået den allerværste internationale forbrydelse. Hvad angår FN, så er krigsforbrydertribunaler kun for de mindre slyngler.
Sammenbruddet i FN integritet, har udviklet sig over de sidste årtier i takt med, at amerikanske regeringer har udnyttet sin indflydelse som verdens eneste stormagt til at sikre, at internationale bureaukrater harmonerer med amerikanske interesser. Enhver FN-embedsmand, der afviger herfra må forvente, at få sit rygte tilsvinet, eller at karrieren forkortes.
Mens der rettes kritik mod det syriske militær om påstået misbrug, er FN påfaldende tavs, når det kommer til at fordømme USA, Saudi-Arabien, Jordan, Tyrkiet, Israel m.fl., der i det skjulte støtter de regeringsfjendtlige oprørere, der også har begået alvorlige krigsforbrydelser i Syrien.
USA og dets allierede har endog gennemført militære operationer på syrisk territorium, herunder luftangreb mod syrisk militær, og uden tilladelse fra den internationalt anerkendte Assad-regering. Stadig gør FN intet, for at begrænse eller fordømme de åbenlyse krænkelser af dets eget charter.
At bryde uafhængigheden
Årsagen hertil er, at USA længe har arbejdet for at bringe nøgleagenturer som fx. FN’s Menneske-rettighedsorganisation, Det Internationale Atomagentur og Organisationen til Forbud mod Kemiske Våben (OPWC) under amerikansk kontrol og dominans.
Motivationen til at neutralisere FN’s uafhængighed fik stærk fremdrift efter 9. september 2001, og Bush’ lancering af den “globale krig mod terror”, der fortsatte under Obama og nu under Trump.
Åbningen af Guantanamo-fængslet, og USA’s ignorering af Geneve-konventionens beskyttelse af krigsfanger, blev mødt med kritik af FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Mary Robinson, en kritik, der tillige omfattede Israel. Bush-regeringen reagerede voldsomt, og lobbyede hårdt mod hendes genudnævnelse. Kritikken førte til, at Robinson trak sig tilbage i 2002.
I 2003 lykkedes det Bush-regeringen, at få fyret OPWC’s direktør, Jose Bustani, der blev set som en hindring for den amerikanske invasion af Irak. Bustani, der blev valgt enstemmigt året før, for-talte siden New York Times hvordan USA’s FN-ambassadør, John Bolton, var marcheret ind på Bustanis kontor, og meddelte, at han var fyret.
Historien bag Bustanis fyring, har været genstand for spekulationer gennem årene. FN’s officielle forklaring var, at Bustani var inkompetent. Efter at OPCW i 2013 modtog Nobels fredspris, har Bustani fortalt om den virkelige årsag til, at han blev fyret: Bush-regeringen frygtede, at inspek-tionen efter kemiske våben i Irak, ville gå imod USA’s begrundelser for at invadere Irak: oplagring af store mængder kemiske våben
Flere embedsmænd, der var tæt på hændelserne, bekræftede siden Bustanis udsagn, samt at Irak havde accepteret OPWC-konventionen om at eliminere kemiske våben. Bustanis afgang gjorde det lettere for Bush, at gennemføre invasionen ved at skræmme amerikanerne ved udsigten til, at Irak delte sine kemiske våben og muligvis også en atombombe med al Qaeda-terrorister.
Bush affejede oplysningerne om, at Irak havde ødelagt sine kemiske våben, og ingen planer havde om, at udvikle kernevåben. Siden måtte USA erkende, at den irakiske regering havde talt sandt.
Føjelige erstatninger
Hvor Bustani opererede uafhængigt, så viser hans efterfølgers biografi, den tyrkiske diplomat, Ahmed Uzumu, at OPCW kan forventes, at ville gå imod den syriske regering, til fordel for de regeringsfjendtlige oprørere.
Tyrkiet spiller en central rolle, når det gælder om at vælte Assad-regimet. Her er det ikke uden betydning, at Uzumu har været tyrkisk ambassadør i Israel., der også længe har arbejdet på et regimeskifte i Syrien, og har udtalt sig til fordel for de regeringsfjendtlige oprørere.
Endnu en torn i siden på USA var det, da Det Internationale Atomagentur blev ledet af ægypteren Mohamad El Baradei. Agenturet udfordrede Bush’s påstand om, at Irak havde kernevåben. Denne gang lykkedes dog ikke USA, at få afsat El Baradei, der fratrådte i 2009 på grund af alder.
At have ret giver imidlertid ingen beskyttelse, når amerikanske embedsmænd vil have et FN-organ til at matche med amerikansk politik og propaganda. Da Hillary Clinton var udenrigsminister, pressede hun på for at skærpe kursen mod Iran og dets begyndende atomprogram. Hendes rege- ring fik gennemført, at den føjelige japanske diplomat, Yukiya Amano, afløste El Baradei som leder af atomagenturet.
Inden sin udnævnelse portrætterede Amano sig selv som en uafhængig forsker, der kunne modstå den amerikansk-israelske propaganda. Bag scenen mødtes han med embedsmænd fra de to lande for at koordinere, hvordan han kunne tjene deres interesser. Amano så bort fra, at Israel er en slyngelstat med egne kernevåben, ikke hypotetiske eller opdigtede.
Selv om de amerikanske efterretningstjenester for længst var holdt op med at tro på rygterne om det iranske atomvåbenprojekt, så fastholdt Amano indtil for nylig det modsatte.
De amerikanske manøvrer blev ødelagt af Bradley Mannings lækage af flere hundred tusinder dokumenter, bl.a. om Amanos samarbejde med amerikanske embedsmænd, om hvilke ansatte i atomenergiagenturet, der skulle fyres, samt Amanos anmodning om yderligere finansielle bidrag.
Guardian bragt Mannings lækager i 2011, også de blev ignoreret af de førende amerikanske medier. Amanos intriger blev afsløret af bl.a. Consortiumnews og andre netmedier, hvilket betød, at tilstrækkeligt mange amerikanere nu fik kendskab til hvad der var sket, så de ikke kunne snydes igen. https://consortiumnews.com/2017/01/25/did-manning-help-avert-war-in-iran-5/
Et kollektivt kollaps
Med tiden er der sket et kollektivt kollaps i FN-organernes uafhængighed. Den internationale bureaukrat, der kommer på tværs af USA og Israel, kan enten forvente, at blive fyret eller ydmyget, mens de, der spiller spillet, kan leve livet bekvemt som en “respekteret” diplomat.
Disse realiteter er kun kendt af få amerikanere, der stadig har tiltro til den “FN-undersøger”, der fordømmer visse lande – de, der allerede er udsat for negativ amerikansk propaganda.
Førende amerikanske medier behandler sådanne FN-undersøgelser med stor seriøsitet, og ser på enhver tvivler som en outsider. I de få tilfælde, hvor en modig menneskerettighedsbureaukrat kritiserer Israels behandling af palæstinenserne, da tolkes FN’s undersøgelser som anti-israelske fordomme, og nedgøres derfor.
I langt de fleste tilfælde stemmer FN-rapporter overens med USA’s propaganda, og da retter amerikanske journalister aldrig et kritisk øje mod kvaliteten af de fremlagte kendsgerninger, eller ser på om der er brister i logikken.
Det skete senest i begyndelsen af september, hvor en ringe underbygget FN-rapport anklagede den syriske regering for et påstået angreb med sarin d. 4. april. Et vægtigt modsvar, der demen-terede konklusionen om at syriske krigsfly have kastet en sarinbombe, blev givet til OPCW, men blev fejet af bordet af FN’s undersøgere, og ignoreret af de større amerikanske medier.
Hvad der måske er det mest problematiske, er, at disse forudindtagede FN-rapporter bruges til at retfærdiggøre stærkere landes aggressionskrige mod svagere. I stedet for at være et bolværk for at beskytte de magtesløse mod de mægtige, som FN-charteret har som intention, har FN-bureaukratiet vendt dette noble formål på hovedet, og muliggør den allerstørste internationale forbrydelse – aggressionskrigen.
Læs mere om emnet på Consortiumnews.com “How US Pressure Bends UN AgenciesHYPERLINK “https://consortiumnews.com/2013/10/16/how-us-pressure-bends-un-agencies/”.“
