Pressemeddelelse
Lørdag d. 21. marts 2020 er FNs internationale dag mod racisme
Lørdag d. 21. marts – FNs internationale dag mod racisme – er mere end nogensinde en dag vi skal støtte op om.
Dagen mod racisme er indstiftet for at beskytte mindretal mod forfølgelse på grund af etnisk oprindelse.
DF, Nye Borgerlige og Trykkefrihedsselskabets forskellige stridsmænd kappes om at være forrest i kampagner om at anvende ytringsfriheden til at tilsvine menneskers etniske oprindelse. Folketingets formand hilser racister velkommen i Folketinget i ytringsfrihedens navn
Flygtninge og migranter er konstant udsat ny lovgivning, der betyder social udgrænsning og marginalisering – de udpeges som syndebukke.
Regeringens Ghettolove er i strid med lighed i samfundet, og er stærkt diskriminerende overfor lavtlønnede befolkningsgrupper, der hovedsageligt har en anden familiemæssig herkomst end dansk. Lovene er netop trådt i kraft. Beboeres hjem gennem generationer bliver revet ned, familier forflyttet og andre mister deres gode venner og naboer.
De skiftende regeringer har konkurreret om at stramme lovgivningen for udlændige og flygtninge i Danmark, medens man lempede reglerne for de mange udlændinge, der kommer midlertidigt ind i Danmark for at arbejde for ringe løn og dårlige arbejdsforhold – med manglende viden om deres rettigheder.
At vi igen skulle se menneskets oprindelse blive anvendt som forklaring på bestemte negative karaktertræk, som særlige anlæg for terror, for kriminalitet, for svindel, voldtægter og vold i familien er en skamplet for os i Danmark.
Vi kan ikke samles på gaden til en markering, men vi kan mødes i skyerne.
Vi opfordrer alle til at give deres opbakning til antiracismen på lørdag d. 21. marts – send en hilsen på de sociale medier, sms eller mail til Demos, eller til hinanden.
Tænd et lys i dit vindue kl. 21.00 for solidaritet og fællesskab.
Foreningen Demos og
FIR – Fédération Internationale des Résistants – dansk afdeling