2020 har været et mareridts år for det palæstinensiske folk.
Tale af Jan Mathisen fra 3Fs Palæstinaudvalg d. 29 november 2020.
De har ikke bare som andre folk lidt under “nedlukning” på grund af Corona pandemien, men har måtte lide under en øget brutal besættelse.
De er ofre for en såkaldt fredsproces mellem arabiske reaktionære lande, Israel og USA. Med Trumps støtte har Israel taget skridtet til annektering af mere end 30 procent af Vestbredden.
Det palæstinensiske folk kæmper ikke alene en daglig kamp imod den zionistiske besættelse af Palæstina, men også mod et verdenssamfund som i større og større udstrækning vender dem ryggen. Lige for øjnene af os ser vi, hvordan det palæstinensiske folk står alene tilbage som ofre i det storpolitiske spil.
Yderligere og ikke mindst lider det palæstinensiske folk under intern politisk splittelse.
Koloniseringen og annekteringen af hele Vestbredden er ingen ny strategi for Israel. Den indgår sammen med annekteringen af de syriske Golanhøjder i en årelang strategisk målsætning om etablering af et Storisrael.
Allerede tilbage i 1979 besluttede Israel at indlemme det besatte Østjerusalem som en del af Israel. Dermed blev ikke bare vest, men også Østjerusalem samlet set til det, zionisterne kalder ”Israels uddelte hovedstad”.
Dette, sammen med fornægtelsen af det palæstinensiske flygtningeproblem, har i årevis været hovedelementer i den zionistiske strategi om Storisrael. Flygtningeproblemet blev skabt efter krigen i 1948 med terroriseringen og fordrivelsen af over 800.000 palæstinensere, der boede i den del af Palæstina som blev underlagt Israel gennem krig. FN har efterfølgende, mange gange, fastslået de palæstinensiske flygtninges legitime rettigheder. Det har aldrig bekymret skiftende regeringer i Israel.
For et fuldende den zionistiske strategi om Storisrael står indlemmelsen af det geografiske område som i dag består af den besatte Vestbred tilbage. Historisk har skiftende israelske regeringer aldrig rystet på hånden for at forfølge dette mål. Der har alene været tale om taktiske justeringer, dikteret af de politiske omstændigheder og især af det palæstinensiske folks kamp imod besættelsen.
Under makkerparret Donald Trump og Benjamin Netanyahu er gennemførelsen af denne strategi sat alvorligt op i tempo.
I maj 2017 besluttede Trump af gennemføre den amerikanske regerings beslutning fra 1995 om; at anerkende Jerusalem som Israels uddelte hovedstad og flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem.
To år efter, januar 2020, fremlagde Trump og Netanyahu ”Trump fredsplan for Palæstina” som det så frækt hedder. Den amerikanske præsidents svigersøn, Jared Kushner, var topforhandler, hvor palæstinenserne aldrig var inviteret med ved forhandlingsbordet. Planen består i annektere omkring 30 procent af den besatte Vestbred, som dermed bliver en del af Israel. Dette indbefatter alle bosættelser. Tilbage står de palæstinensiske områder som isolerede enheder, som apartheid bantustans som vi kendte fra de racistiske Sydafrika.
Nu kan selv ikke Trump gå på vandet hvorfor Trump i august måtte opfordre Israel til at udskyde annekteringen. En annektering uden støtte fra USA ”vil skade bosætterprojektet” fastslog Netanyahu, som understregede at annekteringen alene blev udsat, sat på pause og ikke opgivet.
Da de Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, samt et par andre arabiske stater i efteråret ”normaliserede” forholdet til Israel, med aktiv støtte fra USA, blev palæstinenserne kastet ud på meget dybt vand. De fik kniven stukket i ryggen og efterladt uden politisk eller moralsk støtte fra de arabiske reaktionære ledere. Sidst har også Sudan normaliseret forholdet til Israel. Belønningen blev, at Sudan ikke længere står på USA’s terrorliste.
Palæstinenserne er blevet ofre i det storpolitiske spil, der forener en række arabiske lande og Israel i en fælles alliance imod Iran. I første omgang er målet at trænge Irans indflydelse i regionen, især i Syrien, tilbage. I sidste ende kan det føre til en storkrig i området. En krig, der lige som konflikten i Syren kan blive en krig pr. stedfortræder. De arabiske reaktionære ledere spiller nyttige idioter for både USA og Israel.
Og alt imens den politiske opmærksomhed vokser omkring denne konflikt, og i ly af Corona restriktionerne, har Israel strammet grebet om palæstinenserne både på Vestbredden og Gaza.
Hanan Ashrawi, der er talskvinde for den palæstinensiske paraplyorganisation PLO, har skarpt kritiseret de såkaldte fredsaftaler. ”Israel er blevet belønnet for ikke åbent at have erklæret, hvad det på ulovlig vis og vedvarende har gjort mod Palæstina siden begyndelsen af besættelsen”. Og hun satte hovedet på sømmet da hun i et tweet skrev, at selvom Israel har sat annekteringen på pause og her nu ikke formelt vil annektere og udøve suverænitet, så har Israel i praksis allerede foretaget en annektering og udøver suverænitet over de besatte områder.
Grebet strammes om den palæstinensiske befolkning. Som alle andre lande har Corona pandemien også ramt Palæstina. Skiftende restriktioner har siden marts måned været pålagt den palæstinensiske befolkning. Også indrejse fra Israel har i perioder været udelukket. Yderligere har det israelske militær, under Coronaens skygge, strammet grebet om den palæstinensiske befolkning.
På trods af internationale opfordringer nægtede Israel at overholde ”social distance” for palæstinensiske fanger, på trods af mange er stuvet sammen i samme fængselsceller. Antallet af såkaldte kidnapninger, ikke bare af voksne men også af børn har været massivt. Kidnapninger er det rette ord for den israelske hærs såkaldte administrative tilbageholdelser, hvor der ikke kræves hverken sigtelse eller mistanke. Den israelske regerings beslutninger om nye bosættelserne fortsætter i et hastigt tempo.
Omfanget af chikane, overfald og ødelæggelse fra højreorienterede zionistiske militser har, siden Trump proklamerede sin fredsplan, været stigende. Den er især rettet imod palæstinensiske landsbyer og nomader, der lever i de områder som Israel ønsker formelt at annektere.
Samtidigt lægger Israel et stigende og voldsomt pres på palæstinenserne både økonomisk og sikkerhedsmæssigt. Sikkerhedsmæssigt gennem den forhadte sikkerhedsaftale mellem Israel og PA. Et andet eksempel er, at de offentligt ansatte i månedsvis ikke får løn af selvstyret. Baggrunden er Israels beslutning om at tilbageholde dele af skatte- og toldpengene til det palæstinensiske selvstyre.
Som et andet eksempel kan nævnes at der ikke længere produceres strøm i Palæstina. Al strøm produceres i Israel. Historisk har palæstinenserne i flygtningelejrene på Vestbredden ikke betalt for deres strøm. Det kræver Israel nu ændret og truer med helt eller delvist at lukke for strømmen til Vestbredden.
Helt ned i dagligdagen ser man et øget pres på den palæstinensiske befolkning, når man er på Vestbredden. Da jeg sidst var på Vestbredden, besøgte vi et tjekpoint ved Qalqilya. Her har israelerne bygget apartheidmuren lige gennem en palæstinensisk olivenplantage. For at kunne komme over ”på den anden side af muren” åbner tjekpointet to gange daglig kl. 8.00 og kl. 16.00, hvis det elles passer de israelske soldater. Olivenhøsten transporteres med en traktor, men 14 dage før høsten placerede soldaterne en stor betonklods på vejen, som tvang palæstinenserne til at gå frem og tilbage, og dermed være tvunget til at slæbe 50 kg tunge sække med oliven på deres rygge.
Solidariteten er en nødvendighed. Der er virkelig behov for at styrke solidariteten med palæstinenserne. Positivt er det at solidariteten både i Europa og USA er voksende. Det så vi med mange og store demonstrationer imod annekteringen af Vestbredden.
Derfor er kampen for Boykot af Israel så vigtig og nødvendig. Efter min opfattelse er det ikke bare en opfordring til boykot af bosætter produkter, men boykot af Israel.
Det giver ikke længere nogen mening af snakke om boykot af bosætter vare. I mange år er der foregået en illegal produktion på Vestbredden, der skjules under dække af ”made in Israel”. Med annekteringen af 30 procent af Vestbredden, herunder alle bosættelser, kan man ikke længere skelne mellem varer fra Israel og varer fra de ulovlige bosættelser.
Senest har flere amerikanske stater ikke alene forbudt ”Boykot Israel” aktiviteter, men også forbudt – opfordring til boykot af varer og produktion fra bosættelserne.
Lad mig i dag slutte med ordene fra verdens bedste fodboldspiller, Maradona som desværre døde i denne uge. Han var en stor ven af det palæstinensiske folk. Han sagde: “I mit hjerte er jeg palæstinenser… jeg er en forsvarer af det palæstinensiske folk, jeg respekterer dem og sympatiserer med dem, jeg støtter uden frygt Palæstina”.
Lad os gøre hans ord til vores.