Den danske afdeling af Schiller Instituttet opstiller 4 løsgængere: I Københavns Storkreds stiller foreningens formand, Tom Gillesberg, op, mens hans kone, Feride Istogu Gillesberg, er kandidat i Københavns Omegns Storkreds. I Østjylland kandiderer Janus Kramer Møller og i Nordjylland er det Hans Schultz.
Schiller Instituttet opstillede også til folketingsvalget i 2007 og til kommunalvalgene i 2005 og 2009. Deres fokusområder er finanspolitik og moderne infrastruktur. De er varme fortalere for atomkraft, og så arbejder de på en ”videnskabelig og kulturel renæssance”. I 1985 stillede bevægelsen op ved kommunalvalget under navnet Det Europæiske Arbejderparti, EAP, som bl.a. ville have Christiania lukket.
Schiller Instituttet blev grundlagt i 1984 af tyskfødte Helga Zepp-LaRouche, der er gift med den amerikanske økonom og politiker Lyndon LaRouche, hvis økonomiske teorier foreningen er baseret på. Lyndon LaRouche er en amerikansk millionær og tidligere trotskist, som gik over på den yderste højrefløj og lavede sin egen politiske ideologi, en bizar sammenblanding af konspirationsteorier og elementer af fascisme. Siden begyndelsen af 90’erne har LaRouche-bevægelsen promoveret en slags falsk progressiv politik. De opponerede imod golfkrigen, var kritiske over for dødsstraffen, forsvarede social velfærd og civile rettigheder. Under deres valgkamp her i Danmark går de imod finanskapitalen og støtter Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Men deres underliggende politiske filosofi er baseret på konspirationsteorier blandet sammen med antisemitisme, sexisme og homofobi, hvilket deres valgslogan om den kulturelle renæssance, dvs. dyrkelsen af de klassiske dyder (så som sund ånd i et sundt legeme) vidner om.
Schiller Instituttet står ofte på gågader, hvor de fra deres boder uddeler materialer om LaRouche-bevægelsen, og de er synlige under folketings- og kommunalvalg.
Læs mere om bevægelsen på www.publiceye.org
og KP net