forklædt som nazist

Sidst i oktober 2010 udgav Informations Forlag en Århushistorie fortalt af en ung kvinde, der har været infiltrator i det nynazistiske miljø.

Historien foregår omkring det indre Århus og de tilholdssteder, hvor højreekstreme fodboldfans drikker deres Ceres bajere, og hvor de udveksler deres racistiske holdninger og voldsfantasier.

Bogen er en fortælling fra svømmepigen Charlotte Johannsen efter hun havde forladt sit dobbeltliv i Århus, og den er baseret på de mange noter, som hun har skrevet i hele forløbet som har strakt sig over 10 måneder.

Fortællingen har den spænding, som en god historie om en ung kvinde der lever livet farligt, må have. Bogen er velkomponeret, og fortællingen fremstår med troværdighed. Charlotte Johannsen motiverer sin indsats med et ønske om at sætte en stopper for den racistiske vold i Århus, da hun konfronteres med volden i forhold til en ven.

Infiltrator?

Som mangeårige aktivister i det antiracistiske miljø i foreningen Demos var det med ”bævende hjerte” vi læste bogen. Den lærdom vi har med os er, at infiltration aldrig er på dagsordenen i forhold til højrefløjen. Vi mente at vide tilstrækkeligt om, hvad racisternes formål var og hvad deres metoder indebar.

Vi ville aldrig være anledning til at fremme eller opmuntre til racistiske handlinger, og vi vurderede, at det ikke var antiracisters opgave at være deltagere i det ekstreme voldsmiljø hos nynazister. Og vi vidste fra modstandsfolkene fra kampen mod Hitlers nazister, at et dobbeltspil altid ville indebære store omkostninger for den enkelte, så store som ingen på forhånd ville have overblik over. Også selvom det var modstand i det mindre format, hvor eget liv ikke stod på spil.

Men vi har været optaget af debatten om infiltrationen og agenter. Som eksempel må nævnes, at vi gennem de sidste 40 år har researchet og dokumenteret hvorvidt og hvor langt PETS agenter spillede en rolle som aktive indspillere i det venstreorienterede politiske miljø. Og forbandet dem.

Vi har forsøgt at tage vores forholdsregler og holde et vågent øje med, om der var racister blandt os, der var sendt i byen for at rapportere til Efterretningstjenesterne. Vi har fundet begge dele og har forsøgt at holde os fri af de kræfter som muligvis havde til opgave at forvride og fordreje hensigt og midler i det venstreorienterede miljø. Men som sagt har debatten og vurderingen ikke været ensbetydende med selv at sende infiltratorer ind i det ekstreme højrefløjs miljø.

Når det er sagt, skal det også nævnes, at der ofte har været uenighed om emnet, og der har været en del folk, som syntes, at det måske kunne være den korte vej til at få mere at vide om racisterne. Et projekt hvor politisk afsløring var formålet.

Var det formålet med Århusprojektet?

Racister lever en ubesværet tilværelse i Århus.

Her har vi så en ung kvinde, der motiverer sin infiltratorrolle med, at hun har været drevet af: ”En vrede, der fejede frygten for min egen sikkerhed til side, og som udelukkende handlede om at afværge flere af disse overfald.” Og hun fortsætter: ”Ja, fordi jeg, uanset hvor stor en betydning mit arbejde end har haft, med stolthed i stemmen kan sige at ”jeg gjorde noget.” En umiddelbar afmægtighed, der vendes til en vilje til at tilsidesætte sin egen tilværelse i en kortere periode for at dokumentere, hvordan organiserede racister lever en ”ubesværet tilværelse i Århus.”

Charlotte Johannsen beskriver, at angreb på folk der har langt hår, ser anderledes ud end de fleste, folk med andre religioner, ex.vis. jøder og muslimer jævnligt finder sted i Århus. I sammenligning oplever Charlotte  ikke i de mange måneder, at de højreekstreme nogensinde bliver overfaldet af andre unge. Politikernes og politiets tale om en ”fløjkrig” bliver gjort til skamme, da det tydeligt fremgår, at volden udelukkende er en del af det højreekstreme miljøs politik og strategi. Det er de højreekstreme, der er ekstremt voldsparate. De slås både indbyrdes og slår andre unge ned. Som et eksempel fortæller Charlotte, at højreekstreme folk fra White Pride havde udsat en 16-årig venstreorienteret for spark og slag, der betød, at han havde fået åbent kraniebrud og indre blødninger i hjernen. Racisternes forklaring, da de konfronteres med den unge mands tilstand, var som følger: ”Det ville være mere tragisk at miste en pakke smøger på gaden”,

Hvor groft kan det blive? Uden at myndighederne griber ind. Charlotte Johannsen mener, at de har brug for hjælp. At Århus by har brug for hjælp. Det kan vi kun være enige i. Men hvilken hjælp?

Hvad fik Charlotte at se?

Ja, hvad fik Charlotte at se udover, at voldsberedte racister kan leve en ubesværet tilværelse i Århus.

Et af de emner som vi antiracister var meget nysgerrige efter, og som vi læste næsten forgæves efter, var hvilke politiske forbindelser miljøet måtte have. For når man vil komme så tæt på lederne af det gamle ”White Pride” og de nye Vederfølnere, kunne man ønske sig at få øje på synlige og personlige forbindelser mellem det nynazistiske og det traditionelle og evt. bredere racistiske miljø. Kunne der stadig være forbindelser, det spørgsmål står uafklaret i bogen.

Ganske kort nævnes Dansk Fronts forbindelser til Dansk Folkepartis Ungdom og Dansk Folkeparti. Nogle af kandidaterne til tillidsposter i Partiet og Ungdomsforbundet viste sig at være rendyrkede racister. Da det blev kendt i offentligheden blev de ekskluderet fra Dansk Folkeparti. Og det er oplysninger, der allerede findes i tidligere udgivelser[1] med navne og stillinger.

Som eksempel kunne vi have fået oplyst, at fyren Diesel, som spiller en stor rolle i bogen, er identisk med den tidligere Århus Amt kandidat Lars Rask Eriksson for DF`s ungdom og nuværende bestyrelsesmedlem for Stop Moskeen projektet i Århus. Det er jo ikke helt ubetydeligt, at han ikke kun er lettere humoristisk og voldsmand, men er chef for dette racistiske projekt. Beskrivelsen af White Pride og Vederfølnere kommer ikke ud over rampen som andet en flok hadefulde tumber. Der tegnes dog en politisk og social ramme for de skæve og dopede eksistenser som Charlotte møder.

Politisk er forbindelsen dog klar i forhold til Den Danske Forening, og vi hæfter os ved mødet med Harry Vinter, som er bestyrelsesmedlem i foreningen. Han er den person, der holder oplæg og måske lægger strategi og politik. Den samme Harry Vinter, som var formand for den forening, som Jesper Langballe og Søren Krarup og andre fra Dansk Folkeparti var initiativtagere til, og som Pia Kjærsgaard var medlem af. Mon de ses endnu? Dér går vores nysgerrighed.

Spørgsmål til infiltrator

Beretningen rejser således en række vigtige politiske spørgsmål, som ikke umiddelbart besvares. Men det var heller ikke projektet?

Det fremgår, at Charlotte bliver kontaktet af PET. Hvorfra vidste de, at hun var infiltrator? PET advarer hende om, hvorvidt hun ved, hvad hun måske har gang i? Vidste hun det?

Denne tråd tages ikke op i det videre forløb. Men PET må jo have deres ”egne” i det samme miljø. Hvilke overvejelser har det givet? Blev henvendelsen taget for pålydende?

Charlotte kunne henvende sig, hvis der blev behov for hjælp? PET informerede Charlotte om, at hun skulle passe på både Redox og Vederfølner/White Pride?

Men Charlotte fik jo brug for hjælp, fremgår det, da hun kommer til at tale over sig i en ”svag” stund. Man sidder tilbage og overvejer, hvilken rolle PET har spillet i det beskrevne forløb. Men det ved jo kun PET.

Det fremgår også af fortællingen, at racisterne var mistænksomme og spurgte om, hvorvidt Charlotte kom fra Redox? Hvorfor det? Det spørger de vel ikke alle nye om? Det besvares kun delvist i bogen, og vi har  en fortsat undren.

Er der aldrig nogen, der følger dig for at se, hvad du laver, når I ikke er sammen? Også folk, som man måske ikke lige kan se. De har vel prøvet det før.

Når du sms’ede fra toilettet for at advare, var der så ingen der undrede sig, når man efterfølgende ikke kunne finde de ”røde”?Af din beskrivelse er du den eneste nye på arenaen!

Hvad var formålet med Århusprojektet?

Hvad sidder vi tilbage med på den antiracistiske scene efter den store personlige indsats. Meget lidt ny viden om miljøet, intet nyt om PETs indsats i forhold til det højreekstreme miljø – som lovet i deres årsrapport fra 2005.

Alle fotos er overdækkede med bjælker for øjnene, ingen navne selv på gammelkendte racister, som har været fremme i offentligheden. Næsten ingen viden om evt. ukendte politiske alliancer. I forordet til bogen står der, at der ikke er nævnt navne af hensyn til de involverede.

For at træffe en så dramatisk beslutning som at infiltrere det ekstreme racistiske miljø, må man have en idé om at kunne afsløre tilstande og sammenhænge, som vi ikke tidligere havde kendskab til. Dem ser vi ingen af i fortællingen. Bogen er en personlig beretning, der udelukkende spejler et meget voldsberedt og hadefuldt miljø. Hvad er så formålet, må antiracister spørge sig selv?

Vi sidder fortsat tilbage med en stor betænkelighed ved for ikke at sige afstandtagen fra infiltration af politiske organisationer. Det er noget forhadte grupper og overvågningsinstitutioner gør, mens vi forsøger at holde dem fra livet og fra vores politik. Hvor er hendes hjælpere fra Redox i dette spørgsmål?

Kampen mod racisme er overset.

Som nævnt er bogen velskrevet, og det som griber læseren er beskrivelsen af den naive forestilling om at ”gøre en forskel” ved at infiltrere miljøet i en afgrænset periode. Man bliver overbevist af den meget personlige fortælling, og bekymrer sig for de store private omkostninger. Charlotte udtrykker klart sit dilemma og de mange vanskeligheder hun kommer ud i med beskrivelsen af, at det ikke er let, når ens privatliv bliver ”en mission”.

Og man får sympati for Charlottes mission, som man møder den i bogen. En bog som man ønsker får mange unge læsere, der vil tage afstand fra racisterne og deltage i den aktuelle politiske diskurs, som er blevet overvældet af antimuslimske holdninger i de sidste 5 år.

Og måske får denne personlige fortælling en større læserskare end de mange konkrete informationer, som indtil dato er udsendt om samme miljø. Vi ønsker for bogen, at den kan blive læst af de mange, som ikke har taget stilling til den racisme, som har sneget sig ind i vores samfund.

Som Charlotte siger det, så skal man handle med omtanke, og vælge sine kampe med omhu. Det mener Charlotte også at hun gjorde. Vi er i tvivl, og kan frygte at bogen i sin form kan medvirke til at tænde op under en ”fløjkrig”, som ingen antiracister ønsker. Vi ønsker en bred bevægelse mod racisme. Og i afslutningen siger hun: ”kampen mod racisme er overset, men den er stadig min.”

Det er man som antiracistisk læser helt med på, og vi glæder os til at møde hende i den fortsatte kamp mod undertrykkelse på grund af race, religion, seksualitet og køn.

Redaktørerne.

Forklædt som nazist

En Århushistorie

Informations Forlag okt. 2010 s. 259

vejledende udsalgspris 299 kr.

Forhandles også i Demos butikken på Skt Hans Torv.

Demos bøgerne fra 2005: Dansk Front, Det antimuslimske univers, Demos Nyhedsbreve og Redox bogen: White Pride Århus 08.