Moskva: Sikkerhedspoliti, ortodokse og nynazister angriber homoseksuelle.
Lørdag d. 28.maj forsøgte en lille skare på 30-40 aktivister at gennemføre paraden Gay Pride i Moskva.
Den fredelige parade blev mødt af kampklædt sikkerhedspoliti, nynazister og karseklippede ortodokse kristne, der i samlet flok gik til angreb.
I Rusland er forsamlingsfriheden sikret gennem grundloven, men det gælder åbenbart ikke for homoseksuelle. Gay Priden havde ellers i år håbet på at der blæste nye vinde, da Moskvas homofobiske borgmester Jurij Lusjkov blev fyret i september sidste år. Lusjkov nedlagde konsekvent forbud mod Gay Priden i de sidste fem år. Med ny borgmester og positive udmeldinger fra Præsident Medvedev om befolkningens ret til at demonstrere og ytre sig, så det ud som om at Moskva endelig kunne få sin første, lovlig anerkendte Gay Pride. Sådan skulle det ikke gå. I stedet stod den på anholdelser og tæsk. Aktivisterne i Moskva opfordrer nu Europarådet til at reagere, og smide Rusland ud.