Vi har fået accept til at bringe ndst. artikel på Demos hjemmeside. Artiklen er skrevet af bloggeren på Jyllandsposten Cand. Mag. UTKU H. GÜZEL.
Gør jer klar – vi er på vej ind i
et globalt kaos
Krigen i Ukraine er kun toppen af et isbjerg i det, der snart vil udvikle sig til en
krise for energi, fødevarer og økonomi.
Da jeg for et par måneder siden skrev, at vi er på vej ind i en stor økonomisk
krise og muligvis et kollaps af det økonomiske system, var der en del læsere,
som mente, at det var en overdrivelse. De mente, at den stigende inflation alene
skyldtes krigen i Ukraine. Rigtig mange påstod, at krisen ikke ville blive værre
end finanskrisen som ramte verden i 2008. Ligeledes har man i de sidste par
måneder kunne høre eksperter og økonomer fortælle, at nu har inflationen snart
toppet, og at vi snart er på vej mod bedre økonomiske tider.
Jeg ved ikke, hvad de samme læsere og eksperter tænker i dag, men jeg står i
hvert fald fortsat fast på min påstand om, at vi er på vej ind i en stor økonomisk
krise og måske et kollaps af det økonomiske system.
Jeg skriver ikke dette for at male fanden på væggen eller tegne et
skræmmebillede, da jeg som den lille mand kommer til at betale prisen for krisen
sammen med jer andre. Nu sidder der sikkert en masse derude og tænker,
hvorfor skal den lille mand betale prisen for krisen. Til dem kan jeg kun sige, at
sådan har det altid været med økonomiske kriser. De er altid endt med, at den
lille mand og kvinde skulle betale prisen.
Dette økonomiske system er nemlig skruet sådan sammen, at der sidder en lille
håndfuld mennesker og tjener kassen og er styrtende rige. Det er også dem,
som styrer showet og sætter rammerne. Så er der ”os” i middelklassen, som
tjener nok til at overleve og kan rejse en gang om året, købe et hus og en bil på
kredit, men som til gengæld også er fastlåste i dette system og er blevet til
moderne slaver. Vi betaler for vores lille fest, med vores arbejdskraft og tid.
Nederst i hierarkiet har vi bl.a. dem, som har så få midler, at de er tvunget til
at spørge om hjælp til at skaffe noget at spise på diverse facebookgrupper.
Dernede har vi også dem, som er tvunget til at være i uendelige praktikophold
og deltage i diverse jobsamtaler på jobcentrene for at modtage en meget lav
ydelse.
Jeg ved godt, at det er et meget karikeret billede, jeg får tegnet, men jeg prøver
at gøre det så simpelt og forståeligt som muligt.
Måske sidder der nogle derude og tænker, at det ikke passer, at en lille gruppe
mennesker styrer hele showet, men til dem kan jeg sige, at den allerrigeste gruppe faktisk ikke er bleg for at indrømme, at det er dem, som sætter
rammerne og laver spillereglerne mv.
For et par uger tilbage blev World Economic Forums årlige møde afholdt.
Formanden Klaus Schwab holdt en tale, som desværre bekræfter min kedelige
påstand om, at en lille håndfuld mennesker sætter rammerne og laver
spillereglerne. Schwab sagde i sin tale, hvor han netop talte til de allerrigeste
mennesker og magtfulde personer på jorden, at: »fremtiden er bygget af os, af
et magtfuldt fællesskab som jer, der sidder her i dette rum.«
Derfor kære venner, tro på mig, når jeg siger, at den lille mand og kvinde
kommer til at betale prisen for krisen. Det samme så vi også under finanskrisen
fra 2008. De mange milliarder, der blev givet til bankerne i bankpakke 1-6, er
penge, som vi og vores børn skal betale. Vi har reddet bankerne fra at gå
bankerot, men samtidig har vi alle sammen også været vidne til
hvidvaskningssager og bankdirektører, der fik 13 millioner i gyldne håndtryk mv.
Tak for hjælpen, siger jeg bare!
I dag kan vi bl.a. se, at flyselskabet SAS igen har brug for, at den lille mand
betaler for deres dårlige forretning. Det er selvfølgelig ikke en dårlig forretning
for selskabets topchef som tjener 13 millioner om året, men endnu engang bliver
regningen sendt til den lille mand.
I disse tider er vi også vidne til, hvordan de folkevalgte kan skaffe mange
milliarder til våben og krig, samtidig med at de fortsætter med at skære i vores
fælles velfærd.
Sjovt nok, så nævner politikerne konstant, at man skal være forsigtig med at
bruge for mange penge grundet den høje inflation, men de nævner det bare
aldrig, når de f.eks. skal sende flere penge til våbenindustrien eller til store
selskaber.
På samme måde skal den lille mand også betale flere milliarder for de 22
millioner corona-vacciner, som Sundhedsstyrelsen har købt i 2022. Ligesom at
den lille mand og kvinde også skal betale for kommunaldirektørernes gyldne
håndtryk på flere millioner. Sådan er systemet nemlig skruet sammen.
Regningen bliver altid smidt over på den lille mand og kvinde.
Derfor kære venner gør jer klar, vi går nemlig en meget svær tid i møde.
Inflationen er tårnhøj, og den vil kun fortsætte med at stige. Aktiemarkedet er i
frit fald. Den amerikanske centralbank, FED, er tvunget til at sætte renten
yderligere op, og det ser ud til, at USA højst sandsynligt er på vej mod en
recession, og den vil selvfølgelig påvirke hele verdensøkonomien.
Det vi ser i dag, er ikke længere kun en økonomisk krise, men mere noget der
minder om en energi-, fødevare- og økonomikrise, og derfor bliver denne krise
ikke som de tidligere krise.
Selv om krigen i Ukraine konstant bliver brugt som grunden til den nuværende
krise, så er det selvfølgelig ikke hele sandheden. Krigen har da uden tvivl
forværret tingene, men er ikke eneste faktor. Vi har f.eks. et økonomisk system i
verden, hvor der i årevis er blevet pumpet penge ud. Ballonen er for længst
blevet alt for stor og uanset hvad, så ville den briste.
De globale prisstigninger/inflationen var allerede på vej før Ukraine-krigen. Fragtruterne i
verden var nemlig også hårdt ramt under Covid-19-pandemien, og vi så også
stigende fragtpriser allerede dengang. Hvorfor hulen tror I, at Mærsk i de
seneste to år konstant har slået sin egen rekord i indtjening?
For nogle kan det virke som uvirkeligt, men det næste der højst sandsynligt er i
vente, bliver muligvis en krig mellem Kina og Taiwan og dermed også
USA/Nato. Amerikanerne har solgt våben for flere milliarder til Taiwan og siger
åbenlyst, at de vil støtte Taiwan i sådan en krig. Vores forsvarsminister siger, at
man vil følge amerikanerne i tykt og tyndt.
På den anden side har vi kineserne,
som også taler et klart sprog, og truer amerikanerne med krig. Derfor er det kun
et spørgsmål om tid, før vi vil se krigen bryde ud.
Husk, at vi snakker om et Kina, som muligvis er verdens største økonomi og i
hvert fald kan kaldes verdens fabrik. Alt er efterhånden ”Made in China”. Det her
bliver meget slemt.
Derfor kære venner, gør jer klar, vi er på vej ind i et globalt kaos.
Fra LinkedIn.