Alligevel mener dagens kronikør Poul Smidt, at debatten bør begynde, så snart folketingsvalget er overstået. For det forløbne år, har været 1953-grundlovens mest elendige.
Her bringes et uddrag af kronikken, der blev skrevet til grundlovsdagen 2011.
Hele kronikken kan læses i linket fra dagbladet Information
“Der var engang så flotte ord
Om Danmarks folkehjem
Men sangen fra det danske kor
Er nu om os – og dem
Niels Fredrik Grundtvig gamle ven
stat op og gå igen
Så Danmarks gamle folkehjem
Kan rumme os og dem”
Sjældent har så mange medlemmer af Folketinget rettet så voldsomme angreb på grundlovens kerneværdier som det seneste år.
Forskelsbehandling træder i karakter som politisk styringsredskab.
Retssamfundet angribes med forslag om udvisninger efter politistatsprincipper.
Respekt for lov og orden gælder ikke, hvis loven er inspireret af EU, FN eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Og ministeren, som forsøgte at gå på vandet, blev ikke standset af Folketingets kontrolmekanismer og ministeransvarlighedsbegrebet, men af to vedholdende journalister på dagbladet Information.
Grundloven er det politiske livs færdselslov.
Et værn mod statsmagtens overgreb på det enkelte menneske
Selvfølgelig er man et fjols, hvis man foreslår grundlovsændringer i et stormfuldt og hadefuldt politisk klima. For grundlovsændringer kræver storsindet samarbejde.
Det er også uklogt, hvis man foreslår grundlovsændringer i et politisk klima, der er præget af meningsmålings medløberi, når grundlovsændringer kræver politisk lederskab.
Og det er da risikabelt at genåbne grundlovsdebatten, når der på det nærmeste er politisk medvind for forskelsbehandling som princip.