NATOs udvidelser – Partnerskaber og Rådsforsamlinger og udvalg
Et kort rids af NATOs optrapning fra et europæisk forsvarssamarbejde til et verdensomspændende militærsamarbejde.
Opgaven og rammen for NATO er fuldstændig sprængt- USA har de sidste 3 årtier udviklet sit verdensherredømme ved hjælp af partnerskaber og bilaterale aftaler:
Se Oversigten over USA-baser : Her er Obamas gigantiske militærimperium – VG
NATO (Den Nordatlantiske Traktats Organisation)
Den Nordatlantiske Traktats Organisation (NATO eller Atlantpagten) var en mellemstatslig militær alliance, som blev grundlagt med den nordatlantiske traktat, også kendt som Washingtontraktaten, der blev underskrevet den 4. april 1949. NATOs medlemslande betragtede Sovjetunionen og de østeuropæiske lande som en ideologisk og militær trussel. Truslen kom på det tidspunkt fra de kommunistiske lande.
NATO’s formål er og var at garantere medlemmernes frihed og sikkerhed via politiske og militære midler.
NATO blev efter Warszawa-pagtens opløsning i 1991, verdens største militærmagt med USA på de øverste militærposter i alliancen.
Opgaven med at bekæmpe de socialistiske lande og sikre freden i Europa var løst for NATOs vedkommende. Årene efter den kolde krigs afslutning var præget af udvikling af NATO ikke afvikling. NATO opbyggede en række organisationer til understøttelse af USA’s og Vestens dominans -geopolitisk, militært og økonomisk.
Mange nye samarbejdsfora så dagens lys i tiåret efter Sovjetunionens sammenbrud. Allerede i 1991 etablerede Nato det nordatlantiske samarbejdsråd -North Atlantic Cooperation Council (NACC) som afløser for den tidligere atlantpagt. NACC blev oprettet med det formål at ”udvikle sig til at være et forum for diskussion og samarbejde med de tidligere medlemmer af Warszawapagten”.
Det Euro-Atlantiske Partnerskabsråd (EAPC) blev oprettet den 29. maj 1997 på et ministermøde i Portugal og efterfulgte Det Nord Atlantiske Samarbejdsråd (NACC). Både Rusland og de østeuropæiske lande blev medlemmer af organisationen.
NATO udvidede yderligere organisationen i 1994 med Partnership for Peace PfP med det formål at skabe en platform for et samarbejde for fred. Dets rolle var; ”at udvide og intensivere det politiske og militære samarbejde i hele Europa, øge stabiliteten, mindske truslerne mod freden og opbygge sikkerhedsrelationer”.
Partnerskab for Fred PfP
Er en del af den politiske gren af NATO. Partnerskab for Fred skriver om sig selv: PfP blev oprettet i 1994 for at sætte deltagerne i stand til at udvikle et individuelt forhold til NATO, vælge deres egne prioriteter for samarbejde samt niveauet og tempoet i fremskridtene. Partnerskabet er baseret at øge stabiliteten, mellem NATO og tredjelande i det euro-atlantiske område.
Siden april 2011 har alle PfP-aktiviteter og -øvelser i princippet været åbne for alle NATO-partnere, det være sig fra den euro-atlantiske region, Middelhavsdialogen, Istanbul-samarbejdsinitiativet eller globale partnere.
De vigtige prioriteter er interoperabilitet og opbygning af kapaciteter og støtte til forsvars- og sikkerhedsrelaterede reformer.
Partnerskabet kan være både generelt for samarbejdet med NATO eller en bilateral aftale uden NATO-medlemskab. 30 lande, der for en stor dels vedkommende ikke var medlemmer af NATO, har indgået partnerskab fra 1990èrne.
De øvrige lande var for en stor dels vedkommende tidligere republikker i Sovjetunionen eller medlemmer af Warszawa pagten.
Albanien, Bulgarien, Polen, Rumænien, Sovjetunionen, DDR, Tjekkoslovakiet og Ungarn var medlemmer af Warszawa-pagten fra 1955.
Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan blev selvstændige stater efter opløsningen af Sovjetunionen.
I dette link kan du se oversigten over lande i dag i Partnerskab for Fred. Partnership for Peace members – Partnerskab for fred – Wikipedia, den frie encyklopædi
Ruslands tilknytning til NATOs partnerskab
I 1994 sluttede Rusland sig til Partnerskab for Fred (PfP) og styrkede båndene mellem Rusland og NATO. Efter fusionen af PfP og NACC blev Rusland automatisk medlem af EAPC i 1997. Samme år blev den grundlæggende akt mellem NATO og Rusland også underskrevet, hvilket signalerede samarbejde – efter koldkrigsæraen. Rusland forventede et inkluderende praktisk samarbejde med NATO og dets organisationer som Det Euro-Atlantiske Partnerskab.
På den baggrund underskrev og engagerede Rusland sig i 1990’erne i en række partnerskaber med NATO, såsom NATO-Rusland Partnerskabskommissionen (NATO-Rusland Partnership Commission, NRC), som i 1998 blev til NATO-Rusland Standing Joint Commission. Det udmøntedes bl.a ved samarbejde i krigen og fredsafslutningen i det tidligere Jugoslavien. Dette samarbejde udviklede sig til Ruslandsrådet, der blev åbnet i 2002.
I 1998 oprettede Rusland også en diplomatisk mission til NATO. I årene efter åbnede NATO hhv. et informationskontor (2001) og et militært forbindelseskontor (2002) i Moskva.
Kriser og magtkampe blusser op på trods af al snak om fred og samarbejde.[1]
I 2010 bliver et nyt ”strategisk koncept” – for NATO Alliancen – besluttet.
Det strategiske koncept fra 2010 udtrykker Alliancens værdigrundlag, der er baseret på principper om individuel frihed, demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper. Alliancen udtrykker i dette koncept, at NATO støtter fuldt op om FN-pagtens formål og principper og genbekræfter, at det er FNs sikkerhedsråd, der har hovedansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed. Der identificeres tre kerneopgaver, som Alliancen skal og vil udføre for at sikre medlemsstaterne, hvilket er ”kollektivt forsvar, krisestyring og kooperativ sikkerhed”.
Samarbejdet skulle forhindre militære operationer uden godkendelse i FN sådan som det skete i med USA’s bombardementer i 2003 over Irak og som den danske statsminister Helle Thorning foreslog det i Syrien i 2013 også ved pres fra USA.
Trods de nedskrevne retningslinjer fortsatte kampen om magten både militært, økonomisk og strategisk.
Ukraine- et land splittet mellem 2 militærmagter.
Med de politiske kriser i Ukraine og Ruslands annektering af halvøen Krim i 2014 suspenderede NATO alt civilt og militært samarbejde med Rusland. Det skete som reaktion på Ruslands aggressive militære handlinger i Ukraine og annektering af Krimhalvøen i 2014. NATO lukkede herefter partnerskabet ned, ligesom de havde gjort det i 2008 i Georgien.
Til NATO-topmødet i 2016 besluttede NATO’s medlemslande, at NATO fremadrettet skulle følge en tospors-tilgang til Rusland, der byggede på både afskrækkelse og forsvar samt opretholdelsen af en periodisk, fokuseret og meningsfuld politisk dialog med Rusland.
I oktober 2021 valgte Rusland på sin side-at suspendere sin diplomatiske mission til NATO, og påkrævede NATO at lukke sine kontorer i Moskva.
EU og NATO er blevet hinandens supplement og monopoler. (Berlin plus aftaler)
NATO’s formål er at garantere medlemmernes frihed og sikkerhed via politiske og militære midler.
Med 21 medlemslande tilfælles har EU og NATO især siden 2003 arbejdet tæt sammen (med indgåelsen af Berlin-Plus-aftalen som, under visse omstændigheder, giver EU adgang til NATO’s aktiver og kapaciteter), navnlig på baggrund af det forsvarssamarbejde, som tidligere var udviklet mellem NATO og den nu tidligere Vesteuropæiske Union.
Et af de seneste eksempler på det tætte samarbejde mellem NATO og EU er i Mellemøsten.
I Mellemøsten deltager EU som ikkemilitær partner, i et samarbejde med alle 27 lande involveret som partnere, samtidig med at NATO har støttet den globale koalition mod Islamisk Stat. EU-medlemsstaternes forpligtelser og samarbejde under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er i overensstemmelse med deres forpligtelser under NATO.
Samarbejdsrelationerne der blev iværksat og etableret efter Sovjetunionens sammenbrud, er lukket ned.
Både EU og NATO har etableret meget omfattende sanktioner og lukket ned for samarbejdsråd og øvrige forbindelser til Rusland efter Ruslands invasion af Ukraine i 2021.
Berlin-plus aftalerne
Milepæle i udviklingen af det strategiske partnerskab mellem NATO og EU.
NATOs og EUs fælles strategiske interesser er smeltet sammen. Beslutningen om at samarbejde om sikkerhedsspørgsmål går tilbage til den 24. januar 2001, hvor NATO’s generalsekretær – Anders Fog Rasmussen – og EU’s formandskab drøftede omfanget af et udvidet samarbejde og nærmere bestemmelser for konsultationer mellem de to organisationer.
Samarbejdet er blevet fremskyndet og udvidet lige siden. I særlig grad med undertegnelsen af den skelsættende “NATO-EU-erklæring om ESFP”[2] fra det Europæiske Råd – om bekæmpelse af ”Terror i EU og den øvrige verden, som igen banede vejen for “Berlin Plus” ordningerne.
Vedtagelse af “Berlin Plus” ordningerne, danner grundlag for det praktiske arbejde med krisestyring mellem de to organisationer og er baseret på konklusioner fra NATO’s topmøde i Washington.
[1] Danmarks regering tog i 1996 initiativ til oprettelsen af en permanent og hurtigudrykkende FN-styrke, Shirbrig (Multinational Standby High Readiness Brigade for UN Operations). Shirbrig nåede bl.a. at blive brugt i Elfenbenskysten, Liberia, Somalia og Sudan samt mellem Eritrea og Etiopien. Desværre blev styrken lukket i 2009 på dansk initiativ og uden nogen større debat. Det ville være oplagt, at regeringen tog initiativ til genoprettelsen af en permanent og hurtigudrykkende FN-styrke. En sådan FN-styrke ville kunne bruges til at forhindre, at konflikter eskalerede, og til at holde parterne fra hinanden i igangværende konflikter. ( Lave Broch, FN forbundet)
[2] [2] Det Europæiske Råd besluttede derfor på sit ekstraordinære møde den 21. september 2001, at EU’s foranstaltninger til imødegåelse af terrorisme skulle fremmes via en samordnet og tværfaglig strategi, der omfatter alle EU’s politikker, bl.a. ved at udbygge Den Fælles Udenrigs- og Sikkerhedspolitik (FUSP) og gøre Den Europæiske Sikkerheds- og Forsvarspolitik (ESFP) operationel. Det Europæiske Råd bekræftede dermed, at de anså terrorismen for en alvorlig udfordring for både Europa og den øvrige verden og at den udgjorde en trussel for vores sikkerhed og vores stabilitet. Vejen var banet for det tætte samarbejde med NATO og USA
