Der er skabt en illusion om, at Israel har en demokratisk statsdannelse. At de israelske kvinder har fuld ligestilling. Men den påståede ligestilling er ofte sket på mændenes præmisser og desuden tilsidesættes ligestillingen, når hensynet til landets sikkerhed og til de stærke religiøse grupper, kræver det.
Israels krig mod palæstinenserne må forventes, at ville ændre Vestens opfattelse og forestillinger om Mellemøstens ”eneste” demokrati – som et land med mange religioner og kulturer, og med stor indbyrdes tolerance. Og som et land, hvor kvinder og mænd har fuld ligestilling.
Hvis ikke før, så har krigen i Gaza vist, at Israel er et moderne Sparta. En gennemmilitariseret nation, hvor hæren er samfundets bærende søjle, efterfulgt af religionen og familien.
Hvor det er relevant at spørge, om Israel er et land med en hær, eller en hær med et land.
Uanset hvad svaret end er, så har krigen vist, at Israel, med Martin Krasniks ord, er ”et hårdt sted, et svært sted, et sted uden stor venlighed.”
Bedømt ud fra bl.a. bl.a. OECD’s målestokke, så scorer Israels kvinder fint med hensyn til sundhed, undervisning og arbejdsmarkedet, men halter bagefter, når det gælder deltagelse i det politiske liv, karrieremuligheder, frihed for religiøs diskrimination og vold i hjemmet.
Israel har ikke en forfatning, men en uafhængighedserklæring fra 1948 hvori det hedder, ”at staten Israel vil sikre fuldstændig lighed, sociale og politiske rettigheder for alle dets indbyggere uanset religion, køn, eller race, det gælder også arbejdsmarkedsforhold mv.”
Tilt trods for de socialistiske ideer som de første zionister bekendte sig til, så var det hele nu ikke så progressivt og lighedsbaseret. Allerede fra starten blev kvinder henvist til de traditionelle kvindefag. En arbejdsopdeling i køn, der stort set ikke har ændret sig siden da.
Uændret er også de ca. 20 pct. af befolkningen, der lever tæt på eller under fattigdomsgrænsen.
Hvad der til gengæld har ændret sig siden 1948, er de ultrareligiøses andel af befolkningen, der i dag tegner sig for en femtedel af befolkningen. Med en årlig fødselsrate på 4 pct., er det den hurtigst voksende befolkningsgruppe og vil, i takt hermed, øge deres politiske magt. Det er slemt nok i dag. En del tyder på, at de israelske kvinder, går barske tider i møde.
Til denne artikel er der i størst mulig omfang brugt israelske kilder fra medier og forskere. Dette for at undgå rutinemæssige anklager om ”antisemitisme”.
Militæret
Endnu en myte om lighed og demokrati fortæller, at i erobringen af Palæstina og fordrivelsen af landets indbyggere i 40’erne, deltog kvinderne på lige fod med mændene. Sammen skabte de en stat hvor mænd og kvinder var lige. Sådan var det dog langtfra. Vist var kvinderne værdifulde – som kurerer, sygeplejersker, kogekoner og andre af de sysler, der dengang hørte kvinders verden til. Kun meget få fik lov til at kæmpe mod palæstinenserne.
Efter statens oprettelse fulgte diskussioner om, hvorvidt kvinderne skulle indrulleres i militserne, eller om der skulle etableres særlige kvindekorps. Det endte med, at kvindelig værnepligt blev indført i 1948, men først i 1995 kom kvinder med i kampenheder. I dag – også i Gaza – er kvinderne integreret i hæren, og en del kampvognsbesætninger består af kvinder. I dag udgør kvinderne ca. 20 pct. af kampenhederne, og en trediedel af reservestyrkerne.
Det almindelige er dog, at kvinderne fungerer som chauffører, observatører, kontortjeneste osv.. Således også den 7.oktober, hvor kvindelige observatører overvågede de elektroniske varslings-systemer langs grænsen til Gaza. Kort forinden havde de rapporteret, at der foregik usædvanlige aktiviteter nær grænsen. De overordnede afviste rapporterne, der ikke passede med hærens billede af, at Hamas ikke var i stand til at angribe. Det kunne Hamas så alligevel, og de kvindelige rekrutter var de første, der blev dræbt. Overlevende fortalte siden til Haaretz, at havde de været mænd, var de blevet taget alvorligt. Nu var de bare ”dumme, hysteriske høns.” citat hvorfra?
Blandt mange kilder: Politico https://www.politico.eu/article/israel-border-troops-women-hamas-warnings-war-october-7-benjamin-netanyahu/
Den franske feminist-tænketank Gender in Geopolitics skrev, ”at ud over at forsvare landet, så står militæret også for socialisering af de unge, for kulturel homogenisering, udvikling og etnisk integration, hvor indvandrere og minoritetsgrupper samles om de samme mål. De unge ser ikke hinanden som det modsatte køn, men som våbenbrøde og -søstre.
Kvindelige soldater romantiseres i militærets propaganda, og i medierne, hvor der vrimler med fotogene unge kvinder. Charmeoffensiven består i at få beskueren at tænke ”at de kønne, unge kvinder kan da ikke medvirke til folkedrab og statsterror.” Men det gør de – også i Gaza..
Tydeligt, at der er en konflikt mellem kvinders ønsker om at ligestilling, og at det så sker på et om-råde, hvor det er maskuline idealer, normer og evnen og viljen til at leve op til dem, der afgør om kvinderne bliver integreret i landets vigtigste institution: Militæret
Mens borgerlige kvinder ser militæret som en mulighed for ligeværdige vilkår for jævnbyrdige stats-borgere, så opfatter de radikale feminister værnepligten som et samarbejde med en hierarkisk og sexistisk institution, hvor kvinder påtager sig maskuline roller og værdier i deres stræben efter at vise, at de er lige så seje som mændene. Som soldater bidrager de til at bagatellisere de mange sexuelle overgreb, både indenfor hæren, men også de overgreb israelske soldater begår mod palæsti-nensiske kvinder og børn..
NATO har søsat et projekt, der skal få flere kvinder ind i militæret, og har derfor indbudt kvindelige israelske officerer for at fortælle om de muligheder kvindelig værnepligt rummer, og som tænkes indført her i landet, i et forsøg på at udfylde mandskabsmanglen i militæret.
Kun kvinder kan nægte militærtjeneste ad hensyn til samvittigheden. Gør de det, hænges de ud som nogen, der går fjendens ærinde. ”Vil du heller ikke stryge din mands skjorter, når han er hjemme på orlov,?” spørger inkvisitorerne. Mænd ryger i fængsel hvis de nægter – med mindre de kan henvise til religiøse årsager.
Religiøse hensyn kan tilsidesætte kvinders påståede ligestilling i militæret. De religiøse har hele tiden været imod kvinder i hæren. Først fordi mænd og kvinder ikke må være så tæt på hinanden, som det sker i militæret. Kan troen klare dét? Da kvinder fra de religiøse miljøer kom ind i hæren, viste det sig, at så slemt gik det ikke. Da dette argument ikke vandt gehør, forsøgte de sig med at kvindelige soldater ville forringe militærets slagstyrke, samt at kvindelige soldater ikke ville kunne få børn. Da heller ikke det hjalp, så endte de religiøse med at hævde, at radikale feminister under-minerer hæren, de feminiserer den, og at de var Hamas’ infiltratorer.,
Den religiøse dominans
”Stik modsat af hvad mange i og udenfor Israel tror, så er kvinders lighed i Israel en illusion,” skrev Haaretz i oktober 2013. ”Myten tjener til at fremhæve Israel som et oplyst samfund, sammenlignet med de tilbagestående arabiske naboer. Når det gælder de religiøse forhold, der har enorm betydning i Israel, så krakelerer myten for alvor.”
Israel er et land hvor jødedommen har forrang for borgerlig-liberale værdier. Der henvises til at konflikten med palæstinenserne, ikke gør det muligt, at ændre de grundværdier, landet bygger på.
I ly af konflikten er der ikke desto mindre indført en neoliberal samfundsmodel, der strider mod den oprindelige kollektivistiske zionistiske filosofi, og som var rådende indtil omkring 1980, hvor neo-liberalismen og nationalchauvinismen tog over.
Israel er i dag et etno-religiøst samfund. ”En stat for det jødiske folk,” som Netanyahu formulerer det, og med betydelig magt til de ultrareligiøse – Haridim, som de hedder på hebræisk, og betyder ”de, der frygter Gud.” Og det skal andre så også gøre. De ultraortodokse – Haridierne – har magtet at udbrede deres normer, forbud og begrænsninger til at gælde stedse større dele af samfundet udenfor det ultraortodokse miljø..
Sædelighedspatruljer, i områder hvor der bor mange ortodokse, chikanerer kvinder, der ikke er tækkelig påklædt, og buschauffører afviser sommerligt påklædte kvinder. I andre busser henvises kvinderne til de bagerste sæder. Nogle supermarkeder og hospitaler har forskellige åbningstider for mænd og for kvinder, Der er elevatorer for mænd og elevatorer for kvinder. Der er byer med fortove, hvor kvinder ikke må færdes, og hvor der er forbud med reklameplakater med kvindelige modeller. Flyselskabet EL AL blev tvunget til at kønsopdele flyene. Om det så er IKEA, så er også deres kataloger underkastet de religiøses kvindeangst.
I Knesset nægter ortodokse at sidde ved siden af kvindelige kollegaer, og ofte svines disse til, hvis ikke deres påklædning lever op til de ortodokses normer for sømmelighed.
Kvinder må ikke holde tale i offentlige forsamlinger, fx må en datter ikke tale ved sine forældres begravelse. I synagogen henvises kvinderne til balkonen, hvor mændene ikke kan se dem. Ganske som i moskeerne, hvor kvinderne skal gemme sig bag store skærme, bagerst i moskeen..
Religiøse kvinder, der insisterer på, at også de har ret til adgang til jødernes helligste kultsted, Grædemuren, udsættes for verbal og fysiske overlast Og selvom Højesteret har afsagt en kendelse om, at kvinder har adgang til Grædemuren. så fortsætter chikanen, og angriberne går gerne i fængsel for at holde kvinderne borte fra Grædemuren.
”De ortodokse kvinder og mænd befinder sig godt med de adskilte normer og muligheder,” siger Leah Zach Aharoni, stifter af Women for the Wall, der advokerer for en fortsat kønsadskillelse: “Harediernes rettigheder er lige så vigtige som alle andres rettigheder.”
Haridierne vil helst leve i egne områder, hvor mænd bruger tiden på at studere Torah’en, og lade sig forsørge af staten, eller af deres koner. Da de fleste Haridi-kvinder er ufaglærte – uddannelse og viden er ikke ønskeligt – må kvinderne tage til takke med de ringeste og dårligst betalte jobs. Haridierne hører til blandt samfundets absolut fattigste.
Samfundets modernitet afvises – den udtrykker ikke Guds vilje. Alligevel vil Haridierne godt have del i de muligheder samfundet yder sine borgere, fx sociale ydelser. Haridiernes mange selvmodsigelser og forsøg på at påtvinge ikke-troende deres forbud og normer, giver anledning til et stigende antal konflikter.
En undersøgelse fra PEW Researchcenter placerer Israel som et af klodens mest rigidt-religiøse samfund, og at det på mange måder er lige så slemt som i de mest fundamentalistiske muslimske samfund.
Selvom kvinder og mænd fra de ultrareligiøse miljøer er fritaget for militærtjeneste, så er kvinderne begyndt at melde sig som frivillige. Fra 2010 til 2020 steg antallet af religiøse kvinder der meldte sig til hæren med ca. 190 pct., skrev Haaretz. Dels for at slippe væk fra de lukkede miljøer, og dels fordi militæret ses som en vej til større lighed.
Modstanden mod de bigotte normer kommer også fra unge religiøse kvinder, der, på den ene side godt vil fastholde Haridi-livsstilen, men også er trætte af den underordnede rolle kvinder påtvinges. De vil give kvinder en stemme i politik. For nylig vandt de en sejr ved Højesteret om at de religiøse partier skal optage kvinder som medlemmer.
Haridi-partiernes vækst er til dels en reaktion mod kvinders voksende indflydelse, også i de ortodokse miljøer, hvor mændene i stigende grad har svært ved at styre kvinderne
Et liberalt demokrati må tolerere visse aktiviteter i minoritetsgrupper, også selvom samfundet ikke bryder sig om dem. Derfor accepteres den kønsadskilte undervisning, hvor Haridi-kvinderne får mulighed for at få den uddannelse de ellers ikke ville have fået, hvis undervisningen fortsat havde været blandet mænd-kvinder.
Højesteret har afgjort, at da de ultrareligiøse udgør knap 20 pct. af befolkningen, så kan de ikke længere regnes for en minoritet. Minoritetsbegrebet knytter sig ikke alene til det numeriske antal, men snarere til den politiske magt, gruppen er i stand til at udøve. Det anbefaler Højesteret, at regeringen ophæver de ultrareligiøses juridiske beskyttelse.
Den reformerte jødedom tror på lighed mellem kønnene og mener, at de traditionelle skillelinier krænker jødedommens dybere etiske principper De reformerte lever fint med religionsfrihed, multi-kulturalisme og retten til et privatliv uden rabbinernes indblanding.
Undervisning og arbejde
De israelske kvinder er generelt bedre uddannet end mændene, og har indenfor fx. finans og forskning opnået næsten fuld ligestilling. På trods heraf, er kvinders løn generelt 70 pct. af mændenes. Også det påvirkes af opfattelsen af at kvinders primære funktion er hjemmet; og arbejdsmarkedet er mændenes domæne. På grund af de mange børn, arbejde talrige kvinder på deltid.
Størst fremskridt er der sket i den civile sektor og i tech-industrien, om end de fleste kvinder stadig har underordnede stillinger. I centraladministrationen placerer World Economic Forums rapport om kønsulighed, Israel som nr. 68 ud af 190 lande..
De ultrareligiøse fravælger akademiske studier, hvor der er en indbygget opfordring til kritik og til at søge efter flere sandheder. Det ses som noget, der kan underminere den ortodokse opfattelse af troen er i overensstemmelse med de guddommelige love.
Modstanderne har rejst en debat om værdien af fælles undervisning, og er i flere tilfælde gået til domstolene for at fastholde det verdslige samfunds indsats for at nedbryde køns- og andre barrierer. Argumentet har været, at den adskilte undervisning ikke har nogen plads i et liberalt demokrati, og at den køns-opdelte undervisning er en tikkende bombe, der kan true landets enhed.
Stedse flere børnehaver og skoler for de national-religiøse og ortodokse miljøer underviser i dag kønsadskilt, og staten subsidierer en sådan undervisning med store beløb.
De verdsligt orienterede israelere frygter, at i et samfund, hvor der ikke eksisterer en klar adskil-lelse mellem religion og stat, da vil kønsopdelingen indenfor den højere uddannelse virke som en glidebane mod endnu mere adskillelse.
Også arbejdsmarkedet er opdelt efter køn, etnicitet, bopæl og religion. Kvinder fra ultrareligiøse miljøer er afskåret fra mange jobs, hvor de skal arbejde tæt sammen med mænd. Til gengæld er de overrepræsenteret i det sundheds- og omsorgsarbejde, der retter sig mod kvinder.
Militærtjeneste og arbejde i tech-industrien kan være et springbræt for at opnå større lighed. Her får kvinderne professionel oplæring, får erfaringer og danner netværk med ligesindede. En under-søgelse har vist, at halvdelen af stillingerne i militærets tech-enheder besættes af kvinder, at mange af dem senere får ansættelse i tech-industrien, og at yngre religiøse kvinder søger hertil..
De israelske kvinder er de hårdest arbejdende i OECD fordi arbejdet i hjemmet næsten udeluk-kende påhviler dem, mens mændene stort set pjækker.
Bedre bliver det ikke af, at fagforeningerne står svagt. Kun en trediedel i den offentlige sektor er organiseret, i den private sektor er det 10-15 pct. Fagforeningerne har følgelig svært ved at sikre kvinderne flere rettigheder, barselsorlov, sygedagpenge, regulering af deltidsarbejde mv.
Parlamentariske forsamlinger
Blot 20 pct. af Knessets 120 medlemmer er kvinder. De religiøse partier har slet ingen. Hvis kvinder fra de religiøse miljøer vil i Knesset, må de stille op for et af de verdsligt orienterede partier.
Nok var Israel det tredje land i verden, der valgte en kvindelig statsleder – Golda Meir i 1969.
I en del år gik det gradvis fremad med kvinders andel af Knessets medlemmer, men med den nuværende regering, er bremserne slået i. De religiøse partier gør, hvad de kan for at svække kvindernes stilling og indflydelse overalt i samfundet.
I dag er Israel det OECD-land der har den laveste andel kvinder i parlamentet – det samme som i 1948. Ud af 17 udvalg, besættes de 16 af mænd.
Hvis en general, der måske ikke har haft en strålende militær karriere, stiller op til Knesset, da er hans chancer for at blive valgt større, end en nok så velkvalificeret kvindelig kandidat.
Sundhed
Kvinders sundhedstilstand er generelt god. Børnedødeligheden er lav, og det er nemt at få abort. Kvinders levealder er 84 år. Landets sundhedsudgifter er 7,2 pct. af BNP mod 9,2 pct. OECD-gennemsnittet, skrev The Lancet (June 24, 2017)
Sundhedstilstanden afhænger af de økonomiske og sociale forhold. For de, der lever under fattigdomsgrænsen, og hvor der er mange enlige mødre, er forholdene dårlige. Her er fedme og kroniske sygdomme udbredt. Det gælder især de ortodokse kvinder, der har en højere forekomst af bryst-, livmoder og hudkræft.
Religiøse traditioner og opfattelse af hvad læger må, og hvad lægestuderende må undervises i, har i perioder hindret videnskabelige fremskridt. De religiøse gruppers indflydelse har bremset forskning i fx patolog og kunstig befrugtning.
Volden
OECD har undersøgt volden i familierne, og har udregnet gennemsnittet i medlemslandene til 14. Israel får 41 “straffepoint” – lavere end Tyrkiets, skrev Time of Israel 29. maj 2023..
Israelske kvindegrupper har dokumenteret, at efter Netanyahu dannede sin højreregering, er det blevet værre. De ultrareligiøse partier gør hvad de kan, for at skrue tiden tilbage, og har bl.a. for-hindret ratificeringen af Istanbul-konventionen, der skal forebygge vold mod kvinder I hjemmet.
Der vedtages love, der favoriserer Torah’en over civile love, og udelukker kvinder fra den offentlige sfære. Knessets retsudvalg og sikkerhedsminister Ben-Gvir afviste et forslag om at voldelige ægte-mænd kan idømmes elektronisk fodlænke fordi ”der er brug for en mere afbalanceret tilgang for at beskytte mænd mod falske anklager.”
Sidste år blev tyve kvinder myrdet af deres partner. Politiet åbnede over 20.000 sager om fysisk vold i hjemmet. Som vanligt snyder tallene, for reelt drejer det sig om betydeligt flere. Op mod 80 pct. af alle anmeldelser, blev afvist på grund af ”bevisets stilling.”
Partnervolden omfatter slag, sexuelle overgreb (ret udbredt), voldtægt, mord, trusler, forbud mod at bruge p-piller osv. Kvinder, der forlader deres mand, udsættes for stalking, afpresning og lign. Volden handler tillige om økonomisk vold, hackning og overvågning.
Uanset hvordan volden manifesterer sig, så kan den føre til traumer, og tages der ikke hånd om dem, så spreder de sig, og kan forpeste tilværelsen for såvel familien, som for de, der er i kontakt med ofrene.
Coronaen fik volden i hjemmet til at eksplodere, og det samme skete da Israel gik i krig i Gaza. Tidligere holdt kvinderne mund, familiens enhed skulle udadtil bevares. At fortæller om det til ens nærmeste veninde eller mor, var upassende. Myten om den rare jødiske mand er dybt rodfæstet, og hvis kvinderne har været ude for vold, er det nok fordi de ikke er kærlige og harmoniske nok.
Rabbinere vender det døve øre til. Kvinderne skal være tålmodige, mere forstående, være mere kærlige i sengen, så manden ikke er så frustreret. Eller “Gud vil prøve dem.”
Rabbinerdomstolene kan tillade en kvinde at blive skilt – hvis hendes mand indvilger. Hvis han forsvinder eller nægter hendes skilsmisse, efter at de er flyttet hver for sig, så anses hun for at være en ”lænket hustru”, der hverken må gifte sig igen eller føde legitime børn. Hendes fastlåste situation giver hendes mand mulighed for økonomisk afpresning.
På grund af de sociale og økonomiske strukturer i samfundet, finder mange kvinder sig i tævene. Skilsmisse er ofte forbundet med store problemer. Først og fremmest risikoen for at blive udstødt af familie og lokalsamfund, men også fordi det er vanskeligt at passe arbejde og holde sammen på børneflokken. Det gælder i det verdslige Israel, men i langt højere grad i de ortodokse miljøer, hvor volden mod kvinderne er mere udbredt.
Et flertal af befolkningen er utilfredse med rabbinerdomstolene, og deres afgørelser. De ønsker at sager, der vedrører ægteskab og skilsmisse, skal overgå til de civile domstole.??
Diskriminationen
I de første årtier af Israels eksistens, var diskriminationen ikke særlig udbredt, den fandtes mest i små enklaver, især i de ultrareligiøse miljøer. Fra omkring 1980 – nogenlunde samtidig med at islam blev voldsomt radikaliseret – tog det til. Helt galt gik det efter, at Netanyahu kom til magten i 1996.
Diskriminationen er først og fremmest rettet mod palæstinensere, kristne og drusere, men også mod etiopiske, asiatiske og sefardiske jøder (der stammer fra den iberiske halvø). De værste til at diskriminere er askenazijøder, der stammer fra Central- og Østeuropa, og som udgjorde ”grund-stammen” blandt de første indvandrende jøder.
Askenazi-jøderne ser sig selv som landets overklasse. De er bedre uddannet, rigere, og de sidder på de ledende poster, selvom de blot udgør en trediedel af befolkningen, mod sefardiske jøders ca. 45 pct. Resten udgøres af Mizrahi-jøder (fra Nordafrika og Mellemøsten) og orientalske jøder. Det handler i høj grad om klasser. Morten Thing gør udførligt rede for den diskrimination jøder udøver mod hinanden i sin seneste bog ”Israel – et mislykket samfund” (Bogen kan købes i Demos)
Også kristne diskrimineres. En talsmand for den katolske kirke i Israel klager over, at politiet ikke griber ind, og at eleverne i de religiøse skoler opmuntres til at foragte de kristne. Børn på 8 år spytter på de kristne, og kaster sten efter dem. I 2012 angreb ekstremister et Trappist–kloster, malede graffiti på murene: ”Kristus er en abe,” og ”død over de kristne.” ”At hade arabere og kristne er ikke racisme, men en del af vore værdier,” fortalte ekstremisterne til Haaretz.
Al jord ejes af Den Jødiske Nationalfond, og den lejer jorden ud, man kan ikke købe den. I fondens statutter er indskrevet, at jorden ikke må lejes til kristne og palæstinensere.
Dov Lier, leder af Rabbinerrådene på Vestbredden skjuler ikke hadet mod ikke-jøder, fx mener han: ”Et tusinde ikke-jøder, er mindre værd end en jødes negl”. Han mener også at anholdte arabiske terrorister bør bruges til medicinske eksperimenter.” Dette blev dog for meget for Netanyahu, så myndighederne arresterede ham for at anstifte til vold. Huffington 21 juni 2014
De fleste nationaliteter, der gifter sig med en israeler, kan bo i landet og evt. blive israelsk statsborger. Det gælder ikke for palæstinensere og borgere fra Libanon, Syrien og Iran.
Bosættelserne
Den zionisme, der begyndte som en befrielsesbevægelse, udviklede sig med tiden til en benhård nationalisme med stærke konservative værdier, der også omfatter forholdet mellem kønnene, der, som alt andet i Israel, begrundes med hensynet til landets sikkerhed.
Samfundets patriarkalske mentalitet slår tydeligst igennem hos bosætterne på Vestbredden, og især i de ultrareligiøse miljøer, der afgrænser kvinders domæne til hjemmet, skrev International Feminist Journal of Politics.
Bosættermiljøerne domineres af de mest stålsatte ortodokse jøder, og især de 150.000 indvand-rede amerikanske jøder. De hylder Baruch Goldstein, der i 1994 trængte ind i en moske i Hebron, og myrdede 29 muslimer. Hans grav er i dag valfartssted for bosættere og ortodokse, og en park er opkaldt efter ham. Også rabbiner Meir Kahane, der var så ekstrem, at hans nazistiske Kach-bevægelse blev forbudt i USA og Israel, hyldes, iflg. Guardian 15. december 2023.
De første amerikanske jøder, der slog sig ned på Vestbredden, kom fra Demokraternes ”venstre-fløj”. De havde ideer om socialistisk zionisme. Det holdt dog kun til den første Intifada i 1987, hvor de blev tvunget til at vælge mellem deres gode, billige bolig, og anden statslig forkælelse, eller at holde fast i idealerne om lighed mellem jøder og palæstinensere. De fleste valgte det første, og fra da af eskalerede bosættervolden. Nybyggermentaliteten om at forsvare grænselandet mod ”de barbariske indfødte” blev vakt til live.
Også de ca. 12.000 sydafrikanere, der forlod deres land, da apartheidsystemet brød sammen, og som konverterede til jødedommen for at kunne blive israelske statsborgere, bærer på en arv fra apartheidtiden.
Til trods herfor kan der spores et opbrud blandt bosætterkvinderne, der ikke længere vil acceptere deres underordnede stilling. Nu forlanger de ligestilling, men ikke ”radikal feminisme.” Ej heller vil de længere acceptere at alle by- og lokalråd udelukkende besættes af mænd. Ud af 256 borgmestre i Israel, er der kun seks kvinder, på Vestbredden blot en enkelt.
Kan en bosætterkvinde på den ene side acceptere sin underordnede rolle i familien, og sam-tidig undertrykke andre, der er svagere end hun selv er? På Vestbredden er det ikke noget problem, og kvinderne er begyndt at gå til skydetræning, og bærer våben når de bevæger sig i det offentlige rum. Siden Netanyahu dannende sin højreregering, er våbenrestriktionerne blevet lempet betydeligt så bosætterne bogstavelig talt vader i våben.
Den svækkede kvindebevægelse
I “Between Universal Feminism and Particular Nationalism,” af Ruth Halperin fra Middel East Political Science hedder det, at ”den nationale kamp har svækket kvindebevægelsen og konflik-terne har ført til en kulturel og materiel militarisering af samfundet…forhindret at israelske og palæstinensiske kvindegrupper samarbejder om at bekæmpe de patriarkalske strukturer, og har hæmmet deres effektivitet. Det israelske samfunds opsplitning i verdslige og religiøse grupper med hver deres dagsorden, har gjort det vanskeligt for kvinderne at samle tilstrækkelig styrke.”
De fleste israelere ser feminismen som en ekstrem og fremmed bevægelse, der truer landets sikkerhed og stabilitet, og derfor et det ikke svært at forstå, hvorfor kvindebevægelsen i Israel er så lille, og hvorfor så få kvinder deltager i det politiske liv.
Med fremkomsten af fredsgrupper omkring 1980 – og især efter krigen i Libanon – er de israelske kvinder blevet mere opmærksomme på spændingerne mellem det nationale og kvinders univers.
Nogenlunde på samme tid opstod der et kvindeparti, der koblede kampen mod uligheden med den palæstinensisk-israelske konflikt. Partiet angreb ”at udgifterne til militæret lagde beslag på så store midler, at det gik ud over vigtige sociale områder.” Det udløste anklager i Knesset og medierne om at kvindekampen truede landets sikkerhed.
Flere af 80’ernes kvindebevægelser er fortsat aktive, om end tilslutningen er beskeden. Den største gruppe, Israeli Womens Peace Net har ca. 50.000 medlemmer. Fælles for grupperne er, at de optager israelske, palæstinensiske og drusiske kvinder, og at de engagerer sig i at få løsladt de kvindelige politiske fanger.
Med det kraftige højresving Israel har taget i de senere år, er forholdene for kvindebevægelserne ikke blevet bedre, og modviljen mod dem er vokset betydeligt. Og med krigen i Gaza trækkes fronterne op i alle sammenhænge.
Free Gaza – fordøm Israels folkemord.
8. marts 2024 Kvindernes internationale kampdag må være en hyldest til de palæstinensiske kvinders kamp mod den apartheid politik som Israel fører.
