NATO i krise.
Krigen i Afghanistan var netop afsluttet under nærmest tumultariske forhold. Uden fjender ingen krig og ingen våbenudvikling.
NATO og den danske regering: Rusland er den nye fjende, der opruster både mod Vest og Nord – øjensynligt uden anledning. Konfliktområderne er Ukraine, de baltiske lande, Østersøen og Arktis. Der er stærkt behov for NATO-udvidelse og flere amerikanske tropper også på dansk jord.
Rusland: NATO-landene er aggressive. NATOs baser trænger sig på og bryder den orden, der blev aftalt ved den kolde krigs afslutning. Vesten har overtrådt de sikkerhedsaftaler, der blev indgået i slutningen 1980èrne igennem de sidste 30 år.
Omklamring: USA har baser verden over. Europa og nogle af de ”eurasiske” lande er allerede tæt pakket med NATO anlæg ex.vis. i Kazakhstan og de sidste år der sket store udvidelser både i antal og materiel.
NATO og USA har lidt massive nederlag I deres missioner i verden med udbredelsen af neoliberalismen og kristendommens værdier i de forskellige variationer.
De har efterladt Afghanistan i totalt kaos, Mellemøsten er ødelagt. NATOs troværdighed vakler og svinder ind. Spørgsmål som ” Hvad skal vi med NATO? ” dukker op. ”Nævn mig lige en mission der har gavnet andet end militærindustrien” kunne man spørge. Magt og dominans glider USA af hænde. Atomtruslen fra Iran og Nord Korea består på trods af Trumps optrapning og trusler om konfrontationer. Begge konflikter der havde atombomber som omdrejningspunkt. Det kom der ikke et forstærket USA/NATO ud af. Der blev brug for nye fjendebilleder
Rusland – det nye fjendebillede
Lige netop dèr og rettes kameraerne fra Afghanistan og flyttes i løbet af uger til en tidligere modstander om verdensherredømmet – Rusland et totalitært styre hvor oligarkerne styrer økonomien. Et superkapitalistisk land.
Opmærksomheden rettes mod Ukraine, der har været et konfliktområde i næsten et tiår – konflikten mellem NATO og Ruslands alliancen kom i fokus. Ukraines ulykkelige situation viser sig anvendelig i kampen for NATOs oprindelige eksistensberettigelse i Europa.
NATO har mulighed for deltagelse i en europæisk mission. Det ser ud til at Rusland er i færd med at starte en konflikt.
USA må presse de europæiske lande til at deltage konfliktoptrapningen. USA kræver adgang til at sætte amerikanske tropper på europæisk jord igen.
Konfliktniveauet eskaleres. Nyhedsmedierne flyder over med russiske tanks, raketter og mænd på jorden. I Danmark stiller regeringens sig til rådighed for amerikansk militær på dansk jord. Bornholm tvinges til at være base for amerikanske fly i fald en krigshandling ville finde sted. Med USA’s militær kan vi få atomvåben på dansk grund. USA vil aldrig oplyse, hvorvidt de har atomvåben om bord. Det har de aldrig gjort og vil heller ikke gøre det i fremtiden. Hvem vil tage kontrol med den udvikling?
Hvordan er vi nået dertil? Hvorfor er Rusland på kollisionskurs med Europa i sagen om Ukraines selvbestemmelse?
“The winner takes it all”
Da Sovjetunionen kollapsede i 1989, indgik Ruslands nye ledelse aftaler med NATO og den vestlige verden om den kolde krigs ophør. En aftale om en ny verdensorden så dagens lys.
Warszawa-pagten blev opløst. De østeuropæiske lande fik deres selvstændighed. Eksempelvis blev DDR en del af DBR – og Tyskland blev genforenet. NATO afgav på det tidspunkt et løfte om, at de ikke ville udvide længere mod øst.
I december 1991 blev SNG dannet som alternativ til Sovjetunionen. Sammenslutning af Uafhængige Stater (SNG) var et mellemstatsligt samarbejde mellem selvstændige stater om økonomiske, politiske og forsvarsmæssige spørgsmål. SNG bestod af 11 af de 15 tidligere sovjetrepublikker.
Russerne skrottede i stort omfang deres krigsmateriel, nedlagde krigshavne i det Arktiske hav og sendte et meget stort antal soldater hjem, som en del af bestræbelserne på at rejse det nye Rusland til et samarbejde bl.a. med Europa. Rusland forventede at NATO ligeledes blev nedlagt og et samarbejde begyndte. Det skete ikke.
I stedet for at indlede samarbejde med det post- sovjetiske Rusland som en ligeværdig nation og partner i afslutningen af den kolde krig og ved våbenkapløbets ophør, indtog de daværende præsidenter i USA både Clinton og George W. Bush og deres administrationer en triumferende ”The Winner takes it all” position i forhandlingerne både med Yeltsin og senere med Putin. Ydmygelser og benspænd blev dagens orden – Rusland vedblev at figurere som en modstander, en rival, der skulle holdes nede i 1990`erne.
På den baggrund må det understreges, at Nato gik i gang med at revidere sit grundlag, men ganske anderledes end forventet fra Ruslands side. NATO udvidede alliancens råderum, så det også omhandlede fremtidige konflikter hvor USA’s – og NATO´s interesseområder kunne betragtes som overskredet. Nato omdefinerede i 2000 tallet ”Musketereden” – fra at omfatte medlemmer af NATO- til at omfatte hele verden.
USA svingede taktstokken som verdens eneste supermagt.
Antagonismen/ modsætningsforholdet voksede frem igen
Ved NATOs 70th Jubilæums arrangement, der blev afholdt i Washington først i april 2019 deltog mange organisationer. De kom til Washington for at udfordre den antagonistiske tilgang til Rusland, der igen havde gjort Europa til et kriseområde mere end 25 år efter aftalen om kolde krigs afslutning, der var indgået mellem Øst og Vest.
For at sikre en sovjetisk godkendelse og accept af et forenet Tyskland, der fortsat skulle være en del af NATO, afgav den første præsident Bush et løfte til præsident Gorbachov: ”Ikke længere øst på end Tyskland”. NATO ville aldrig blive udvidet længere østpå end Tyskland.
Alligevel blev der, så snart blækket var tørt, sat gang i forberedelserne til østvendt udvidelse af NATO. En række forhandlinger gik i gang. Polen blev det første land, der indledte forhandling med NATO – om at indgå i alliancen[1].
De nye forhandlinger betød, at både Polen, Tjekkiet og Ungarn i 1999 indtrådte som medlemmer af NATO.[2] Udvidelsen fortsatte, og syv nye lande blev NATO-medlemmer: Estland, Letland, Litauen, Slovakiet, Slovenien, Bulgarien og Rumænien. Disse lande blev inviteret til forhandlinger om medlemskab ved NATO-topmødet i Prag i 2002 og blev optaget i NATO 29. marts 2004. Udvidelsen var den største i NATO’s historie. I dag har NATO 30 medlemslande. Rivaliseringen fortsatte.
Parallelt med den militære udvidelse begyndte også en ændring af de eksisterende sikkerhedsaftaler mellem Rusland og USA foranlediget af USA.
I 2001 trak USA sig ud af ikkespredningsaftalerne med Rusland. Det var både Anti-Ballistic Missile traktaten [3] og Atomvåbenaftalen, som påbød begge nationer at reducere antallet af atomvåben. NATO udbyggede, som nævnes senere, i begyndelse af 2000 tallet det militære
beredskab med baseanlæg mod øst i Europa og mod syd i de tidligere sovjetrepublikker i Kaukasus og i Asien.
Denne vedvarende og ukloge politik har ført til den aktuelle og nye kolde krig, hvor 75.000 soldater og et stort antal NATO-baser er opmarcheret langs nabolandene til Rusland.
(Se oversigt vedhæftet)
Det har ført Rusland til at søgte væk fra pro-amerikanske idealer og tilbage til pre-perestrojka traditioner og idealer, der kun kan søge strategiske og politiske allierede indenfor de kendte rammer, mente Gorbatjov i 2005. (Kilde. Gorbachev’s Lost Legacy – The Nation, 24. februar 2005).
NATO begrunder deres udvidelser og militære oprustning som et forsvar mod russisk aggressionspolitik i de tidligere medlemmer fra Warszawa-pagten.
Fra et russisk perspektiv har Vesten lige siden Sovjetunionens kollaps i 1991 negligeret legitime russiske sikkerhedsinteresser. NATO og EU har holdt Rusland isoleret uden store muligheder for nye alliancer, hverken økonomiske eller militære. Rusland argumenterer for, at det er Natos politik, der har udløst den aktuelle krise.
Sikkerhedspolitisk krise i Europa
For at forstå den stærkt forværrede sikkerhedssituation i Europa er det nødvendig at erkende, at USA og dets europæiske allierede / NATO begik en kæmpe brøler ved at afvise Moskvas talrige krav om at opnå sikkerhedsgarantier relateret til NATO’s øst-udvidelse og udstationeringen af NATO-styrker i Polen og Baltikum – efter Ruslands annektering af Krimhalvøen i 2015. Siden dengang er amerikansk militærhjælp til Ukraine løbet op i 2,5 milliarder dollar. Det siger en række sikkerhedspolitiske analytikere i USA og Storbritannien op til møde i Genève mellem ministre og embedsmænd fra USA og Rusland for at finde løsninger på den anspændte situation mellem Ukraine og Rusland. Kilde: Information 2022.v. Martin Burcharth
Analytikernes hovedpointe er, at Biden-regeringen og NATO-landene ikke har forstået eller sat sig ind i, hvordan den sikkerhedspolitiske situation har udviklet sig set fra et russisk perspektiv siden afslutningen på Den Kolde Krig.
Økonomiske konflikter og rivalisering efter EU’s udvidelser mod øst
Det er ikke alene den militære udvikling, der har været afgørende for isolation af Rusland. Den økonomiske udvikling og adgang til markeder spiller også en afgørende rolle.
Den Eurasiske Økonomiske Union.
Den økonomiske situation efter Sovjetunionens sammenbrud var præget af kaos og hensynsløst opkøb, og tilraning af de tilbageværende værdier i landet.
EU-planer: Parallelt med USA’s og NATOs militære udvidelsesplaner så EU en mulighed i at udvide og indlemme de tidligere østbloklande.
På samme tid og i overensstemmelsen med Minskaftalen arbejdede Rusland på etablering af et stort økonomisk integrationsprojekt EAEU mellem Rusland, Kasakhstan, Hviderusland, Kirgisistan, Armenien og potentielt flere, der kunne genrejse økonomien.
Den Eurasiske Økonomiske Union (EAEU) var det mest ambitiøse integrationsprojekt mellem Rusland og de tidligere sovjetiske lande siden Sovjetunionens fald.
Hele det russiske projekt kom i store vanskeligheder og er ikke blevet den ”Sammenslutning” som Rusland drømte om efter ”murens fald”.
NSG Sammenslutningen betød en udvidelse af den eurasiske toldunion mellem Rusland, Hviderusland og Kasakhstan, som havde eksisteret siden 2010. Toldunionen indebar en økonomisk og handelsmæssig integration på toldområdet.
I 2011 havde Putin sammen med præsidenten af Kazakhstan fremlagt planerne om et nyt udvidet integrationsprojekt, nemlig Den Eurasiske Økonomiske Union. Den nye union skulle have flere og mere omfattende mål, herunder realiseringen af fire økonomiske friheder: fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Den nye union fik problemer, da EU samtidig forhandlede med en række af de samme lande. EAEU blev først officielt oprettet i 2015
En Associeringsaftale mellem EU og Ukraine blev forhandlet færdig i 2017 og herefter var Ukraines deltagelse i EAEU definitivt manet til jorden. Aftalen med EU forhindrer juridisk set Ukraine i at kunne indgå i EAEU. Her kunne forhandlinger være iværksat i stedet for at være mødt med isolation og magtarrogance. Det er udtrykt således i ”Det udenrigspolitiske Selskabs tidsskrift” i 2019 af Celine Emma la Cour, statskundskab på Københavns Universitet. 2019.
Hvis udfaldet af magtkampene blev et samarbejde, kunne det ikke blot føre til økonomiske gevinster for begge parter, men også sikkerhedsmæssige ved at sikre, at de postsovjetiske lande ikke føler sig tvunget til definitivt at vælge side mellem de konkurrerende parter.
Udfaldet afhænger af, om EAEU får opbygget en troværdig organisation og et attraktivt indre marked, om Rusland fortsætter med at intervenere militært i nabolande, og i sidste ende om EU overhovedet er villige til at samarbejde. EAEU giver anledning til at gennemtænke og måske endda nytænke økonomisk samarbejde og sikkerhed mellem EU, Rusland og landene imellem.
I dag – i skyggen af de voldsomme udmeldinger fra NATO –opmarcheringen af militær fra Ruslands og NATOs side – optrapningen fra mange sider – er situationen uholdbar og kræver mere end nogensinde forhandlinger og diplomati. Vi ser ikke tegn på Vestens accept af Rusland som stormagt. Russerne agter ikke længere at affinde sig med Vest- magternes dominans. Den kolde krig blev afsluttet.
Det har taget 30 år for NATO og de vestlige lande at vende anti-kommunismens supertanker –og betragte Rusland som en mulig samarbejdspartner og ikke som en fornyet fjende.
Rusland og EU har i lang tid presset postsovjetiske lande til at vælge mellem deres respektive økonomiske blokke. Det har udløst konflikter i Vestens og Ruslands nærområder med store økonomiske og civile konsekvenser.
Militært modsætningsforhold efter NATOs nye formål
NATOs militære opstillinger
Et ”partnerskab” mellem Rusland og Vesteuropa blev igen forsøgt efter Krims indlemmelse i 2014. Det strandede da Rusland sagde nej til planen om Ukraines indlemmelse i NATO – inclusive Donbass området.
Rusland påmindede vesten om den oprindelige aftale om NATOs begrænsning og påpegede at NATO havde fjernet sig markant fra tankerne bag den gamle aftale og den senere indgåede Minskaftale fra 2015.
Men optrapningen forstærkedes ved NATOs missilopsætning og troppeopstilling i Baltikum, Polen og Ungarn. Denne ”fremskudte tilstedeværelse”, Enhanced Forward Presence (eFP), i Baltikum og Polen blev besluttet af stats- og regeringscheferne på NATO-topmødet i Warszawa i 2016.
Også de nordiske lande opruster. NATO`s begrundelser er, ”Sikkerhedssituationen i Østersøen, der i de seneste år er forværret”, der ønskes et tættere militærsamarbejde mellem de nordiske og de baltiske lande.
- 23. december 2017 tog Trump-administrationen, ifølge The New York Times, beslutning om at USA skulle spille en større rolle i konflikten, da de vedtog et forslag om at sende panserværnsvåben til Ukraine. Det vil sige våben, man kan bruge mod kampvogne. USA har indtil da bidraget med militærtræning og andet udstyr. Den beslutning var med til at rykke den lokale militærbalance, fordi den ukrainske hær oprustes via USA.
Vi må konstatere, at der er flere forskellige interesser, der er på spil blandt NATO-landene.
Frankrig, Belgien og undertiden Tyskland har været kritiske overfor NATO`s afvisning af Rusland. De har været skeptiske overfor NATOs dominans under ledelse af USA. De har på forskellig vis ønsket større forhandlingsvilje overfor Rusland. – Men det er stadig USA, der svinger taktstokken.
Indtil nu har NATO landene bidraget til den højspændte situation med flg opstilinger:
De baltiske lande:
I Estland er der en NATO-bataljon ledet af Storbritanien og sammensat af 800-tropper fra Danmark og Frankrig med 4 German Typhoon jetfly, der udfører Baltic “Air Policing” missioner.
I Letland er der en 1,200 personbataljon ledet af Canada og sammensat af militærpersonale fra Albanien, Italien, Polen, Spanien og Slovenien.
I Litauen ledes en bataljon af 1,200-personer med tysk militærpersonale fra Belgien, Kroatien, Frankrig, Luxembourg, Holland og Norge med 4 Dutch F-16 jet-udførelsen af Baltic Air Polling-missioner.
Der er sket en stigning i de militære budgetter i Estland og Letland og Litauen, der fordobler sit militære budget på grund af NATO’s pres. (opgørelsen er fra 2019)
Østeuropa
I Polen findes der et amerikansk Aegis landbaseret missilsystem og en 4,000-amerikansk føringsbataljon med tung rustning, herunder 250-tanke, Bradley Fighting Vehicles og Paladin Howitzers.
I Rumænien har USA placeret et Aegis landbaseret missilsystem, den første i Europa siden den kolde krig.
I 2019 ville NATO oprette et nyt hovedkvarter i Letland (Østersøregionen.).
I marts 2019 blev Nato alliancens “knytnæve mod øst” lanceret. Alliancen udvider, når de indvier et nyt divisionshovedkvarter ved byen Adazi nordøst for Letlands hovedstad, Riga. Danmark har påtaget sig ledelsen af det nye hovedkvarter, der skal stå for en del af NATOs operative planlægning samt træne og støtte de baltiske landes forsvar.
Danmark er atter villig nu til at påtage sig en vigtig rolle i Natos “afskrækkelsesprofil i østersøregionen”, udtalte forsvarschef Bjørn Bisserup 8. marts 2019.
Det nye danskledede hovedkvarter hedder Multinational Division North og skal ligge permanent i Letland. Kilde. www.Forsvar.
Militærøvelser I Norden/ Skandinavien
I Norden fandt NATOs største militære øvelser siden slutningen af den kolde krig, der blev kaldt Trident Juncture 18, sted i Norge fra 25.oktober til 7. november 2018. i hvad der var en massiv styrke, med det formål at skræmme Rusland. Omkring 50,000 tropper fra 31 lande – NATO’s 29-medlemslande plus Sverige og Finland – deltog i de manøvrer, der var organiseret i det centrale Norge til landøvelser, i Nordatlanten og Østersøen til de maritime operationer og i norske, svenske og Finsk luftrum. Læs mere fra World beyond War.
Ruslands militær har ændret sig
Vi kender ikke de konkrete anlæg i Rusland, men har siden annekteringen af KRIM været konfronteret med en russisk hær der i løbet af 2010´erne fra at være en hær i opløsning til genopbygning af en hær, der har øvet sig til konflikt mod en stærk modstander – Nato.
For landmagten Rusland er hæren det vigtigste værn. Selvom Ruslands overordnede militærdoktrin er defensiv af natur, er hæren organiseret, sådan at den er i stand til i en krisesituation at tage initiativet og gennemføre en større konventionel krig med meget kort varsel. Øvelsesmønsteret over de senere år vidner om en tydelig udvikling: Rusland øver sine væbnede styrker i med kort varsel at kunne gennemføre store, konventionelle operationer mod en ligeværdig modstander (Nato).
Militærøvelse.
I Tsentr-øvelsen i 2019 indsatte man 128.000 mand, 600 fly, 250 kampvognskøretøjer, 450 infanterikøretøjer og 200 artilleripjecer og raketsystemer i et storstilet forsvar mod et tænkt, konventionelt angreb fra en ligeværdig modstander – NATO. Se Trident Juncture i 2018 mand.
I Kaukasus gennemførtes “Kaukasus 2020” i efter året 2020. Omkring 12.900 soldater tog del i øvelsen, og under ledelse af det russiske militær skulle i alt 80.000 mennesker være involveret i øvelsen. De deltagende soldater kom både fra Rusland, Kina, Pakistan, Hviderusland, Armenien og Myanmar. Der var også jagerfly på forsvarspatrulje ved operative luftbaser.
Repræsentanter fra Aserbajdsjan, Indonesien, Iran, Kasakhstan, Tadjikistan og Sri Lanka skal ifølge Tass fungerede som observatører. Øvelsen ses ifølge dpa som et modsvar på Nato-øvelser nær russisk territorie oplyste det russiske forsvarsministerium
Antagonismen udvikler sig til åbenlys konflikt – til krig
I løbet af det sidste årti har USA og NATO aktiveret militærbaser i de baltiske, skandinaviske og østeuropæiske lande langs grænsen til Rusland.
Yderligere har det arktiske område tiltrukket sig stor strategisk og økonomisk interesse og Europa og USA’s strategi er også her, at kriminalisere de russiske interesser, som værende uden legalitet og med skumle bagtanker. Ruslands 30.000 km lange grænse langs Ishavet rummede mange militære sikkerhedsanlæg, der blev lukket ned i de glade fredsdage efter Gorbatjov. Nu genetablerer Rusland en del af disse anlæg, og det anses af NATO som en aggression, medens danske og amerikanske varige baser og tilstedeværelse anses for fredelige. Den politiske tilgang er uholdbar. Den kan kun løses ved at gribe i egen barm og se sig i spejlet, tage en dyb indånding og forstå det fejlgreb det var- at underbyde Rusland i det omfang som vi medvirkede til. Et greb, der var styret af verdens største militærmagt og dominerende økonomi og deres kamp for at bevare titlen som verdens eneste supermagt. Men den titel er for længst smidt væk.
Verden ændrer sig hastigt og nye stormagter har overtaget scenen. NATO forsøger på alle måder at fastholde sin position, men har blottet sin afmagt i Mellemøsten og Afghanistan, EU er ved at falde fra hinanden i 2 store dele, hvor forholdet til Rusland er en vægtig årsag ligesom USA’s dominans er den anden. Tilbage står et Rusland, der uden illusioner om overholdelse af aftaler, kan kaste EU og NATO ud i store vanskeligheder for ikke at sige en krig. (Dateret januar 2022.)
Ruslands invasion af Ukraine
Ved denne artikels deadline har Rusland invaderet dele af Ukraine. Første del af Ruslands invasion var rettet mod de 2 områder i Donbass regionen, der har udtrykt ønske om at blive anerkendt som selvstændige enheder. Rusland anerkendte deres nye status 23. februar.
Efterfølgende sendte Putin en opfordring til nye samtaler med USA om at afstå fra Ukraines medlemskab af NATO. USA afslog. De fandt ikke, at der var grundlag for forhandlinger længere. Mens FN’s sikkerhedsråd mødtes i New York i et sidste forsøg på at afværge krig, gik Ruslands præsident på tv og annoncerede en “specialmilitæroperation” for at “beskytte” Ukraines Donbass-region. Præsident Putin har torsdag 24. februar 2022 indledt et angreb på Ukraine.
Han opfordrede de ukrainske tropper til at lægge deres våben og tage hjem. Samtidig sendte han en klar advarsel til andre lande. ”- Alle, der forsøger at blande sig eller værre endnu at skabe trusler mod vores land og vores folk, skal vide at Ruslands svar vil være øjeblikkeligt og medføre konsekvenser, I aldrig har oplevet, sagde præsident Putin ifølge New York Times. – Vi er forberedt på alt.
Årtiers forsøg på at etablere et Europa i samarbejde også med Rusland er i dag brudt sammen. Som det fremgår, kan årsagen findes i flere forhold. Men herfra skal det tydeligt fremgå, at NATOs fremfærd i verden ikke har medvirket til partnerskab, men har understøttet et koldkrigs perspektiv, hvor de konkurrerende imperialistiske magter, benytter krige og konflikter til at fastholde magten. Fra den position var det vedholdende en klar afvisning af forhandlinger med Rusland.
En uklog position.
Danmark har et medansvar for NATOs fejlslagne politik. Vi skal ud af NATO, og ikke længere følge trop til USA’s imperialistiske verdenssyn. Vi skal arbejde for et sikkerhedspolitisk perspektiv, hvor vi siger Nej til den konfliktoptrapning og militarisering som det foreslåede forsvarsforlig indebærer. Et forlig der sætter fokus på krigshandlinger snarere end fredsforhandlinger. Stop alle krigshandlinger i Europa. ”Lad ikke vinderen tage det hele en gang til”.
[1] Oprindeligt havde NATO 12 medlemslande. Disse lande var Storbritannien, USA, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge og Portugal.
[2] Danmark, Polen og Tyskland havde lige efter Polens optagelse oprettet et korpshovedkvarter i Szczecin. Det blev udvidet til at fungere som et regionalt korpshovedkvarter på et højt beredskabs niveau. Hovedkvarteret er udset til at spille en central rolle for NATO’s tilstedeværelse i Østersø-regionen i såvel fredstid, under kriser og i tilfælde af krig.
Multinational Corps Headquarters North-East. Kilde: Fremskudt tilstedeværelse i Baltikum og Polen (eFP) (fmn.dk)
[3] I december 2001 trak USA sig ensidigt ud af aftalen med virkning fra sommeren 2002. Begrundelsen var, at aftalen hindrede USA i at udvikle metoder til at beskytte sig mod fremtidige angreb fra terrorister og slyngelstater. *Et ABM-system er et system, der er beregnet til at imødegå strategiske ballistiske missiler eller elementer deraf, i deres bane. Det består af: *luftværnsraketter, *affyringsramper, *radarer”. Aftalen er opdateret igennem årene og mødte modstand i 2001 fra USA’s side. Med henvisning blandt andet til den øgede trussel fra såkaldte ” slyngelstater” valgte USA i 2001 at opsige ABM-aftalen. Dette skete helt efter de aftaler som stod i aftalen.
Opsigelsen trådte i kraft den 13 juni 2002. USA og Rusland har siden skændtes om, hvem der havde ansvaret for aftalens ophør.
