Krystalnat 2012 og 2013

Læs om Krystalnatten 9. november 2012.

Talere bl.a Sprogforsker Knud Lindholm Lau fra www.Klemperer talte om “Magtens Sprog” og om sprogets betydning i nazi -propagandaen, med tydelige tråde til de sidste ti års DF propaganda.

Ved demonstrationen på Nytorv i København blev dagen markeret med musik og taler.Du kan læse talen, der blev afholdt af formanden for Socialpædagogerne Storkøbenhavn Lars Petersen.

ALDRIG MERE EN KRYSTALNAT

I dag er det 75 år siden, at nazisterne i Tyskland overfaldt deres jødiske medborgere, smadrede jødiske bygninger og forretninger.I dag mindes vi dem, der blev udsat for nazisternes overgreb – vold og forfølgelse. Og, vi minder os selv om: Aldrig mere en krystalnat.

I sidste måned var det 70 år siden, at danskere med risiko for eget liv sejlede flertallet af de danske jøder til Sverige.Det er ikke mange uger siden, at endnu en tragisk bådulykke ud for den italienske ø Lampedusa kostede flere hundrede flygtninge livet. I Italien straffes dem, der medvirker til at redde immigranter.

På samme tid blev der på Esplanaden afsløret en mindeplade. En mindeplade for de Mærsk søfolk, der fra 1975 og nogle år frem samlede 6.594 vietnamesiske bådflygtninge op i Det Sydkinesiske Hav og bragte dem til Danmark. Initiativ til en mindeplade blev taget af fire af de reddede.

Dette nævner jeg – ikke for at fremhæve en særlig dansk medmenneskelighed eller civilcourage. Jeg gør det for at minde om, at vi fortsat er vidner til forfølgelse og chikane over for vore dages mindretal.Jeg gør det for at fremhæve, at vi kan vælge en anden og bedre vej end den, der førte til Krystalnatten.

Rundtomkring i Europa ser vi fascismens grimme ansigt vise sig i kølvandet på den økonomiske krise. Der er grupper, bevægelser og partier, som åbent bruger de metoder, som nazisterne brugte i deres forfølgelse og terror over for jøderne.

Voldelige overfald på mindretal er endnu en sjældenhed i Danmark.Men i gadebilledet som i for eksempel Sydhavnen er der massevis af klistermærker og mærkater med hagekors og højreekstremistisk propaganda. I nattens mulm og mørke kastes sten mod ruderne i væresteder for socialt udsatte og andre mindretal.

Det er små og mindre handlinger, som der er al mulig grund til at være opmærksomme på. De kan nemt blive til en hovedstrøm, vi måske for sent opdager, hvis ikke vi hele tiden siger fra og klart tager afstand fra forfølgelse og chikane overfor mindretal.  Andre mindretal end jøderne måtte undgælde for nazisternes forfølgelse og terror. Som led i den nazistiske racepolitik blev mellem 70.000 og 100.000 handicappede slået ihjel i Nazityskland.

Fysisk og psykisk handicappede var i henhold til den nazistiske racehygiejne-politik ”ubrugelige” i det tyske samfund. De var en trussel mod den ariske genetiske renhed og ”uværdige” til at leve. Det er foragteligt. Og, det er det også, når kommunalpolitikere og topembedsfolk de senere år har tordnet mod det opadgående udgiftspres på hjælpen til de svageste i samfundet. En debat, hvor tonen er blevet rå. Men, værst af alt er det, at også synet på mennesker med handicap er skredet.

Der skal skæres i bevillingerne til mennesker med handicap, fordi grænsen er nået. Hjælpen til de svageste er gået for vidt. De socialpolitiske målsætninger og den sociale lovgivning skal rulles tilbage.Og, som en borgmester spurgte for ikke så mange år siden; hvorfor kan de handicappede ikke bare medicineres og spærres inde. En anden fulgte efter med lignende udtalelser om, at vi skulle tage hul på en diskussion om, hvor langt man skal gå i humanismens navn. Det specialiserede socialområde er blevet kaldt en gøgeunge, der belaster den offentlige velfærd og derfor skal ud af systemet.Udgifterne er blevet benævnt ”Dødens gab”.Det er et frygteligt sprog. Også fordi ord kan skabe, hvad de nævner. Vi hører oftere og oftere om hadefulde udfald mod handicappede i det offentlige rum.

Blot et enkelt eksempel: En bedstefar kører i en handicapbil og bliver på en parkeringsplads mødt af et par kvinder, der siger til ham: Nå det er sådan nogen som dig, der er skyld i vores dårlige økonomi. Bagefter siger det 11-årige barnebarn til sin bedstefar: De var da vist ikke særlig rare ved dig.

Det gør ondt. Også, som sagt, fordi ord kan skabe, hvad de nævner. Derfor skal vi være meget bevidste om, hvordan vi omtaler mennesker med handicap – og undgår nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.

Nynazistiske og fascistiske grupperinger gør opmærksomme på sig selv på en måde, som vi kan forholde os til.Det må ikke få os til at overse, at frøet til forfølgelse og chikane plantes, når der ikke utvetydigt siges fra overfor den politiske retorik eller hadefulde udfald mod tilfældige borgere på gaden eller i supermarkedet. Jeg er ikke bleg for at sige, at den største fare i dag ligger i samfundet i lmindelighed. I den uafhængigheds- og kontrolkultur som har udviklet sig.

En uafhængighedskultur, hvor vi skal sørge for os selv og hvor en hver er sin egen lykkes smed. En kultur der mødes af overvågning og sanktioner, som ikke mindst rammer de svageste i samfundet.

Mennesker med handicap og socialt udsatte behandles dårligere og dårligere. Deres rettigheder krænkes. De får ikke den hjælp de har retskrav på. Det værste er dog næsten, at de bliver behandlet nedværdigende og ikke hørt som ligeværdige mennesker. De krænkede rettigheder, kan man påklage til ankesystemet, men den respektløse behandling står den enkelte alene med.

Kimen finder jeg i hele den kommando- og mistillidskultur, der langsomt er opbygget i den offentlige sektor de sidste mange år. En kultur, hvor de ansatte mødes af kontrol og bureaukrati.Det er heldigvis mange, som tager til genmæle, som vi også gør det i dag. Vi skal markere vores modstand mod den forfølgelse, som finder sted i dag med protester, afstandtagen og fredelige manifestationer.

Vi skal mobilisere til store demonstrationer som udstiller, hvor få og ubetydelige de er, dem der lægger vore dages mindretal for had.I den forbindelse vil jeg gøre opmærksom på arrangementet den 14. december i netop Sydhavnen, hvor initiativet ”Racismefri by” inviterer til manifestation mod racisme.

Jeg er socialpædagog og for mig er det enkelte menneskes værdighed, social retfærdighed, medmenneskelighed, frihed og professionel integritet noget helt afgørende. Respekten for forskellighed og accept af personer med handicap – som en del af den menneskelige mangfoldighed og af menneskeheden – er hele grundlaget for FN’s handicapkonvention og den danske lovgivning.

Når forældre siger fra overfor at DERES ”normale” barn skal gå i klasse med et barn med lidt mere specialiserede behov er inklusion mere en social konstruktion end en reel situation og mulighed for barnet med funktionsnedsættelser.

I begyndelsen af oktober offentliggjorde Det Nationale Forskningscenter SFI en undersøgelse, som viser at rigtigt mange mennesker med handicap oplever, at de bliver diskrimineret på grund af deres handicap. Det gør de på arbejdspladserne, på uddannelserne og i mødet med sundhedssystemet. De bliver diskrimineret i hverdagslivets aktiviteter og fælleskaber.

Mennesker med funktionsnedsættelser deltager langt mindre end mennesker uden nedsat funktionsevne i kulturelle eller sociale byaktiviteter. Sagt på almindelig dansk: Vi ønsker ikke ”den belastede elev” i vores barns skoleklasse. Vi vil ikke se mennesker med handicap på den bar eller café, hvor vi plejer at komme.Den slags holdninger præger børnene og bidrager til at stigmatisere og ekskludere medborgere med handicap.

Der kan være langt mellem virkeligheden og de flotte politiske målsætninger om inklusion. Det har vi et fælles ansvar for at få ændret på. For vores egen skyld.

Hvis ikke mennesker med handicap inkluderes i fællesskabet, vil samfundet og den enkelte miste noget væsentligt i forståelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Tak for ordet.