Identitær
Et nyt fænomen på den yderste højrefløj har fundet spalteplads i den offentlige debat. Det drejer sig om den internationale identitære bevægelse, som nu også har fået en aflægger i Danmark.
I Information den 8. 2. beskriver tre repræsentanter for den danske afdeling deres forståelse af, hvordan det ideelle samfund skal se ud: Det skal bygges på en etnokulturel dansk identitet, som går generationer tilbage, og som skal beskyttes mod ”fjenden iblandt os (….) bandekrig, seksuelle overgreb mod vores (!) kvinder, parallelsamfund” osv. Grænserne skal lukkes mod ”en invasionsstyrke”, så ”dine døtre kan vokse trygt og sikkert op”. Der er både indre og ydre fjender, som truer den danske kultur og den europæiske ”ånd”.
Etnokultur
Ifølge de identitære skal den etnokulturelle identitet beskyttes mod ”fjenden iblandt os (….) bandekrig, seksuelle overgreb mod vores (sic) kvinder, parallelsamfund” osv. Grænserne skal lukkes mod ”en invasionsstyrke”, så ”dine døtre (sic) kan vokse trygt og sikkert op”. Der er både indre og ydre fjender, som truer den danske kultur og den europæiske ”ånd”.
I Deadline den 2. februar formulerer talspersonen for de identitære i DK, Aurelija Aniulyte det således: ”Kultur i Danmark er bygget op gennem århundreder og årtusinder. Gennem folk, der bor her. Det etniske er kontinuiteten. Man er i familie med de folk, der har boet her i utallige generationer. Det er det, der giver sammenhængen, som er danskheden.”
På journalistens spørgsmål, om danskhed og familie betyder blodets bånd – det at have gener til fælles, svarer Aniulyte: ”Ja, det kan man godt sige.”
Man skal ikke mange tiår tilbage i den europæiske historie for at finde en lignende opfattelse af blodets betydning for en bestemt etnicitet. Blut und Boden ideologien (blod og jord) delte befolkningen op i en genetisk ens gruppe født på tysk jord i generationer eller af tysk afstamning og andre grupper, som ikke tilhørte dette folk. Det endte med folkemord.
Hvis det er det, de identitære forbinder med europæisk kultur, har de diskvalificeret sig selv som politisk bevægelse. Europæisk kultur er det modsatte af genetisk polarisering af befolkningsgrupper. Den er garant for, at mennesker lever sammen som medborgere uden at skulle diskrimineres eller forfølges pga. etnicitet, religion, køn eller seksualitet.
Defend Europe
Den europæiske kultur er ifølge de identitære under angreb af andre etniske kulturer, og det må der gøres noget ved. Flygtninge skal stoppes, før de når europæisk jord. Under sloganet Defend Europe hyrede en gruppe identitære sidste sommer et skib, som skulle sejle rundt i Middelhavet for at hindre NGO skibe i at hjælpe flygtninge i havsnød. Hvis det var lykkedes for dem, havde konsekvensen været, at de havde set på, at mennesker druknede for øjnene af dem.
Hvis det er europæisk kultur, kan det kun beskrives som kynisk og inhumant og er lige det modsatte af, hvad europæisk ånd burde være, nemlig den udstrakte hånd til mennesker i nød.
Mennesker med såkaldt ikke-vestlig baggrund, som er født eller har boet i Europa i mange år, skal sendes ud af Europa. Til det formål har de identitære lanceret en kampagne, som de kalder Remigration. I Danmark gør de med aktioner i S-togene opmærksom på, at der ikke er plads til de andre. ”Ryk tættere sammen. Der kommer flere migranter” står der på deres løbesedler. Remigration skal forhindre ”den store udskiftning af den danske befolkning”, som der argumenteres med på deres hjemmeside. Ofte ender frygten for de andre i had og hetz – i ytringsfrihedens navn.
En sådan udlægning af europæisk kultur er en forvrængning af ytringsfriheden. Fra at være de underpriviligeredes ret til at ytre sig mod de priviligerede og magthavere, er ytringsfriheden blevet magthavernes instrument til at udpege bestemte (p.t. muslimske) befolkningsgrupper som syndebukke, og hadgruppers argument for at kunne sprede hadefulde og nedsættende budskaber om mennesker, de ikke mener hører til i det danske eller europæiske kulturfællesskab.
Den identitære bevægelse er et nyt knopskud på den yderste højrefløj. Den kan bekymre, fordi den gemmer sit genetiske kultur- og menneskesyn bag et slør af ungdommelig aktivisme. Men det, der bekymrer mest, er, at dens politiske budskaber ikke adskiller sig synderligt fra de etablerede partiers (fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet) holdninger. Holdninger, som har sat den politiske dagsorden i debatten om flygtninge, asyl og integration, og som i skrivende stund har resulteret i regeringens 71 stramninger på udlændingeområdet.
