Først var det Saddam. Så Gaddafi. Nu er der et ledigt vikariat som vestens foretrukne bindegale tyran.
Forfatter: Robert Fisk. Oversat af Demos red.
Gaddafi er komplet skør, en vanvittig på niveau med Ahmadinejad og Liberman. Så vi skal tage ”alle nødvendige tiltag ” for at forsvare Libyens civile, eller skal vi? En skam vi ikke tænkte over det for 42 år siden. Eller 41 år siden. Eller …Okay, I kender fortsættelsen. Og lad os ikke narres af, hvad der virkelig står i FN- resolutionen.
Endnu engang er det tid til regime skift. Og ligesom i Irak – for at bruge en af Tom Friedmans eneste mindeværdige ord fra den tid – når den sidste diktator er væk, hvem ved da hvilke slags flagermus, der kommer ud af æsken?
Efter Tunesien, efter Egypten, da måtte det blive Libyen ikke? Araberne i Nordafrika kræver frihed, demokrati, frigørelse fra undertrykkelse. Ja, det er, hvad de har til fælles. Men hvad disse nationer også har til fælles er, at det var os, Vesten, der plejede deres diktaturer, årti efter årti efter årti. Franskmændene kælede for Ben Ali, amerikanerne strøg Mubarak med hårene, mens italienerne plejede Gaddafi indtil de øvrige vestlige ledere gik i gang med at genoplive ham fra den politiske død.
Gad vide, om det er derfor vi ikke har hørt fra Lord Blair af den store iranske by ”Isfahan” for nylig? Selvfølgelig skulle han være der og klappe i sine hænder med fryd over endnu en humanitær intervention. Men måske slapper han bare af indimellem delene. Eller måske sidder han stille, og bøvser katolske bønner op i forventningen om en Gaddafi i fuld sving.
Så lad os lette lidt på gardinet og kigge på mørket bag det. Jo, Gaddafi er fuldkommen gal, langt ude, en vanvittig på linje med Irans Ahmanedinejad og Israls Lieberman – som for resten en gang vrøvlede der ud af om, hvordan Mubarak kunne ”gå ad helvede til” og så rystede af skræk da Mubarak faktisk bevægede sig i den retning. Og der er et racistisk element i alt dette.
Mellemøsten ser ud til at skabe disse galninge – i modsætning til Europa, der i de sidste 100 år kun har skabt Berlusconi, Mussolini, Stalin og den lille fyr, der plejede at være korporal i det 16. Bayerske reserveinfanteri, men som virkelig gik amok da han blev valgt i 1933 – men nu gør vi rent i Mellemøsten og glemmer vores egen kolonifortid i denne sandkasse. Og hvorfor ikke, når Gaddafi fortæller indbyggerne i Benghazi at ”vi vil komme, ‘zenga, zenga’ (gyde efter gyde), hus efter hus, værelse efter værelse.” Det er klart at det er en humanitær intervention, som virkelig, virkelig, virkelig er en god idé. Når alt kommer til alt, bliver der ikke sat ”en støvle på jorden”.
Det er indlysende at hvis denne revolution var blevet voldeligt undertrykt i lad os sige Mauretanien, så tror jeg ikke at vi ville kræve flyveforbudszoner. Eller nu jeg tænker over det, heller ikke i Elfenbenskysten. Eller et hvilket som helst andet land i Afrika, der ikke har olie, gas eller mineralforekomster eller som ikke udgjorde en vigtig brik i vores forsvar af Israel; sidstnævnte er den virkelige årsag til at vi tager os så meget af Egypten.
Der er nogle få ting, der kan gå galt, hvis man skeler til de flagermus, der stadig ligger i deres æskes glinsende mørke interiør. Tænk nu hvis Gaddafi bider sig fast i Tripoli, briterne, franskmændene og amerikanerne skyder alle hans fly ned, sprænger alle hans lufthavne i luften, angriber hans rustnings- og missilbatterier, og alligevel forsvinder han simpelthen ikke. I torsdags lagde jeg mærke til, lige før FNs afstemning, at Pentagon begyndte at briefe journalisterne om farene ved hele affæren; alene opstillingen af en flyveforbudszone kunne tage ”dage”.
Hertil kommer Gaddafis egen svindel og slyngelstreger. Vi så det i går, da hans egen minister bekendtgjorde våbenhvile og en ende på ”militære operationer” velvidende, selvfølgelig, at en Nato styrke forpligtet af et regimeskift ikke ville acceptere det, og på den måde tillade Gaddafi at fremstille sig selv som en fredselskende arabisk leder der er offer for vestlig aggression: Omar Mukhtar lever igen.
Og hvad hvis vi simpelthen ikke er parate til at Gaddafi´s tanks ruller videre? Sender vi så vores lejesoldater ind for at hjælpe ”oprørene”? Opstiller vi en midlertidig butik i Benghazi med rådgivere og NGOer og den sædvanlige diplomatiske budding?
Bemærk hvordan, på dette kritiske tidspunkt, vi ikke længere taler om Libyens stammer, disse hårde krigeriske folk som vi påberåbte med sådan en entusiasme for et par uger siden. Vi taler nu om behovet for at beskytte ”det libyske folk”, uden længere at registrere senoussi, det mest magtfulde stammefolk i Benghazi, hvis mænd har udgjort en stor del af de kæmpende. Kong Idris, som Gaddafi smed af tronen i 1969, var en senoussi. Det rød, sort og grønne ”oprørs flag – Libyens pre-revolutionære flag – er faktisk Idris flag, et senoussi flag. Lad os nu antage at de når Tripoli (selve formålet med hele øvelsen ikke sandt?), bliver de da budt velkommen? Ja, der var protester i hovedstaden. Men selv mange af de modige demonstranter kom oprindeligt fra Benghazi. Hvad vil Gaddafi´s tilhængere gøre? ”Sive væk”? Pludselig indse at de i sidste ende hadede Gaddafi og slutte sig til revolutionen? Eller fortsætte borgerkrigen?
Og hvad hvis ”oprørerne” går ind i Tripoli og beslutter sig for at Gaddafi og hans forrykte søn Saif al-Islam skal have deres retfærdige bekomst, sammen med deres håndlangere? Vil vi lukke vores øjne for hævndrab, offentlige hængninger, den slags behandlinger som Gaddafi´s kriminelle har udført i mange lange år? Det spekulerer jeg over. Libyen er ikke Egypten. Igen, Gaddafi er vanvittig og givet hans mærkelige optræden med den grønne bog på hans altan på det udbombede hus, tygger han sikkert også gulvtæpper indimellem
Så er der faren for at ”ting går galt” på vores side, bomberne der rammer civile, Nato flyet der måske bliver skudt ned eller styrter ned i Gaddafi´s territorium, den pludselige mistanke blandt ”oprørerne”/”det libyske folk”/demokratidemonstranter at Vesten, i sidste ende, har skjulte hensigter med deres hjælp. Og der er en kedelig, universel regel omkring alt dette: Det sekund du bruger dine våben mod en anden regering, uanset hvor berettiget, begynder tingene at løbe af sporet. Det var, når alt kommer til alt, de samme ”oprørere” der udtrykte deres vrede over fransk ligegyldighed, der torsdag morgen viftede med franske flag torsdag aften. Længe leve Amerika. Indtil…
Jeg kender godt de gamle argumenter. Uanset hvor slem, hvor opførsel har været i fortiden, hvad kan vi så gøre nu? Det er lidt sent at spørge om det. Vi elskede Gaddafi da han tog over i 1969 og så, efter han viste at han var et grødhoved, hadede vi ham og så elskede vi ham igen – Jeg refererer til Lord Blairs håndspålæggelse – og nu hader vi ham igen. Var Arafat ikke en omvendt men lignende hitliste for israelerne og amerikanerne? Først var han en super-terrorist, der tørstede efter at ødelægge Israel, så var han en super-statsmand, der gav hånd til Yitzhak Rabin, så blev han igen super-terrorist, da han opdagede at han var blevet narret med fremtiden for ”Palæstina”.
En ting vi kan gøre er at spotte fremtidens Gaddafier og Saddamer som vi avler lige nu, fremtidens vanvittige, torturkammersadister, der kultiverer deres unge flagermus med vores økonomiske hjælp. I Uzbekistan for eksempel. Og i Turkmenistan. Og i Tadjikistan og Tjetjenien og andre ”stans”. Men nej. Dette er mænd vi må handle med, mænd som vil sælge os olie, købe vore våben og holde muslimske ”terrorister” på afstand.
Det er alt sammen kedsommeligt banalt. Og nu er vi tilbage ved det igen, og hamrer på vores skriveborde i åndeligt slægtsskab. Vi har ikke mange muligheder, har vi, med mindre vi vil have et nyt Srebenica. Men hov. Skete det ikke længe efter at vi havde udlagt ”flyvefri”-zone over Bosnien?
Robert Fisk: First it was Saddam. Then Gaddafi. Now there’s a vacancy for the West’s favourite crackpot tyrant.
Oversat fra The Independent