Tyskland:
Afsløring af masterplan for deportationer
Den 10. januar offentliggjorde det tyske researchkollektiv correctiv en rapport om et hemmeligholdt møde mellem højtplacerede politikere fra Alternative für Deutschland (AfD), højreekstremister/fascister og tyske pengestærke virksomhedsejere. Mødet blev afholdt i november 2023 på et hotel i Potsdam nær Berlin. Hotellet (Landhaus Adlon) er ejet af Mathilda Huss, som er deltager i et vidt forgrenet højreekstremistisk netværk.
Mødets emne var masseudvisning af mennesker med udenlandsk baggrund fra Tyskland herunder også mennesker med tysk statsborgerskab
Afsløringen af det hemmelige møde og de efterfølgende store protester har indtil nu ikke været nævnt i den danske offentlighed.
Men der er grund til eftertanke og at være opmærksom på den højredrejning, vi ser i Europa – også her i Danmark.
Masterplan for udvisning – remigration
Mødets to arrangører, Gernot Mörig, en pensioneret tandlæge, og Hans-Christian Limmer, som er en kendt og velstående investor indenfor gastromibranchen, har i årevis haft tætte bånd til den ekstreme højrefløj i Tyskland.
I invitationen til mødet skriver Mörig, at der findes en masterplan for konceptet om udvisninger, og at den vil blive præsenteret af ”ingen ringere” end Martin Sellner.
Sellner er en af lederne af den østrigske gren af Generation Identitær. En bevægelse, som de tyske myndigheder har under observation for højreekstremisme. Deres fascistiske ideologi træder rent igennem med deres idé om et etnisk rent Europa, dvs. et Europa uden indvandrere og især muslimer. De advarer mod den ’store befolkningsudskiftning’, som de mener har været i gang de sidste årtier. For at løse ’problemet’ med mennesker med udenlandsk (mellemøstlig) baggrund, har de udviklet deres koncep om tvangsudvisninger, som de kalder remigration.
Også den danske afdeling af Generation Identitær har i årevis fremført ideen om remigration. I modsætning til Frankrig, hvor gruppen er forbudt, og Tyskland og Østrig, hvor de er under observation, er der herhjemme ingen panderynken hos myndigheder eller borgerlige politikere.
Så sent som i september 2023 havde Konservativ Ungdom, Liberal Alliance Ungdom og folketingsmedlem Mikkel Bjørn Sørensen fra Dansk Folkeparti inviteret GI til debatmøde om problemet masseindvandring på Christiansborg (se Demos Debat 2023-24).
På mødet i Potsdam fremhæver Mörig, at højrefløjen kan være uenige om mange ting, men at remigration er det, der forener dem alle sammen med budskabet: ”om vi som folk i aftenlandet vil overleve eller ikke.”
Sellner uddyber på mødet, at det er alle – også tyske statsborgere med udenlandske rødder, der ”ikke assimilerer sig”, som skal udvises. Han forestiller sig en ”mønsterstat” et sted i Nordafrika, hvor der er plads til 2 millioner mennesker. Her kan migranter ”sluses hen” og leve deres liv.
(I 1940 udviklede nazisterne ideen om at deportere 4 millioner jøder til Madagaskar. Planen om selve jødeudryddelsen blev udtænkt i 1942 på Wannsee-konferencen).
Martin Sellner mener, at også personer, som aktivt støtter flygtninge, skal bo der. I praksis betyder det, siger han, at der skal arbejdes henimod en hårdere lovgivning, og det vil tage årtier. Men de er indstillet på en langtidsplan.
De Identitære kalder det ”metapolitik”, hvor der politisk, kulturelt og sprogligt arbejdes langsigtet med holdningsændringer, så deres ideer med tiden bliver samfundsmæssigt acceptable og dernæst udmøntet i lovgivningen.
Antifascister som fjendebillede
Et andet Generation Identitær medlem, tyskeren Mario Müller, var også til stede på mødet. Müller, som har flere voldsdomme bag sig, er medarbejder for et AfD-parlamentsmedlem. I sit indlæg på mødet pointerer han, at han anser antifascister som den største fare. Hans fokus er derfor kampen mod venstrefløjen. En kamp, som han vil føre gennem vold og via medier. Som eksempel på volden beskriver han en situation fra 2021, hvor han havde lokaliseret en tysk antifascist, som var flyttet til Polen. Müller fik et polsk hooligan tæskehold til at gennembanke antifascisten.
Det andet kampmiddel er platformen, Dokumentation Linksextremismus. Her indsamles informationer om navngivne aktivister, politikere og journalister på venstrefløjen. Informationer, som skal underbygge narrativer om venstrefløjen, og som formidles videre til medier.
Müller anser alle, der arbejder mod den yderste højrefløj, som modstandere.
Alternative für Deutschland
De tilstedeværende AfD medlemmer bakker helhjertet op om remigrationsplanerne. Parlamentsmedlemmet Gerrit Huy fortæller på mødet, at hun i sine 7 år som partimedlem har arbejdet med ”remigrationskonceptet”. Endvidere oplyser hun, at AfD ikke længere er imod dobbelt statsborgerskab, da det jo er nemmere at fratage folk det tyske statsborgerskab, når de også har et andet.
Roland Hartwig er et andet partimedlem, som er til stede på mødet. Som personlig rådgiver for partiets leder, Alice Weigel, hører han til AfD’s magtfulde inderkreds.
Efter afsløringen af det hemmelige møde i november har Weigel den 15.1. fyret Hartwig.
I forbindelse med mødet er AfD politikeren Björn Höcke kommet i søgelyset. Höcke, som ikke deltog i mødet i Potsdam, er spidskandidat til delstatsvalget i Thüringen senere i år – 2024.
Höcke er kendt for sine højreekstreme holdninger, og han har rettens ord for at måtte kaldes fascist. I 2018 udgav han en bog (Nie zweimal in denselben Fluss), hvor han beskriver ideen om ”et stort anlagt remigrationsprojekt for ikke integrerbare migranter”, og hvor ”menneskelige hårdheder og uskønne scener ikke vil kunne undgås”.
Protestbølge mod fascisme
Afsløringen af det hemmelige møde og især deltagelsen af ledende AfD-medlemmer har affødt massive protester i den tyske offentlighed. Siden afsløringen har der været afholdt over 100 demonstrationer i mange byer, hvor mere end 100.000 mennesker har deltaget. Og der er i den kommende tid planlagt endnu flere demonstrationer.
Der diskuteres, om AfD kan forbydes, og der er iværksat en underskriftindsamling under overskriften ”Stop fascisten!” med krav om at fratage Björn Höcke de borgerlige rettigheder ift. valgbarhed. På få dage er der indsamlet over 1 million underskrifter.
Bekymringen for at AfD’s magt styrkes, er stor – især på baggrund af den store vælgertilslutning partiet har fået ved de seneste valg, og fordi der i 2024 skal være delstatsvalg i Thüringen, Sachsen og Brandenburg.
Dansk kontakt
I forbindelse med afsløringen af mødet på Landhaus Adlon oplyser Zeit Online, at danskeren Emil Kirkegaard har en nær kontakt til Mathilda Huss. Han har boet på ejendommen de seneste tre år. Det er ikke tilfældigt, da Huss og Kirkegaard deler samme racistiske anskuelser. Emil Kirkegaard, som i 2021 tog navneforandring til William Engman, beskriver sig selv på de sociale medier som videnskabelig researcher indenfor race- og eugenetik-teorier med tilknytning til Aarhus Universitet. Men i 2016 gør Aarhus Universitet på twitter opmærksom på, at han ikke er videnskabsmand.
Det er med sin pseudovidenskabelighed, at Kirkegaard promoverer sin racisme og ideer om den hvide races overlegenhed. Han fører også ’bevis’ for, at kvinder er mændene underlegne. Desuden har han gjort sig bemærket som fortaler for børneporno og pædofili.
Det undrer ikke, at Kirkegaard med sin “pseudovidenskabelighed” har forbindelse til udviklingspsykolog Helmuth Nyborg.
Nyborg er kendt for sin kontroversielle biologiske forskning i race og køn. Nyborg er også kendt for sine gode forbindelser til højreekstreme miljøer. F.eks. talte han i 2011 på et seminar arrangeret af det holocaustbenægtende ”Dansk Selskab for Fri Historisk Forskning”, hvor det daværende Danskernes Partis leder Daniel Carlsen og den stærkt antisemitiske tidligere leder af Ku Klux Klan, David Duke også deltog.Kirkegaard og Nyborg deltog begge i en Scandza Forum konference i Tallin i Estland i 2023.
Scandza Forum (grundlagt 2017) er en årlig konference, hvor højreekstremister, nynazister og identitære mødes.
I 2019 blev Scandza Forum afholdt i København med bl.a. deltagelse af Rasmus Paludan.
Red. Demos 19.januar 2024