Vibeke Høeg bisættes d. 13. februar fra Skt. Jacobs Kirke.
Vi skal i dag tage afsked med en stærk kvinde, en dejlig veninde, en god kammerat.
Vi mødte Vibeke, da hun blev ansat som direktør for Forlaget Demos i 1976 og der blev indgået et stærkt venskab.
Vidde, som hun selv helst ville kaldes, havde indtil da været ansat, som én af de første kvinder, i IBM i Danmark. En kvinde fra en verden, som vi ikke kendte meget til, men som vi var nysgerrige på.
Vidde var på samme tid aktivist i Rødstrømpebevægelsen. Hun havde boet i et kvindekollektiv i Åbenrå og ville nu gerne bruge sin arbejdskraft på en socialistisk arbejdsplads, der arbejdede for lighed, og frihed. Det var vi meget glade for dengang, og det blev til et langt og oplevelsesrigt fællesskab.
Vidde var målrettet, og flittig. Hun havde styr på ”dækningsgraden” ved vores udgivelser. Hun bragte ny nødvendig viden ind i vores arbejde.
Vidde fik også sammensat en kvindegruppe i Demos, ”Sirenerne” der blev en stærk inspiration for det fremtidige arbejde. Vi fik oprettet en kønspolitisk redaktion, vi udgav” Sådan bliver du pige”, Historien om Bonoboerne, Feministisk selvforsvar, Kære Forældre, m.fl. Det kønspolitiske perspektiv spillede også stærkt ind i Demos udgivelser af musik. Vi fik musikken fra Femølejren, fra kvindefestivaller og ikke mindst var Vidde drivkraften bag ”Kvindemusikfestivalen” i 1977, der blev afholdt i Huset Magstræde og senere blev udgivet som LP.
Vi rejste sammen. Vi var til Verdens Kvindemarch-møde i FN i New York, til Internationalt kvindemøde i Barcelona, til demonstrationer i Marseille etc.
Personligt blev Vidde og jeg venner for livet og venskabet kom til at omfatte din livsledsagerske, Elisabeth. Det var en tid med optimisme og tro på en fremtid med fred, lighed og frihed. Det vil jeg mindes med stor glæde.
Tak for din store indsats.
Vi vil savne dig, din energi og din kærlighed.
F. Demos, Tove Jensen d. 13. februar 2024