Lørdag den 19.8. havde tyske nazister indkaldt til international demonstration i Berlin.
Demonstrationen skulle være en markering af 30 Året for krigsforbryderen, Rudolf Hess dødsdag. Den 17. august 1987 begik Hess som 93 årig selvmord i fængslet i Berlin/Spandau, hvor han havde siddet som livstidsfange efter 2. Verdenskrig.
Op mod 700 nazister fra ind- og udland deltog i marchen. De blev dog mødt med massive protester fra antifascister, fagforeninger, forskellige partier (SPD, die Linke, de Grønne) og andre borgergrupper, som ikke ville tolerere en haddemonstration i Berlin. Der blev lavet siddeblokader, moddemonstrationer og pibekoncerter hver gang, nazisterne holdt tale.
Dagen endte som en rigtig dårlig dag for nazisterne. De kunne ikke marchere den rute, de gerne ville, deres taler druknede i larm, og moddemonstranterne var særdeles aktive og fik slutteligt stoppet nazi demonstrationen.
Hvert år siden 1987 har nazister på tværs af landegrænser med mere eller mindre held forsøgt sig med demonstrationer til minde om Rudolf Hess. I slutningen af 1990`erne blev der gennemført Hess marcher i Danmark. Den kendteste er demonstrationen i Roskilde i 1995, hvor Roskilde borgerne fik smidt nazisterne ud af byen.