Forsamlingshuse vil forbyde nazifester
Det skal være slut med nazi-fester i forsamlingshuse i Sønderjylland. Formanden for de sønderjyske forsamlingshuse, Anders Sørensen fra Skærbæk, vil bekæmpe nazisternes fester juridisk.
-Vi vil undersøge mulighederne for at annullere en lejekontrakt, hvis vi opdager at det er nazister der står bag, siger han til DR Syd.
Fest i Fårhus
I weekenden holdt flere hundrede danske og tyske nazister i Fårhus Forsamlingshus ved Padborg. Først samme dag som festen, opdagede bestyrelsen bag forsamlingshuset, at der var en nazistisk fest på vej. Forsamlingshusene i Sønderjylland vil nægte nazileder Jonni Hansen og andre nazister adgang til at leje husene til sammenkomster. Forsamlingshusene er bange for uro.
– På et tidspunkt skulle jeg ind i forsamlingshuset for at hente sodavand til de unge – og da undrede det mig, at alle gardiner var trukket for. Lidt senere begyndte der at komme tyskere – og det bekræftede mig i, at det vist ikke var en helt normal fødselsdagsfest, siger bestyrelsesformand Kirsten Marie Nissen.
Turde ikke skride ind
Bestyrelsen turde på det tidspunkt ikke annullere lejekontrakten. Både på grund af frygt for ballade, men også fordi det juridiske grundlag er uklart.
– Vi vil gerne vide hvad vi har ret til. Vi skal også undersøge, om vi kan få hjælp af politiet til at forhindre fester, der har lejet sig ind på et forkert grundlag, siger formanden for de sønderjyske forsamlingshuse, Anders Sørensen.
“Vi vil undersøge mulighederne for at annullere en lejekontrakt, hvis vi opdager at det er nazister der står bag.”
Anders Sørensen, formand for de sønderjyske forsamlingshuse.
Ikke af politiske årsager
Han afviser, at det er på grund af politisk uenighed at han vil stoppe nazisternes fester. Det er risikoen for ballade i lokalsamfundet eller hærværk i forsamlingshuset der er hovedårsagen. Weekendens fest forløb i øvrigt fredeligt.
Og der blev ryddet pænt op efter festen.
Kilde: P4 Syd