Den Nationalsocialistiske Undergrund
Nye graverende svigt i det tyske politis opklaringsarbejde af mord og vold.
Allerede i 1998 var de i mediernes s”Nationalsozialistischer Untergrund” – NSU’s afslørede medlemmer Beate Z. , Uwe B. Uwe M. øgelys. Et halvt år efter at den tyske Nationalsocialistiske Undergrund (NSU) blev afsløret er der dukket flere og flere skandaler op om politiets og i særdeleshed sikkerhedspolitiets arbejde.
Den 28. juni er det blevet kendt, at den tyske sikkerhedstjenste (Bundesamt für Verfassungsschutz) ugen efter afsløringen af nazigruppen den 4.11. 2011 makulerede 7 arkivmapper med materiale om den nazistiske gruppe ”Thüringer Heimatschutz”, som NSU var tæt tilknyttet. Igen i december 2011 og i april og maj 2012 blev der destrueret arkivmareriale. Det drejer sig om registreringer, hvor der har været involveret informanter (på tysk V-Leute) i nazimiljøet. Informanter, som er blevet hyret og betalt af sikkerhedstjenesten. I forbindelse med ”Thüringer Heimatschutz” har der været plantet mindst 10 informanter. Den 29. maj skriver dagbladet ”Berliner Kurier”, at Beate Zschäpe umiddelbart efter hendes to medsammensvornes død flere gange er blevet ringet op af et telefonnummer, som kunne spores tilbage til Sachsens indenrigsministerium. Den 2. juli oplyser ugemagasinet ”Spiegel”, at der er blevet manipuleret med sikkerhedstjenestens computerregistreringer. Således er ikke alle informanter blevet registreret. Skandalerne har medført, at chefen for Bundesamt für Verfassungsschutz, Heinz Fromm den 2. juli blev bedt om at træde tilbage. Den 3. juli afskedigedes chefen for Verfassungsschutz i Thüringen, Thomas Sippel, og den 19. juli udstedte det tyske indenrigsministerium et forbud mod at slette al personrelateret information ifm. højreekstremisme.
Medlemmer af NSU-undersøgelsesudvalget taler om bevidste sløringsaktioner, og at man kun har set toppen af isbjerget.
Baggrund
Afsløringen af den højreekstremistiske undergrundsgruppe, ”Nationalsozialistischer Untergrund” har rystet Tyskland. Det, der den 4. november 2011 begyndte som et almindeligt bankrøveri, har vist sig at være begyndelsen til en række uhyggelige afsløringer af nynazistisk terror. Kun få timer efter at to mænd, Uwe Böhnhardt og Uwe Mundlos, havde røvet en bank i byen Eisenach i delstaten Thüringen i det østlige Tyskland og de havde skudt sig selv, fordi politiet havde omringet den campingvogn, hvor de opholdt sig, eksploderede 200 km derfra i byen Zwickau et bolighus. En kvinde, Beate Zschäpe, havde kort tid inden forladt huset. Da identiteten på Böhnhardt og Mundlos blev kendt, kunne skuddene i campingvognen og eksplosionen i huset kædes sammen. Zschäpe blev efterlyst af politiet. Hun meldte sig selv få dage senere. I huset i Zwickau fandt politiet våben, DVD’ere og en harddisk. Våbnene viste sig at være mordvåbnene til 10 uopklarede mord. På en af DVD’erne optræder trioen og bekender, at det er dem, der myrdede de 10 mennesker rundt omkring i Tyskland. Mellem 2000 og 2006 myrdede de 1 græsk og 8 tyrkiske småhandlende. I 2007 skød de to politibetjente, den ene døde. Derudover erkender de at være ansvarlige for et sømbombeattentat mod indvandrere i Köln, hvor 22 mennesker blev såret. De filmede nogle af deres ofre efter at de havde slået dem ihjel. Disse klip vises på bekender DVD’en med teksten ”Original” og ”Handling i stedet for ord”. På DVD’en vises endvidere klip fra den myrdede politibetjents mindehøjtidelighed. Kun få uger før trioen blev afsløret var DVD’en blevet sendt til forskellige indvandrerforeninger og venstrefløjsgrupper. Muligvis var der planlagt en endnu større forsendelse, idet politiet på harddisken fandt en liste med 10.000 lignende adresser. Alt tyder på, at produktionen og forsendelsen af så store mængder DVD’ere var et vigtigt led i nazi-terroren. Det ville have fået en massiv indflydelse på det samfundsmæssige klima og på indvandrernes følelse af deres livssituation i Tyskland, hvis DVD’erne var blevet sendt rundt – med viden om, at de tyske sikkerhedsmyndigheder ikke ville eller kunne stoppe de racistiske gerningsmænd.
I huset fandt politiet også en USB nøgle med 80 navngivne personer, som blev betegnet som politiske modstandere.
Trioen har siden midten af 1990’erne været kendt både af politiet og lokale antifascister i Thüringen, hvor de bl.a. var aktive i det elitære nazistiske ”Kameradschaft Jena”. I 1998 gik de tre under jorden, hvor de levede og begik deres voldshandlinger indtil et tilfældigt mislykket bankrøveri afslørede dem i 2011.
Et tilbageblik
Da der i april 1996 ved en motorvejsbro ved Jena blev fundet en dukke med en påhæftet jødestjerne og et skilt med teksten ”Forsigtig, bombe!”, var Böhnhardt i søgelyset. Men undersøgelserne trak ud i månedsvis, hvorved den begyndende nazistiske terrorvirksomhed uhindret kunne fortsætte. I slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997 afleveredes der tre brevbombe attrapper med hagekors på en lokalavis, rådhuset og politiet i Jena. Politiet undersøgte nazi-scenen i Jena, men indstillede undersøgelserne i midten af 1997. Kun kort tid senere i september 1997 blev der ved teatret i Jena fundet en kuffert påmalet hagekors og med eksplosivt indhold: en funktionsdygtig TNT bombe, som dog ikke kunne tændes pga. et manglende batteri. Tre måneder senere fandt politiet igen en hagekors-kuffert. Denne gang ved et antifascistisk mindesmærke på en kirkegård. Kufferten indeholdt en fyldt benzindunk. To uger før dette sidste fund fik Uwe Böhnhardt en fængselsdom for bl.a. dukken ved motorvejsbroen i 1996. Men han påbegyndte ikke sin afsoning. Den 26. januar 1998 gennemsøgte politiet Böhnhardts, Mundlos’ og Zschäpes lejligheder og garager. Da politiet ikke fandt belastende materiale hos Mundlos og Zschäpe, blev de ikke anholdt. Böhnhardt førte samme dag politiet til et garageanlæg, hvorfra han – alt imens ransagningen foregik – forsvandt. I garagen beslaglagde politiet 1,4 kg TNT og fire funktionsdygtige rørbomber. Siden da var trioen på flugt. Trods en intensiv eftersøgning og forlydender om, at dele inden for sikkerhedspolitiet havde kendskab til deres opholdssted, blev de ikke fundet og anholdt. Eftersøgningen af de tre på baggrund af våbenfundet blev indstillet i 2003. Pga. fængselsdommen blev Böhnhardt eftersøgt – også internationalt – indtil 2007.
Ifølge ”Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung” kunne tysk politi forfølge gruppens spor til Budapest, hvor de skulle have opholdt sig i september 1998, og til Bulgarien (august 2000). Ifølge andre medier skulle de tre også have opholdt sig i Svejts, hvor de skulle være blevet støttet af svejtsiske nazister. Sikkerhedspolitiet oplyser endvidere, at der angiveligt skulle have været knap 100 anonyme henvendelser, som pegede på Ungarn og Sydafrika. Politiet opgav hurtigt en videre efterforskning i Sydafrika. Men et spor kunne have ført til Claus Nordbruch, født tysker, men siden 1986 bosat i Pretoria i Sydafrika. Han er kendt som ekstrem højreorienteret forfatter. I september 1999 var han oplægsholder hos det nazistiske ”Thüringer Heimatschutz”, og i 2000 gav han et interview til ”Blood and Honours” tysksprogede blad, hvor han inviterede besøgende til sin farm i Sydafrika, og hvor han offentligt agiterede for brug af våben. Flere nazister fra Thüringen skulle i 2000 ifølge medieoplysninger have opholdt sig på Nordbruchs farm i Sydafrika. Det er ikke kendt, om Nordbruch i denne sammenhæng er blevet undersøgt af politiet. I tidsrummet 1999 – 2011 kan en serie af mord og bankrøverier tilbageføres til NSU.I alt er der blevet begået 10 mord, 1 bombeattentat og 14 bankrøverier. Desuden bliver flere uopklarede attentater mod udlændinge, jøder og venstreorienterede undersøgt for en mulig tilknytning til NSU.
NSU netværket med kontakter til Danmark
Böhnhardt, Mundlos og Zschäpe har over en så lang periode ikke kunnet leve i undergrunden uden hjælp fra andre. Over 20 personer har været i politiets søgelys for at tilhøre netværket omkring NSU. 5 af dem har været anholdt, hvoraf nogle stadig er fængslet. Blandt dem er der flere, der har tætte relationer til det tyske naziparti, NPD. Et af de navne, som optræder på politiets liste over personer med formodet NSU relation, er Thorsten Heise, en kendt nazist, der bl.a. er dømt for grov vold og racisme. Siden 2004 har han været medlem af NPD samtidig med at han var en ledende skikkelse indenfor det internationale nazistiske musiknetværk Blood & Honour. Thorsten Heise var en nøgleperson i produktion og distribution af i Tyskland forbudte nazimusik Cd’ere, hvilket han er dømt for. I midten af 1990’erne var han sammen med Thomas Wulff og Christian Worch (se senere) ophavsmand til ideen om ”de frie nationalister”, der opstod i kølvandet af en række forbud mod nazistiske partier i Tyskland i starten af 1990’erne som svar på en bølge af nazistiske voldshandlinger. Under mottoet ”den organiserede vilje har ikke brug for et parti” blev nazibevægelsen omorganiseret til aktivistiske grupper (”Kameradschaften”), der udadtil skulle optræde uafhængige af hinanden. Indadtil var og er grupperne tæt forbundne med en ledelse bestående af få personer. Heise spillede ifølge politiets oplysninger en vigtig rolle i nazimiljøet, idet det var ham, der kunne skaffe udlandskontakter – ”Alt skal gå igennem Heise” (süddeutsche.de). Så sent som i august 2008 dukkede Heises navn op i forbindelse med anholdelsen af Blood and Honour medlemmerne Stephan Günther, tysk nazist bosat i Danmark, og Flemming Muff Christiansen. De blev i december 2008 begge udleveret til retsforfølgelse i Tyskland. De var sigtet for at have produceret og distribueret nazi-musik til Tyskland. Heise tager afstand fra NSU med de noget afslørende ord: ”Det er fuldstændig abnormt at tro, at man kan løse udlændingeproblemet ved at slå små forretningsdrivende ihjel. Enhver i det nationale miljø ved, at det er den forkerte adresse, når man vil af med sit fremmedhad.” (sagt til journalist på spiegel.tv).
En anden tysk nazist, Torben Klebe, nævnes også i forbindelse med NSU netværket. Klebe var i slutningen af 1990’erne ledende nazist fra Hamborg med tætte relationer til DNSB. F.eks. deltog han i Hess marchen i 1998, som var arrangeret af DNSB og som foregik i Greve.
Böhnhardt, Mundlos og Zschäpe var i 1990’erne særdeles aktive i Blood and Honour, som både var et musikmiljø, men også et politisk miljø, der dannede rammen om ”racekrig” og den væbnede racisme. De tog de første skridt med bombeattrapper og rørbomber, som siden blev udvidet til et liv i undergrunden og mord. Men de tre har ikke været alene om at udleve ideen om den ”politiske soldat”.
Blood and Honour, Combat 18 og Anti-antifa
Blood and Honour blev grundlagt i England i 1987 under ledelse af Ian Stuart Donaldson. Han døde et par år senere i en trafikulykke og har siden fået kultstatus. I midten af 1990’erne var Blood and Honour blevet det førende netværk, som lokalt styrkede den nynazistiske subkultur, tjente (mange) penge på indtægterne fra musikproduktionen og span trådene i det internationale netværk. En af de ledende figurer i Blood and Honour var norskfødte Erik Blücher, hvis rigtige navn er Tor Erik Nielsen. Blücher havde bosat sig i Sverige. Han udgav i slutningen af 1990’erne bogen ”The Way Forward” og lidt senere manualen, ”Field Manual”, som skitserede den væbnede modstand uden ledere (”leaderless resistance”), som afspejledes i Blood and Honours væbnede arm, Combat 18. Også Combat 18 kom oprindeligt fra England, men fik snart afdelinger rundt omkring i Europa. I Danmark blev Combat 18 især kendt i 1997, da nazisten Thomas Nakaba, som havde tilknytning til DNSB og Blood and Honour/Combat 18, blev anholdt, mens han var i færd med at afsende en pakke indeholdende en videobombe til bombemål i England. Anvisningerne i manualen kunne bl.a. spores i udgivelsen af videobåndene ”Kriegsberichter”, som udkom 1997 – 1998. Her blev der åbent propaganderet for racekrig og anti-antifa. På tegnefilm blev jøder henrettet, og flere navngivne danske antiracister og venstrefløjsfolk udpeget som angrebsmål akkompagneret med musiktekster som ”Zigger, Zigger. Shoot the fucking Nigger”.
Erik Blüchers nære samarbejdspartner var nu afdøde Marcel Schilf, tysker, men bosiddende i Danmark. De to drev nazimusikfirmaet NS88, som havde kontaktadresse i Hillerød. Det var Blood and Honour Scandinavia/NS88, som stod bag produktionen af ”Kriegsberichter”. At Blood and Honour Scandinavia/NS88 havde kendskab til en nazistisk undergrund fremgår af en skrivelse (”Eine Botschaft in eigener Sache”) fra 1998. Her omtales en konflikt i nazimusikmiljøet, og de ægte kæmpere beskrives som folk, der i årevis bevidst har levet og arbejdet i undergrunden. (”Wer wie wir als NS Aktivisten tagtäglich versucht sein bestes zu geben um den Bonner Bonzenstaat (….) zu beseitigen, der ständig mit einem Bein im Knast steht, wer seit Jahren bewusst im Untergrund lebt und arbeitet wie wir ……”). Undergrundsarbejdet er bl.a. gået ud på at indsamle informationer om politiske modstandere og offentliggøre dem mhp. chikane og overfald. Selv kalder nazisterne dette arbejde for anti-antifa. Første gang konceptet blev offentligt kendt, var i 1992, da nazisten, Christian Worch bosiddende i Hamborg, offentliggjorde en liste kaldet ”Index” med navne på modstandere. Siden fulgte i 1993 ”Der Einblick”, som indeholdt navne og adresser på hundreder af antifascister, fagforeningsfolk, journalister og socialdemokrater. ”Der Einblick” var et resultat af et dansk-tysk samarbejde, hvor bl.a. de tyske nazister Christian Worch, Thomas Wulff og føromtalte Thorsten Heise samt Espen Rohde Kristensen, nuværende formand for DNSB og Thomas Nakaba, som siden blev dømt for videobomber, havde støbt kuglerne. ”Der Einblicks” adresse var DNSB’s postboksadresse i Randers.
I midten 1990’erne fortsatte anti-antifa aktiviteterne i Blood and Honour og Combat 18 regi. I 1997 og 1998 udkommer som nævnt ”Kriegsberichter”, og i 1999 udgives ”Wehrwolf” med offentliggørelse af 150 såkaldte ”folkefjender”, parlamentarikere, jødiske institutioner og venstrefløjsorganisationer. I forordet til publikationen hedder det bl.a.: ”I hele Tyskland og i andre lande er der blevet indsamlet navne og adresser på ansvarlige personer. De er blevet observeret og registreret med det formål på et eller andet tidspunkt at skulle stå til regnskab. Og for at gøre det helt klart: den, som går imod os, må regne med tilsvarende modforholdsregler; hvordan de så end kommer til at se ud.”
Offentliggørelse af lister med oplysninger om politiske modstandere har gennem alle årene været en del af det nynazistiske projekt.
Samtidig med anti-antifa publikationerne blev offentliggjort har der været bølger af højreekstremistiske voldsepisoder. Som eksempel kan nævnes Østrig, hvor der i starten af 1990’erne blev sendt 10 brevbomber til personer, som i offentligheden var kendte for deres antiracistiske holdninger. Mange af dem kom til dels alvorligt til skade. I tidsskriftet ”Fokus” 50/1993 citeres politiet for at sige, at de østrigske nazister arbejdede tæt sammen med tyske og skandinaviske ligesindede. Bl.a. siges der: ”Bombemanden er en absolut specialist, formodentlig fra Berlin. Sprængsatsen stammer fra Danmark”. Tidsmæssigt falder Østrig bomberne sammen med bomben i Søllerødgade i 1992 og med at Marcel Schilf , som oprindeligt kom fra Brandenburg, men bosiddende i Birkerød, opbyggede et aktivt nazi-miljø med hyppige besøg fra tyske nazister. Schilf blev afsløret i at eksperimentere med sprængstoffer, men blev dengang ikke sat i forbindelse med Søllerødgade-bomben. Han og en ven blev i 1994 dømt for mindre lovovertrædelser.
Også i Sverige er starten af 1990’erne præget af højreekstremistisk vold. I perioden 1991 – 1993 var Vitt ariskt motstånd (VAM) særdeles aktiv ifm. våbentyverier og voldshandlinger. I midten af 1990’erne var det især Blood and Honour og Combat 18, som var aktive. I 1997 sendte Ariska Brödraskapet en brevbombe til den daværende justitsminister. I 1998 beslaglagde politiet hos Svenska motståndsrörelsen våben og en liste med navne på politikere og antifascister. Året efter i 1999 begik nazister en række bankrøverier. Under et af røverierne blev to politibetjente skudt. I juni måned samme år blev en journalist og hans søn hårdt såret ved en bilbombe, og 3 måneder senere blev en fagforeningsmand dræbt af skud.
Våben har der været rigeligt af. Ved en razzia i 2008 hos Svenska motståndsrörelsen f.eks. beslaglagde det svenske politi håndgranater, sprængpatroner, automatvåben, håndvåben og 10 kg skarp ammunition.
Ideologien om racekrig kombineret med adgang til våben og udpegning af politiske modstandere og uønskede personer har i årtier været en af ledetrådene og politisk praksis i den internationale højreekstremistiske bevægelse. Nogle grupper som det tyske NSU har ført racekrigen fra undergrunden. Det har været kendt, accepteret og understøttet i nazikredse i og udenfor Tyskland.
Politiets rolle
De tyske myndigheder taler om, at institutionerne har svigtet totalt.
Lederen af ”Thüringer Heimatschutz”, Tino Brandt, havde været sikkerhedstjenestens stikker. En top-kilde, som staten udstyrede med masser af penge, som han brugte til at opbygge sin organisation med. I ”Thüringer Heimatschutz” og i miljøet tæt på Den Nationalsocialistiske Undergrund fandtes op mod 10 informanter fra forskellige tjenester. Alle, der hjalp NSU med penge, lejligheder og våben, var aktive, af politiet kendte nynazister. De blev til dels overvåget konstant.
NSU-støtterne var og er tæt forbundet med det nynazistiske parti NPD, som i dag er det vigtigste nazi-parti i Tyskland
Sikkerhedsmyndighederne kendte de senere mordere, de kendte deres hjælpere. De havde informanter i miljøet. Politiet og de hemmelige tjenester vidste, hvem der arbejdede sammen med hvem. De kendte til dels også til konkrete planer om at gå i undergrunden og skaffe våben. Jævnligt blev der fundet våben og sprængstof hos nynazister. Hvert år beslaglægges der hundredvis af våben, men det er kun en brøkdel af det, der er i omløb.
Siden 1990 er 180 døde af racistisk og højreekstremistisk vold. Men staten kigger væk. Det officielle dødstal er ifølge den tyske regering 47. Og indtil afsløringen af NSU afviste regeringen og sikkerhedsmyndighederne eksistensen af højreekstremistiske terror-strukturer.
Især i 1990’erne har staten næsten ikke reageret eller reageret fuldkommen forkert på truslen fra højre. Truslen blev afvist. Gerningsmændene blev betragtet som enkeltstående gerningsmænd og strukturer benægtet. Især i Thüringen – men også i andre delstater – førte regering, konservative og de hemmelige tjenester i stedet for en kamp mod venstrefløjen og antifascisterne
Hvis sikkerhedsmyndighederne ikke kendte til mordene, anslagene og overfaldene og ikke kunne finde de eftersøgte nynazister, så har de svigtet totalt. Hvis de vidste noget og ikke handlede, så er det en skandale og grund nok til politiske konsekvenser. Men hvad, hvis gerningsmændene endda er blevet beskyttet og støttet af sikkerhedsmyndighederne? Det er der indtil videre ingen beviser på. Men der er masser af tegn, der peger på det. Senest de mange skandaløse afsløringer af, at sikkerhedspolitiet har tilintetgjort personfølsomt arkivmateriale og dokumentation over egne arbejdsmetoder i fm. højreekstremistiske grupper.
Dette er konklusionen i store dele af den tyske offentlighed.
Vi i Danmark må på baggrund af Søllerødgade-bomben i 1992, som aldrig er blevet opklaret, de utal af voldshandlinger og den voksende voldsberedte internationale nazibevægelse op igennem 1990’erne, stille spørgsmålet, om det danske politi havde samme undersøgelsespraksis som det tyske – nemlig bevidst at ignorere den højreekstremistiske vold og terror. Det er en undersøgelse værd.
