Analyse af USAs fornyede strategi for opretholdelse af den militære og politiske dominans i verden – USAs baseimperium. Samt Danmarks og Nordens nye position aktualiseret af krigen i “Europa”. Artiklen er skrevet af Demos og delvist opdateret i oktober 2023.
For godt et år siden d. 10. februar 2022 blev der skrevet indledning til et ændret og risikabelt
forsvarssamarbejde for Danmark. Det skete et år efter den russiske invasion i Ukraine.
Regeringen ville indlede forhandlinger om et nyt forsvarssamarbejde med USA, ”der selv har rakt
ud til Danmark” fortalte Mette Frederiksen for lidt over et år siden.
Forhandlingerne drejer sig om, at Danmark vil indgå en bilateral baseaftale med USA, som Norge
netop har indgået og som Sverige allerede tilbage i maj 2016 undertegnede og som USA i 2018
udvidede med Finland.
I løbet af de næste måneder i 2023, vil udvidelsen af USA’s bilaterale basestrategi, der skal
omfatte Danmark, finde en afslutning. Aftalen vil indebære en markant ændring af dansk udenrigs-og sikkerhedspolitik.
Danmark melder sig ad den vej ind i USA’s baseimperium, og åbner Danmark op for adgang til
fremmede troppers mulige dominans på dansk jord ved at indgå en bilateral aftale med USA –
hvor ukendte præmisser for samarbejde kan finde vej. Det er ikke en udvidelse af NATO –
medlemskabet – men som nævnt en indlemmelse i USA’s mægtige baseimperium.
Parallelt med – og en udvidelse af NATO- tilknytningen på nationalt plan i Partnerskaber for FRED.
En strategisk ændring og en udvidelse, der allerede blev indledt i 1990èrne, men som fortsat søges udvidet og fuldt aktiveret.
NATO-medlem inclusive Partnerskab for Fred PfP
NATO vurderede ved Sovjetunionens sammenbrud, at der var behov for ændringer, der kunne
bidrage til Europas stabilitet og sikkerhed samt forberede sig til det 20. århundrede. På et
topmøde i 1990 i blev det besluttet at tilpasse Alliancen til den sikkerhedspolitiske udvikling i
Europa. Det skulle afløse den hidtidige øst vest konfrontation med et samarbejde imellem NATOlande og partnerlande. PfP programmet blev lanceret i 1994. Meningen med PfP var bl.a. at knytte landene i Central- og Østeuropa til ”Alliancen” samt koordinere kommunikation og standarder mellem de 2 former for deltagelse i NATO. De oprindelige NATO-lande blev knyttet til Partnerskab for fred.
Nye Fjendebiller.
Truslen fra Øst var ophørt og de følgende år kom truslerne- mod NATO-landene – ifølge de vestlige forskellige efterretningstjenester – fra hele verden og i en anden form end de tidligere kendte trusler. Partnerskaberne øgedes i trit med den unipolare verdensorden med USA i spidsen blev den dominerende. Terrorismens trussel fik mange europæiske lande til at søge ind i partnerskabet.
Fra Nordatlantisk Forsvarsalliance – til grænseløs militæralliance
Partnerskab for Fred er et samarbejds program lanceret af NATO i januar 1994 og tjente fra 1991-
97 som forum for dialog mellem NATO og tidligere medlemmer af Warszawa-pagten. PfP blev også et egentligt forsvarssamarbejde inkl. fælles øvelser.
Partnerskab for Fred skrev om sig selv: At opgaven var at sætte deltagerne i stand til at udvikle et
individuelt forhold til NATO, vælge deres egne prioriteter for samarbejde og niveauet og tempoet i
fremskridtene. Partnerskabet skulle baseres på at øge stabiliteten, mindske truslerne mod freden
og opbygge sikkerhedsrelationer mellem NATO og tredjelande i det euro-atlantiske område.
De vigtige prioriteter er interoperabilitet og opbygning af kapaciteter og støtte til forsvars- og
sikkerhedsrelaterede reformer.
Partnerskabet kan, som nævnt, være en del af medlemskabet af NATO eller være en bilateral
aftale uden NATO-medlemskab.
Diverse typer af aftaler mellem USA, NATO og enkelte lande:
NATO havde i juli 2022 – 50 medlemslande. 30 medlemslande og 20 partnerlande. Af europæiske
lande har Sverige og Finland, Irland og Schweiz været partnerlande siden stiftelsen, men ikke
medlemmer af NATO.
Rusland deltog i partneraftalerne tilbage i 1994 og indgik i samarbejdsrelationer i de næste årtier.
De øvrige lande, der blev optaget, var i de første år, tidligere republikker i Sovjetunionen. 1 Det var Sovjetunionen, Albanien, Bulgarien, Tjekkoslovakiet, DDR, Ungarn, Polen og Rumænien.
Yderligere deltog de lande, der havde været medlemmer af Warszawa pagten fra 1955. 2 Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan,
Letland, Litauen, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan, der blev selvstændige stater efter opløsningen af
Sovjetunionen.
De næste årtier betød store udvidelser og ændringer af Partnerskabet. Se oversigten over lande i Partnerskab for Fred. Partnership for Peace members – Partnerskab for fred – Wikipedia, den frie encyklopædi
Siden april 2011 har alle PfP-aktiviteter og – øvelser i princippet været åbne for alle NATO-partnere, det være sig fra den euro-atlantiske region, Middelhavsdialogen, Istanbul-samarbejdsinitiativet. eller andre globale partnere 3. PfP er ekspanderet og ændret i takt med USA’s og NATOs ændrede politiske ”missioner”. Partnerskabslande er egnede til bilaterale baseaftaler.
3. Middelhavsdialogen omfatter partnerne Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien. Istanbul-samarbejdsinitiativet omfatter Golf-landene under navnet Istanbul Samarbejdsinitiativet (ICI). Alle landene i Golfstaternes Samarbejdsråd (GCC) var inviteret til at deltage, og på nuværende tidspunkt er Bahrain, De Forenede Arabiske Emirater, Kuwait og Qatar en del af samarbejdet.
NATO er ikke i dag tilstrækkelig i forhold til at kunne dække de interesser som USA’s imperium ønsker løst- at bevare dominansen som “verdens politimand”.
Læs mere her: ”Hvorfor er NATO ikke tilstrækkelig for USA.”
USA`s Baseimperium
Baseimperiet med center i USA er i det 21. århundrede vokset kolossalt. USA’s oversøiske
baseimperium fungerer i dag som et netværk af virksomheder og mennesker økonomisk, socialt,
institutionelt og endda psykologisk. Som et ”lille Amerika”. Og USA`s Forsvarsministerium er blevet en superkapitalistisk virksomhed med egen justits.
Udover de store baser har USA udvidet til op mod 800 baser ved såkaldte ”hot spots” og en række
”Lily Pads” hvor tropper vil kunne springe til og fra som superbevæbnede ”frøer” forbundet til
større militærenheder. Læs mere i Linket til Demos Nyhedsbrev fra 2008: om USA`s Baseimperium. Chalmer Johnsson
Samt fortsat om USAs base-imperium i nr.-112/13 af Demos Nyhedsbrev af David Vine. ( gå ind fra hjemmesidens forside, find demos nyhedsbreve og find nr. 112/13 – beklager)
Danmark er på vej til at blive det springbræt, som USA har manglet mellem baser i Grønland, Norge frem i Østersøen- det Baltiske Hav. Et hav der deles, af Danmark, Tyskland, Polen, de Baltiske lande, Rusland, Finland og Sverige,
DCA. Når USA, som Statsministeren udtrykte det, “allerede i 2019 rakte hånden ud mod Danmark og tilbød udvidelse af Danmarks tilknytning til USA, var det med ønsket om en bilateral baseaftale og indgåelse af den særlige forsvarsaftale ”Defense Cooperation Agreement”, en DCA, med Danmark”. Det var en del af strategien for imperiet.
Om formålet med den kommende aftale skriver DCA selv:
” USA glæder sig over det tilbud, som statsminister Mette Frederiksen (S) februar d. 22 har annonceret, om at indlede forhandlinger om en ny forsvarssamarbejdsaftale.
Når denne aftale er indgået, vil den give vores lande mulighed for at uddybe vores tætte
sikkerhedspartnerskab, yderligere styrke samarbejdet i NATO’s operationer og sammen bidrage til
fortsat vækst i den transatlantiske sikkerhed. Disse forhandlinger repræsenterer et naturligt fremskridt i årtiers sikkerhedssamarbejde.
I den forbindelse ønsker vi at bygge videre på NATO’s aftale om styrkernes status fra 1951 for at
forbedre interoperabiliteten samt bedre at kunne at imødegå fælles sikkerhedsudfordringer mere
effektivt. ( “SOFA” aftalen)
Vores alliancer er en central kilde til den amerikanske styrke. USA og Danmark arbejder tæt sammen om en lang række spørgsmål, der er vigtige for begge lande, for NATO-alliancen og for resten af verden. Åbningen af disse konsultationer med Danmark afspejler vores forpligtelse til at bekræfte og genoplive Amerikas alliancer for at imødegå fælles sikkerhedsudfordringer og samtidig beskytte fælles interesser og værdier.”
Danmark får yderligere, med NATOs nye Europa-strategi og det ændrede trusselsbillede efter
krigen i Ukraine, en placering som værtsland for NATOs materiel og mandskab, en fremskudt
position både i USA’s og NATOs militære strategi i Europa.
De bilaterale aftaler løber over en periode på 10 år- regnes der med. Men vi har dyrekøbte erfaringer med USA og deres baseinstallationer.
Når de først har etableret sig på en base med de muligheder og investeringer der følger med, så vil det ikke være en nem opgave at opsige den pågældende aftale.
Grønlandshistorien.
To grundprincipper i Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik – at man ikke accepterer
udenlandske baser på dansk territorium – og at der ikke må være atomvåben i Danmark er blevet
forhistorie.
For hvem har glemt hvorledes aftalerne omkring Thulebasen i Grønland blev håndteret. Der måtte
ikke være atomvåben, men det var der. USA skulle forlade Grønland efter opgaverne omkring
krigsafslutningen i 1945, men de blev der.
Den 9. april 1941 var en traktat blevet afsluttet mellem den danske gesandt i Washington (Henrik Kauffmann), og den amerikanske regering om USA`s ”midlertidige” overtagelse af forsvaret af
Grønland mod nazisterne.
Den danske samarbejdsregering protesterede i 1941 – men de havde ikke åbenbart ikke reelt mandat til at ændre forholdene.
Umiddelbart efter krigen blev traktaten af 1941 enstemmigt godkendt af Folketinget. Den
amerikanske tilstedeværelse anerkendtes som et bidrag i kampen mod Hitlers Tyskland. USA
forblev på Grønland med deres baser.
Under de skandinaviske forhandlinger i 1948-49 om et *neutralt forsvarsforbund mellem de
nordiske lande – gentog amerikanerne, at ”det for dem var afgørende, at Grønland som en del af
den vestlige halvkugle og som et af de strategiske knudepunkter i hele vores system, ved traktatlig
aftale, knyttedes til det nordatlantiske forsvarssystem. Hvis dette ikke blev tilfældet, ville det være
absolut håbløst at få Kongressen til at se velvilligt på Danmarks indtræden i en evt. neutralt
skandinavisk forsvarsforbund og på våbenleveringen til Danmark.” af H. Kaufmanns depeche af
12.02 1949. Heller ikke senere forlod USA Grønland.
Grønland var og er, som nævnt, en vigtig brik i USA’s og NATOs nordligste strategi, og den store
interesse for Danmark er delvist begrundet i ud- og indsejlingen til Østersøen – adgangen til de
baltisk lande.
Med forsvarsaftalen, der blev indgået i 1951 udleveredes dele af Grønland til USA. 1941-traktaten
blev ophævet med den nye overenskomst og med byggeriet af Thulebasen, der gik i gang. USA fik omsider legitimeret sin adgang til Grønland. En adgang, der blev anvendt som en vigtig brik i den efterfølgende kolde krig. De oprindelige folk blev tvangsforflyttet ved baseetableringerne. Ingen befolkninger blev spurgt.
Den danske regering fulgte lydigt USA’s forlangender.
Aftalen tillod USA at oprette flyvepladser, radiostationer, og metrologiske stationer, bygge havne,
veje, fæstningsanlæg, samt leje af de fornødne områder dertil. Aftalen af 1951 kan kun opsiges,
når begge parter er enige heri. ”Overenskomsten skal forblive i kraft, indtil der er enighed om, at
de bestående farer for det amerikanske kontinents fred og sikkerhed er ophørt”.
Begge lande i Rigsfællesskabet modtog som følge af aftalen NATOs militære ”installationer”. Ingen danske eller grønlandske folk blev nødvendige for at drive basen. Der var etableret et ”lille Amerika”, der opfattede basen som USA’s ejendom. I dag ved vi, at anlæggene blev anvendt til lyssky affærer, hemmelig fangetransport, overflyvning med kernevåben, oplagring af kernevåben, opbevaring af farlige og miljøødelæggende materialer samt at danske politikere var sat ud af spillet.
USA har siden 2. verdenskrig sat den politiske og militære dagsorden for store dele af
verden. USA har besat dele af Grønland og de har ikke tænkt sig at forlade sit territorium.
I 2019 har en USA’s præsident igen villet købe Grønland. Første gang var helt tilbage i 1867, og
senere var der flere forsøg. Det seneste krav om køb af Grønland i 2019 blev pure afvist af en
uerfaren statsminister, der måske mente hvad hun sagde – en ” Absurd” ide. Det måtte der bødes
for.
Den efterfølgende diplomatiske ”krise” fik Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske ledelse til at
give USA mulighed for en mere markant tilstedeværelse i Nordatlanten – i Arktis i Grønland og
vejen blev banet for nem adgang til Østersøen. Danmark skulle ikke og skal ikke sige nej til USA.
Den går ikke!
Indenfor rammerne af de planlagte baseaftaler og partnerskaber, kan vi sige med en meget høj
procents sikkerhed, at selvom aftalerne ikke er gennemført eller offentliggjort endnu, vil vi komme
til at se en dansk regering, beklage, men bryde med fundamentale principper i dansk udenrigs- og
sikkerhedspolitik, nemlig at man ikke vil have udenlandske tropper stationeret, ej heller
forhåndslagring af andre staters våben på dansk territorium eller opbevaring af atomvåben.
Konsekvenser af en bilateral aftale med USA
Vi forventer, at størsteparten af den danske aftale vil være parallel til aftalen med Norge:
• Afgivelse af dansk jord.
USA vil gives uhindret adgang til og ret til brug af arealer, hvorom der er opnået enighed mellem de to landes myndigheder, og kan benyttes til nærmere
angivne militære formål. Arealerne vil være til fælles brug for danske og andre allierede
styrker, medmindre det er særskilt aftalt, at de amerikanske styrker skal have eneret til
arealerne. For at fungere som transit- og opmarchland og må danske og allierede styrker
jævnligt træne sammen og der må forlods være oplagret materiel på dansk jord. De øvelser
og transporter vi allerede har set er indledningen til denne udvidede funktion for NATO
men altså også en udvikling der giver adgang til USA alene.
• Udvidelse af USA’s handlerum:
En aftale vil give USA udvidede muligheder for at starte
afskrækkelseskampagner for ikke at sige krigshandlinger. De kan eksempelvis sende
kampfly ind over Rusland, hvis Rusland skulle angribe de baltiske lande. Men også
landstyrker vil kunne placeres uden beslutninger i NATO etc.
• Investeringer i militær infrastruktur. En hurtig og sikret kommunikation. Prioriteringen vil
være USA’s, der vil blive taget udgangspunkt i de amerikanske styrkers militære behov i
Danmark, som en del af afskrækkelsesstrategien overfor Rusland. Desuden vil adgangen til
og samarbejdet med regeringen og forsvaret i Danmark vil være mere lettilgængelig. Man
kan undgå de besværlige ”demokratiske stier”.
• De kritiske konstitutionelle rammer.
I Norge, hvor man netop har underskrevet en aftale, føres en debat om en række uafklarede forfatningsmæssige og folkeretslige aspekter i sagen. Hvordan vil det se ud for den danske jurisdiktion. Vil USA kunne opnå førsteret til at strafforfølge ikke-tjenstlige handlinger, begået på dansk territorium af amerikanske soldater. Vil danske myndigheder ikke kunne strafforfølge efter danske regler.
Kan det blive muligt at indgå aftaler, hvoraf det fremgår, at repræsentanter for USA får
tilladelse til at udøve myndighed på dansk territorium. De spørgsmål vil fortsætte med at
være uafklarede indtil en konflikt kræver afklaring. Ingen politiker vil i dag med 100%
sikkerhed udtale sig i de spørgsmål. Spørgsmålet om hvem der egentlig kommer til at
bestemme – vil fortsat være ubesvarede. Danmark mister selvbestemmelse. Eksempelvis
situationer, hvor USA finder grundlag for at udøve militærmagt overfor danske borgere,
demonstrationer m.v. Hvem har myndigheden?
• Skattefritagelse:
Medlemmer af NATO-styrker har i dag en begrænset skattefritagelse, og
det foreslås at det amerikanske militære personel, der stationeres i Danmark også
omfattes af fritagelsen eller helt fritages for at skulle betale skat. Hvor mange personer,
der bliver omfattet af den aftale, er usikkert. P.t er der praksis for at basen i princip skal
udvise og underlægges respekt for dansk lovgivning vedr. arbejdsvilkår, men tilføjes det
”for så vidt dette ikke er uforeneligt med de amerikanske styrkers militære behov”. Der
mange interessenter. Hvem har myndigheden?
• Gældende ret – Civilretslige krav:
Krav som opstår som følge af en tjenestehandling og udført af
et medlem af en militær styrke eller et civilt element, behandles efter NATO-reglerne.
retshåndhævelse i forhold hvor de udsendte begår kriminalitet fortages af USA. USA får
førsteret til at strafforfølge ikke-tjenstlige handlinger, begået på dansk territorium af
amerikanske soldater. Generaladvokaten peger på, at det er uklart hvordan kontrollen med
den amerikanske myndighedsudøvelse skal ske.
Nationalstaten undergraves.
Vedr. Norges aftale:
I Norge, der som beskrevet, er i gang med at færdiggøre processen ved den bilaterale baseaftale, er der store bekymringer. Amnesty International i Norge advarer om konsekvenserne af at slippe USA’s militær løs i Norge og tillade, at amerikanske soldater kan bruge militær magt mod civile borgere på norsk grund.
Den politiske rådgiver hos Amnesty International, Norge Gerald Folkvord udtrykker sin bekymring
til avisen Arbejderen og påpeger, at aftalen kan medvirke til: ”At undergrave den norske stats
ansvar for at varetage menneskerettighederne. Når personer i Norge udsættes for brug af magt fra statens side, må dette vurderes efter norsk ret og af det norske retssystem”, siger han. Men
baseaftalen giver USA jurisdiktion i en række tilfælde, der kan tilsidesætte norsk retsvæsen.
Vigtige spørgsmål vedr. den nye NATO-aftale: Danmark har i NATO fået en øget fremskudt position. Udover baseaftalens begrænsning af nationalstaten vil Danmark også få en markant ændret position i krigs-og konfliktsituationer.
NATO-samarbejdet har, med forsvarsaftalen fra 2022 ændret på Danmarks placering og opgaver i den militære strategi. resultaterne af den nye aftale kan vi se i Danmarks havne, hvor opmagasinering og transitfunktionerne allerede er sat i gang.
Danmark vil få en fremskudt position der vil bane vejen for en evt. krigsindsats rettet mod Rusland.
USA og NATO vil begge organisationer– med soldater og våben – have lettere adgang til Ruslands grænser samt kortere reaktionstid til Arktis og nu til Finland. Og et hul i kæden af amerikanske baser verden over – fyldes ud.
Aftalen – vil kun mindske danskernes sikkerhed. Rusland vil helt realpolitisk omstille sine raketter
så de peger mod de fremskudte amerikanske basefaciliteter og de vil i tilfælde af storkrig blive
bombet først overalt i Europa.
I værste fald vil Danmark med aftalen frasige sig det sidste af sin selvstændige handlefrihed i en
krisetid.
Aftalen underminerer mulighederne for at spille en fremtrædende rolle i krigs- og
konfliktforhold, hvad angår alternativer af typen; civil konfliktløsning, fredsforslag, overførsel af
konflikter til FN, mægling og dialog.
Aftalen om det bilaterale militære samarbejde på dansk jord vil blive til skade for Danmark og bør
bekæmpes med alle til rådighed stående ikkevoldelige midler.
De vigtigste spørgsmål ved USA’s baseaftale med Danmark:
Frasiger Danmark sig – selvstændighed?
Vil aftalen betyde permanente baser eller opsigelige baseaftaler – foreløbig tales der om en aftale
med en varighed på 10 år – bliver det en dansk afgørelse?
I hvilken grad vil der blive tale om afgivelse af suverænitet.
Aftalen vil som nævnt kunne betyde øget retsløshed – afgivelse af jurisdiktion fra nationalstaten til andre magter/ her USA, når soldater eks. vis vil kunne være bevæbnede i gadebilledet.
Sidst men ikke mindst, vil spørgsmålet om Atomvåben på dansk jord være et brændende spørgsmål. Vi har som bekendt erfaring for at USA ikke vil oplyse, hvorvidt de vil medbringe eller om de oplagrer atomvåben. (Grønland)
Vi – fredsfolk frygter, som nævnt, at Danmark kan blive et endnu mere afgørende bombemål – ved
som aftalen forudsætter at afgive jord til USA – set på baggrund af Ruslands forsvarspolitiske
strategier og fjendebilleder og ikke mindst på baggrund af krigen i Ukraine.
I forhold til forudsigelser om, en endnu ikke udsendt aftale vedr. Danmark og USA’s bilaterale
aftale, men med kendskab til den norske tillægsprotokol vil vi forvente, at krigsretorikken og
principløsheden- som vi har set de sidste mange årtier- fortsætter! ( og det har den gjort siden artiklen her blev skrevet.)
I Danmark vil vi ikke igen underlægge os USA’s politiske vilje. Den tid må være forbi. Vi siger nej til et nyt Irak, en ny svindel med informationer, et ødelagt Afghanistan, Nej til ødelæggelse af palæstina. Og et kraftigt NEJ til den dominerende våbenindustri, der sælger våben til drab og ødelæggelse af uskyldige mennesker.
- Vi siger Nej – til fremmede tropper på dansk jord.
- Vi siger Nej – til oplagring af atomvåben i Danmark.
- Ingen bilaterale baseaftaler med USA.
Vi siger Nej til – USA’s dominans i dansk udenrigspolitik.
Vi siger Nej – til det NATO, som anvendes til at understøtte og sikre Vestens fortsatte magtarrogance overfor den øvrige verden i en verdensorden der er under opløsning.
Vi opfordrer til våbenhvile og fredsforhandling Nu.
USA havde 800 baser verden over. Der er 195 lande i verden (FN tal). Flere baser er kommet til og tallet runder 900. ( note okt. 2023)
Foto fra særnummer af Demos Nyhedsbrev fra 2008.
USA base i Kosovo – USA har i 2023 – 800 baser i verden. Lukkede US områder, hvor amerikanere alene råder. Èn af de mange U.S baser i Østeuropa.
