Europæiske fascister til folkemøde på Bornholm
Daniel Carlsen fra Danskernes Parti har bebudet, at han vil invitere repræsentanter fra den nystiftede europæiske gruppe, Alliance for Peace and Freedom til Bornholm.
“Vi skal diskutere de forfølgelser, der finder sted af nationalister rundt om i Europa,” udtaler Carlsen til pressen.
Gruppen kalder sig selv for nationalister, men i virkeligheden er det et sammenrend af fascister og højreekstremister, der med ny fernis camouflerer deres oprindelige udgangspunkt i fascistisk ideologi.
Alliance for Peace and Freedom
Demos vil opfordre arrangørerne af folkemødet til at tage folkemødets oprindelige svenske idé og ånd til sig og give plads til dialog og samtale. Ideen bag den svenske model for folkemødet er også at udelukke dem, der spreder had og hetzer mod folkegrupper. Det må der aldrig gives plads til i et demokrati.
APF- den nystiftede gruppe – holdt sit første møde den 14. september 2014 i Milano i Italien. Mødet blev organiseret af det italienske Forza Nuova under ledelse af Roberto Fiore. Formålet med APF skulle være “at danne et modsvar til deres ”globaliserede fjender”. De vil samle de radikale nationalister til en ”magtfuld blok” af national modstand i Europa.”
I 2015 på APF’s anden og stiftende kongres den 4. februar i Bruxelles blev Danskernes Parti optaget som medlem, og formålet blev vedtaget.
De personer, som Daniel Carlsen vil give taleret på folkemødet, har i årevis spredt had og hetz mod bestemte befolkningsgrupper. Nu fremstiller de sig selv som forfulgte nationalister og vil bruge det som argumentation for tilladelse til at deltage i folkemødet.

Foran Palads teateret til For Friheds demonstration.
Pegida vil osse være med på Bornholm: På billedet ses Pegida/For Frihed -folkene.
I front et par velkendte “kæmpere” fra det antimuslimske univers gennem de sidste årtier. Hvem er de ledende personer i Europas fascistiske netværk:
Roberto Fiore fra det italienske Forza Nuova har en lang karriere i det nynazistiske internationale netværk bag sig. I 1980 blev der i forbindelse med et nynazistisk bombeattentat på banegården i Bologna udstedt arrestordre på ham. Han gik under jorden i England, blev boende der og fortsatte sit politiske arbejde. I England havde han et tæt samarbejde med Nick Griffin fra det fascistiske British National Party. Fiore vendte tilbage til Italien i 1997 og var en af grundlæggerne til det erklærede fascistiske Forza Nuova. På den radikale højrefløjs internationale scene er han kendt som præsident for European National Front.
Også britiske Nick Griffin har været kendt og aktiv i fascistiske kredse i mange år. I 1999 blev han leder af British National Party. Han var kendt for sin åbne antisemitisme. Bl.a. blev han i 1998 dømt til syv måneders fængsel for at have udgivet en antisemitisk hetz-artikel. Griffin har nu dannet sit eget projekt, British Unity.
Artemis Mattheopoulos er en af lederne af det fascistiske Gyldent Daggry. Mattheopoulos er retsforfulgt på baggrund af, at parlamentsmedlemmer fra Gyldent Daggry er involveret i overfald, vold og mord på politiske modstandere og flygtninge/migranter.
Jens Pühse er medlem af Nationaldemokratische Partei Deutschlands. Et parti med fascistiske rødder, og som har eksisteret siden 1964. Mange af partiets medlemmer kommer fra nazistiske militante grupper – således også Pühse, som var medlem af Nationalistische Front indtil det blev forbudt i 1992. Pühse er også kendt for sin distributionsvirksomhed – ”Blitzversand” (!), som sælger højreradikal musik.
Svenskernes Parti var ledet af Daniel Höglund. Partiet var en del af netværket. Partiet har d. 10.5 2015 nedlagt sig selv. Daniel Höglund, der var leder af Svenskernes parti har været med hele vejen. Partiet blev dannet i 2006 af nazistiske grupper som f.eks. Nationalsocialistisk Front. Hvordan svenskernes fremover vil være repræsenterede vides ikke d.d
Daniel Carlsens Danskernes Parti udspringer fra det gamle DNSB Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, som var ledet af Jonni Hansen fra huset i Greve nær København. Resterne af DNSB ledes d.d af nazisten Esben Rohde Kristensen.
Democracia Nacional fra Spanien ledes af Manuel Canduela. Partiet er Franco tilhængere, og mange af medlemmerne har været aktive i nazistiske smågrupper. Lederen, Manuel Canduela, var forsanger i nazi-rockbandet ”División 250”.
Herve van Laethem fra det belgiske højreekstremistiske Nation er kendt for sin tilbedelse af SS. Han blev i 1997 dømt for racisme.
Alliance for Peace and Freedom ledes af Kris Roman, belgisk nazist med en fortid i Vlaams Blok og kendt for sin antisemitisme. Han har gode kontakter til det russiske EuroRus – en nazistisk organisation, som ønsker samarbejde med europæiske ligesindede grupper med det formål at danne fælles front mellem russere og indo-europæere mod migranter.