Christian Worch deltog i Hess-marchen 1995, som var arrangeret af DNSB.( Se Demos Nyhedsbrev nr. 52.)
Den 27. maj 2012 blev et nyt nazistisk parti dannet i Tyskland. Navnet er ”Die Rechte” (højre) og er valgt ud fra argumentet om, at har man et venstrefløjsparti, som hedder ”Die Linke”, så må der også være et parti ”Die Rechte”. Partiet er nyt, men det er gamle kendinge i nazimiljøet, der står bag. En af hovedmændene bag partiet er Christian Worch, som også er partiformand.
Worch var allerede aktiv nazist i 1980’erne, hvor han sammen med nu afdøde Michael Kühnen opbyggede ”Gesinnungsgemeinschaft der neuen Front”, en nazistisk organisation, som videreførte det forbudte NSDAP/AO’s ideologi og politik. I starten af 1990’erne grundlagde han forskellige anti-antifa publikationer og indledte særdeles gode forbindelser til det danske DNSB, som stillede deres postboksadresse i Randers til rådighed for de tyske nazisters distribution af i Tyskland forbudt nazimateriale. Siden har Worch været initiativtager til konceptet ”Freie Kameradschaften”, uafhængigt fungerende nazigrupper, som opstod som reaktion på forbuddet af en række nazistiske organisationer i 1990’erne.Ved siden af Worch er det medlemmer af det opløste Deutsche Volksunion, der står bag ”Die Rechte”. Partiet fisker i rørte vande efter at det nazistiske NPD er kommet i modvind i forbindelse med afsløringen af den Nationalsocialistiske Undergrund og dens forbindelser til NPD. Mange vil kunne se ”Die Rechte” som alternativ til NPD, da deres politik og visioner for Tyskland er de samme. Bl.a. hedder det i partiprogrammet, at den tyske identitet skal bevares, at udlændinge ikke skal tolereres og at det tyske folk skal beskyttes mod overgreb. Partiets ambition er ikke at opstille til det tyske forbundsvalg i 2013, men at stille kandidater til Europavalget i 2014.