Sidste weekend på Palæstina-kongressen i Berlin skulle den “tyske meddelagtighed i folkemordet i Gaza” fordømmes. Først blev starten forsinket, så stormede politiet arrangementet kort efter åbningen. De var på stedet som juridisk rådgivning til arrangørerne. Hvordan opførte politiet sig over for dem?
Selvmodsigende og uigennemsigtig. Selvom arrangørerne og medlemmerne af vores advokatkollektiv allerede havde drøftet kongressens forløb med politiet på et såkaldt sikkerhedsmøde et par dage før kongressen, blev der brugt en forsinkelsestaktik på stedet. De forsøgte at lægge mange “bureaukratiske forhindringer” i vejen for os, for eksempel ved at tilkalde forskellige myndigheder og kun kalde dem til mødestedet fredag, dvs. kongressens første dag.
Jeg forstår selvfølgelig godt, at brandvæsenet skal kontrollere brandsikkerheden – men stedet var kendt af politiet før og blev også betrådt og fotograferet. Så hvorfor skal aftalen på stedet med brandvæsenet kun finde sted om morgenen med udelukkelse af udlejer, arrangører og advokater? Arrangørerne var meget samarbejdsvillige, ud over det sædvanlige niveau – når jeg ser tilbage, er jeg næsten irriteret over det. Men det var vigtigt for dem at gøre kongressen til en succes og skabe et trygt sted for alle deltagere. Derfor var vi i tæt kontakt med politiet og koordinerede programmet og talerne.
Det hjalp ikke?
Nej. Stedet blev hermetisk afspærret før den officielle start, og opsætningen og registreringen af deltagere blev alvorligt hæmmet. Dusinvis af politibetjente har taget opstilling i hallen. Uden høring blev medlemmer af pressen ført gennem bagindgangen til et afspærret område.
At håndhæve pressefriheden, som den blev kaldt.
Pressen har ret til at være til stede inden for rammerne af kapaciteten. Fredag var det maksimale antal deltagere begrænset. Journalister er inkluderet, hvilket betyder, at jo mere presse, jo færre deltagere. Derudover kan pressen også begrænses i henhold til neutrale principper, for eksempel ved lotteri osv. Arrangørerne havde organiseret en akkrediteringsproces, som ikke er usædvanlig eller uretfærdig, men som nu præsenteres som en begrænsning af pressen.
Hændelsen blev afbrudt under et videobidrag fra politiet. Samarbejdede de med dig?
Vi blev standset. Der var næsten ingen oplysninger om, hvad der skulle ske. Forskellige repræsentanter for myndighederne var på stedet, selv nogen fra anklagemyndigheden. Vi fik at vide, at der ikke var afgivet nogen kriminelle erklæringer. Ikke desto mindre blev det ud af ingenting sagt, at kongressen ville blive opløst og forbudt. Dermed har politiet opført sig helt ude af proportioner og forfatningsstridigt. De mange alvorlige juridiske bekymringer og argumenter, som vi har fremført, er blevet ignoreret. Foranstaltningerne syntes også at overraske nogle lokale politibetjente. Endelig var der arrestationerne, hvis årsager slet ikke var indlysende for mig. Nogle deltagere blev fulgt, arresteret og visiteret på vej hjem.
Er et forbud mod konferencer en foranstaltning, der let kan påtvinges?
Overhovedet ikke. Da kongressen var et lukket møde, og de typiske “farer” ved friluftsmøder ikke eksisterer, er et forbud meget vanskeligt at håndhæve lovligt. Det ved de ansvarlige myndigheder. Derfor måtte de erkende, at de ikke havde været i stand til at forhindre kongressen på forhånd – på trods af det politiske pres.
For at der kan indføres et forbud, skal der være overhængende fare for en ufredelig afvikling af forsamlingen, fare for liv eller lemmer eller alvorlige ytringsfrihedsforbrydelser. I sin faste retspraksis tvinger forbundsforfatningsdomstolen myndighederne til at afstå fra forbud, da forholdene normalt er mulige som en mildere foranstaltning. I 1985 afgjorde den føderale forfatningsdomstol til fordel for aktivister fra anti-atombevægelsen, hvis demonstration var blevet forbudt. Retten formanede myndighederne om at være “venlige over for forsamlingsretten” og understregede “princippet om samarbejde”.
På den anden side har jeg i nogen tid ikke været overrasket over undertrykkelsen af palæstinensisk solidaritet. Siden 2022 har vi i stigende grad måttet kæmpe med forbud mod demonstrationer. Politivold og hadefuld tale fra pressens side er velkendt og stigende. Det hjælper ikke, at Berlins justitssenator hævder, at kun syv procent af alle demonstrationer i dette område er blevet forbudt. Jeg beskylder hende for at manipulere med tallene, fordi hun også tæller pro-israelske demonstrationer, som naturligvis aldrig vil blive forbudt, og som jeg ikke er bekendt med som værende påvirket af politivold. Dermed modsiger justitssenatoren advarslerne fra anerkendte menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, der skarpt kritiserer undertrykkelsen af palæstinensisk solidaritet i Forbundsrepublikken Tyskland.
Myndighedernes håndtering af statskritiske stemmer er blevet intensiveret siden 2022?
Vi skylder den retspraksis, der er fjendtlig over for grundlæggende rettigheder, som vi kender det fra Berlins forvaltningsdomstol i sagen om Palæstina-demonstrationer, til Corona-perioden. Dengang blev grundstenen lagt for at sænke spærregrænsen for forbud mod demonstrationer. På grund af den berettigede usikkerhed forårsaget af virusset mente mange, at det var rigtigt, at de grundlæggende rettigheder skulle begrænses. De, der demonstrerede alligevel, blev fejende nedgjort som “benægtere” eller konspirationsteoretikere. Næsten ingen har stået foran disse mennesker for at sige: “Hej, men de har også grundlæggende rettigheder.” I øjeblikket ser jeg lignende tendenser: Palæstina-solidaritet stemples som “hadefuld antisemitisme”. Begrænsningen og berøvelsen af grundlæggende rettigheder accepteres med et skuldertræk eller fejres endda. “Antifa betyder deportation,” læste jeg et sted forleden sammen med et billede af en palæstinensisk demonstration.
Ville en palæstinensisk kongres for to år siden have været den samme?
Jeg tror, at undertrykkelsen er steget betydeligt siden BDS-resolutionen i Forbundsdagen i 2019, eller måske endda siden godkendelsen af IHRA’s definition af antisemitisme. Begge er ikke juridisk bindende, men vil blive behandlet som sådan. Det er næppe muligt at anlægge sag mod det. Så jeg tror ikke, at tingene ville have været meget anderledes for to år siden.
Politiet begrundede efterfølgende forbuddet mod begivenheden med et “forbud mod politisk aktivitet” mod taleren Salman Abu Sitta, fra hvem en videobesked var blevet vist fredag. Hvem er Abu Sitta, og hvad er han anklaget for?
Nej, det er ikke den egentlige grund. Det kan have været anledningen. Men vi ved nu, at andre talere også har fået forbud mod at komme ind og fungere. Retsstillingen er helt klar: Videobeskeder er ikke omfattet af dette racistiske retsgrundlag fra opholdsloven. Vi forsøgte at gøre det klart på stedet. Men politiet mente bare ikke, at retsgrundlaget var så vigtigt. Det har vi i øvrigt ikke noget skriftligt om. I meddelelsen om godkendelse af Den Palæstinensiske Kongres rapporteres Abu Sitta. Rapporter i Springer-pressen bruges hovedsageligt som kilde til at hævde, at han er i kontakt med Hamas-lederen Ismail Haniyeh.
Op til kongressen blev der offentliggjort adskillige bagvaskende artikler mod “hademødet”, det “antisemitiske topmøde”. Hvad er pressens ansvar?
Pressefrihed er et enormt vigtigt resultat. Det er deres opgave at fortælle sandheden til magthaverne. Det, der sker her, er brugen af medierne som et instrument til dominans. En del af befolkningen bliver angrebet, og der skabes en smal “meningskorridor”. Jeg vil ikke tale om en “overensstemmelse” med hensyn til Palæstina/Israel, fordi meget af det sker frivilligt. I mange retssager bruges Springer og Co.’s udsagn til at hævde en “kendsgerning”. Myndighederne undersøger undertiden ikke længere sig selv, men henviser til disse inflammatoriske artikler. Dermed gør nogle journalister sig selv til håndlangere for reaktionær politik.
Statens håndtering af Kongressen kan kun forstås på baggrund af propagandaen i optakten. Reaktionære har skrevet om antisemitisme og had og opfordret til hård hånd mod politistaten. Vi har været vidne til en kakofoni af opfordringer til forbud fra politikere og medier, intimidering fra politiets side og en forvrænget fremstilling af, hvad der formodes at ske i Den Palæstinensiske Kongres. Dette førte blandt andet til blokering af kontoen for den jødiske stemme for retfærdig fred i Mellemøsten, som modtog donationer til kongressen.
De har appelleret til myndighederne. Hvor skal vi hen herfra?
Vi forbereder en såkaldt fortsættelseserklæring. Dette er et søgsmål, der med tilbagevirkende kraft har til formål at fastslå, at en forvaltningsakt eller anden foranstaltning var ulovlig. Dette vil tage år og er meget frustrerende. Vi vil vinde, men så vil offentligheden næsten ikke være ligeglad. Og det vil ikke have nogen indflydelse på fremtidig undertrykkelse.
Forbundsindenrigsminister Nancy Faeser roste politiets handlinger og talte om en “islamistisk scene”. Hvem henviste hun til?
Godt spørgsmål. Hun mener sandsynligvis forskellige venstreorienterede og palæstinensiske grupper, partier og enkeltpersoner. Denne indramning er latterlig, men den passer til fjendens billede. Den tjener til at afskrække og forvirre befolkningen og til at fordreje og bagvaske Palæstinas solidaritet. Derfor er jeg ikke overrasket. Aktivister skal opføre sig over for Hamas hele tiden. Det er uden tvivl en islamistisk organisation. Da der altid er et forsøg på at sidestille enhver solidaritet med Palæstina og fortalervirksomhed mod folkemordet med enhver form for nærhed til denne organisation, forsøger ministeren at formulere det på den måde. En objektiv udveksling om dette emne er umulig i Tyskland.
Hvem er ansvarlig for statens hårde håndtering af begivenheden? Byen Berlin? Byens senator for indenrigsministeriet? Nancy Faeser personligt?
Der er bestemt individuelle aktører i politik og administration, der er ansvarlige for denne tilgang. Men det kommer ikke til sagens kerne. Vigtigere er systemiske spørgsmål: Hvilken politisk udvikling er der i gang her?
Og hvad er de?
I Tyskland mobiliserer folk. Her er dannelsen af en national tysk identitet i gang. Mens størstedelen af verdens befolkning – og selv flertallet af tyskerne – afviser Israels handlinger i Gaza, kan den lokale herskende klasse ikke tænke på noget bedre end at lange ud efter dem, der har et lille lys mod al uretfærdighed og vold og nægter at lade den gå ud. Alle relevante internationale organer og menneskerettighedsorganisationer ser i det mindste plausible tegn på folkedrab og opfordrer til øjeblikkelig handling fra det internationale samfunds side. På trods af mediernes hegemoni i Tyskland er de rædselsvækkende billeder fra Gaza brændt ind i folks sind – som en konstant påmindelse om de forbrydelser, der er begået mod mange koloniserede folk, og som en advarsel om, at dette kan være fremtiden for os alle.
Betydningen af Den Palæstinensiske Kongres synes at være sandet i tandhjulene på denne tragedie af racisme, (erstatnings)nationalisme, militarisme og i vildfarelserne ved det neoliberale systems dødskamp. Frækt og dristigt at fortsætte med at sige, hvad der er: Israel begår folkemord på palæstinenserne med tysk deltagelse. Derudover viser kongressen, hvor vigtigt det er at fortsætte med at fremme solidaritetsbevægelsen, på trods af fjendtligheden, intimideringen, undertrykkelsen, at netværke, styrke og opløfte internationalt og at åbne et rum for at forestille sig Palæstina og verden efter befrielsen.
Man kan gå ud fra, at der gøres alt for at forhindre, at tysk støtte til den israelske regering diskuteres kritisk i Berlin. Hvad er den tyske regering bange for?
Jeg tror, det er styret med frygt, men der er hårde interesser bag det. Jeg tænker ikke meget på forklaringen om, at dette har noget at gøre med tysk skyld for Holocaust. Det kan være, at sagen ved Den Internationale Domstol gør indtryk. Måske er magthaverne bange for, at det ikke længere kan nægtes, at de støtter folkedrab her.
Det er ikke kun i Palæstinas tilfælde, at den tyske regering reagerer mere og mere autoritært. Under demonstrationerne omkring den 8. maj, dagen for befrielsen fra fascismen, er det nu forbudt at vise Sovjetunionens symboler. En journalist er i øjeblikket sigtet for at linke til den forbudte portal »Indymedia linksunten« i en rapport. Ser De statsmagtens handlinger sidste weekend som et vendepunkt i håndteringen af borgerlige frihedsrettigheder i Forbundsrepublikken Tyskland?
Jeg hører ofte, at “staten reagerede på den palæstinensiske kongres, som den tyrkiske eller russiske stat ville.” Jeg vil gerne understrege, at dette er Tyskland. Om Europa. Denne formodede “europæiske uskyld”, idealet om vestlig frihed og retfærdighed, er en myte. Palæstina er lakmusprøven på, hvor alvorlige resultaterne af de borgerlige frihedsrettigheder er. En nationalistisk og militaristisk mobilisering finder sted: Tysklands formanede krigsparathed, oprustningen både internt og eksternt, ønsket om at “være nogen igen” i verden, at have en plads i solen – helst på stranden i Tel Aviv. Samtidig er et værdigt liv umuliggjort for masserne. Denne udvikling accepteres eller anbefales i “statsfornuftens” navn.
Jeg ser dog ikke et vendepunkt her, men en tilbagevenden af autoritære reaktioner på uenighed og modstand. Den kendsgerning, at Tyskland giver sig selv borgerlige frihedsrettigheder, er baseret på en kapitalistisk konjunktur, hvor en vis grundlæggende konsensus kan “købes” ved at skumme profitter af. Hvis det ikke længere fungerer, vil autoritært styre finde sted.
læs mere fra dagbladet Information:
Yanis Varoufakis: Her er den tale, de tyske myndigheder forbød mig at holde | Information
