
Nicolaj Sennels
Pegida antimuslimer på gaden
Læs 2 artikler om Pegida fænomenet og om forløbet indtil de skiftede navn til For Frihed og afgik ved en stille død.
Et lyspunkt er de tydelige modreaktioner. Det viser de store demonstrationer ”for tolerance-mod islamofobi” i Tyskland. I dag har nogle grupperinger i Danmark anmeldt demonstrationer vendt mod Pegidas demonstration og deres antimuslimske budskaber. Skt. Hans Torv kl. 17.00
Pegida demonstrationer
Mandag den 19.01. 2015 har pegida.dk – med det tyske Pegida som forbillede – indkaldt til ”aftengåtur mod fundamentalistisk islam” i Århus og København. Én af initiativtagerne til pegida.dk er Nicolai Sennels indtil for få uger siden medlem af Dansk Folkeparti, som han forlod, fordi han ville ”undgå, at nogen måske kunne synes, at det er et tiltag fra nogle DF’ere” (Politiken, 15.01. 2915).
Sennels er kendt for sine yderst antimuslimske holdninger, som bl.a. er kommet til udtryk i udtalelser som: ”Hvor der findes halalkød, kan der leve islamister. Hvor der intet halalkød findes, kan islamisterne ikke få mad. Et forbud mod halalkød er den sikreste måde at sørge for, at islamister ikke har lyst til at være her.” (Nordjyske Stiftstidende, 30.12. 2010). Mogens Camre, som også er kendt for sit islamhad, bakker op om demonstrationerne. Det samme gør Trykkefrihedsselskabet. Dansk Folkeparti fører en forsigtig strategi og nøjes med at udtrykke sympati for arrangementerne.
Antimuslimerne samler sig og bruger angrebene i Paris til at mobilisere til endnu mere had og hetz mod muslimer.
Pegida – et tysk initiativ
Pegida er forkortelsen af Patriotische Europäer gegen die Islamisierung des Abendlandes – patriotiske europæere mod islamiseringen af Vesten.
Én af initiativtagerne til Pegida er Lutz Bachmann, som den 11. oktober 2014 startede med at oprette en facebookgruppe i protest mod en støttedemonstration til det forbudte kurdiske arbejderparti – PKK og dets væbnede kamp mod Islamisk Stat. Senere blev protesten udvidet til at handle om modstand mod islamiseringen af landet og mod religionskrige i gaderne. Der henvistes her til gadekampe mellem kurdere og forskellige islamistiske grupper, som havde fundet sted i Celle og Hamborg et par dage inden. Næste skridt i mobiliseringen var afholdelsen af den første Pegida demonstration den 20. oktober i Dresden. Derefter er der blevet indkaldt til ugentlige ’aftengåture’ gennem Dresden. Forbillede er de såkaldte mandagsdemonstrationer, som blev afholdt i Dresden i 1989/90 før Murens fald. Deltagertallet er steget ved hver demonstration. Den 20. oktober var der 350 deltagere, og ved den sidste (12.1.) deltog 25.000.
I løbet af december måned har der været gennemført Pegida demonstrationer i andre tyske byer.
Fra at have været vendt mod islam er grundlaget for demonstrationerne blevet udvidet med modstand mod den politiske elite i Tyskland og EU, mod sociale nedskæringer, mod USA og Vestens krig i Mellemøsten og for fred med Rusland. Der kræves en strammere flygtninge- og asylpolitik, øget grænsekontrol, hårdere straffe mod kriminelle indvandrere samt bevarelse og beskyttelse af den kristelig-jødiske identitet.
Under demonstrationen den 17. november fik udsagnet ”Det må igen blive normalt offentligt at udtrykke kærlighed til fædrelandet. Mod antipatriotisme” størst bifald.
Pegida har formået at samle en stor gruppe af utilfredse borgere, hvis vrede retter sig mod eliten i det politiske system, som hævdes ikke at tage deres bekymringer alvorlige. Politikerne er blevet kaldt ’folkeforrædere’. Også pressen er blevet mål for deres vrede og kaldt ’løgnepresse’. Folkeforrædere og løgnepresse er udtryk, som stammer fra nazitiden, hvor folkeforrædere blev brugt mod politiske modstandere og løgnepresse mod kommunister og jøder. Men vreden retter sig især mod islam og indvandring fra muslimske lande, som opfattes som en alvorlig samfundstrussel. Det har fået kansler Merkel til ved flere lejligheder at fordømme Pegidas muslimhad og udtale, at islam er en del af det tyske samfund.
Pegida – en antimuslimsk bevægelse i Europa?
Pegida grupperne er meget blandet sammensat – fra nazister og højrekstremister til det pæne borgerskab. De mobiliserer på baggrund af frygten for islam og indvandring/asylsøgere, på angsten for globalisering, på bekymringer om den økonomiske og sociale sikkerhed og på vreden over den politiske elite. Pegida har formået at få den indre svinehund frem hos mange almindelige borgere og gjort islam til syndebuk for egne bekymringer.
Især efter drabene i Paris har Pegida fået fornyet skyts til mobilisering mod islam.
I Danmark arrangerede Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) under ledelse af Anders Gravers den 5. januar 2015 en demonstration mod islam og indvandring i Haderslev. Max 40 deltog i demonstrationen – 10 gange så mange var mødt op til moddemonstration. SIAD indkalder til antiislam demonstration den 19. januar i Esbjerg.
I Norge gennemførte Pegida Norge under ledelse af Max Hermansen den 12.januar en haddemonstration i Oslo. 190 deltog heriblandt folk fra det ekstreme højre miljø, fra Stop Islamiseringen af Norge (SIAN), fra det fallerede Norwegian Defence League (NDL) og Høyres tidligere stortingsrepræsentant Ingvald Godal. Også her var moddemonstranterne i overtal.
Pegida Norge er allerede blevet splittet i en Max Hermansen-fløj og en Ronny Alte (NDL)/Arnt Roar Kvile (tidl.SIAN) fløj.
Andre lande har oprettet Pegida facebookgrupper, f.eks. Pegida Sverige og Pegida United Kingdom.
Det er endnu forhastet at tale om en bevægelse – hertil er deres interne forskelle for store og modstanden er stor.
Demonstrationer- for tolerance og mod islamofobi
En modbevægelse
I takt med den voksende tilslutning til Pegida er der begyndt at forme sig en modbevægelse, som er gået på gaden i forsvar for et åbent og tolerant samfund og mod racisme og fremmedhad. Det er bredt sammensatte moddemonstrationer, som den 12.januar kunne samle 100.000 deltagere i flere forskellige tyske byer.
Det har, som nævnt, ved flere lejligheder givet Kansler Merkel anledning til at fordømme Pegidas muslimhad og udtale, at islam er en del af det tyske samfund.
Et lyspunkt de tydelige modreaktioner. Det viser de store demonstrationer ”for tolerance-mod islamofobi”. I dag har flere grupperinger i Danmark anmeldt demonstrationer vendt mod Pegidas antimuslimske budskaber.
Gad vide, om Helle Thorning Schmidt formår at være lige så klar i mælet som sin tyske ministerkollega Merkel og turde sige klart, at Danmark er et åbent land, og at islam og muslimerne er en del af det danske samfund.