Mens staten kigger på?
Nazi-terror og skandalen med de hemmelige tjenester.
Paul Wellsow, tidssktiftet Der Rechte Rand
10 døde, utallige sårede ved to sømbombe-attentater og 14 bankoverfald – det er Den Nationalsocialistiske Undergrunds blodige facit. I 13 år begik gruppen fra undergrunden uopdaget mord og attentater.
1998 gik tre nynazister fra det østtyske Jena i Thüringen under jorden. Lige inden havde politiet fundet 1,4 kg sprængstof og 4 funktionsdygtige rørbomber i en garage, som nazisterne havde lejet.
De tre – Beate Zschäpe, Uwe Mundlos og Uwe Böhnhardt – var aktivister i ”Kameradschaft Jena”, som var en del af det overregionale ”Thüringer Heimatschutz”. I årene op til deres forsvinden havde de tit og ofte været i søgelyset på grund af politiske aktioner, vold og ved deltagelse i nazimarcher. Gentagne gange kom de i konflikt med politiet. Siden 1995 har de 3 senere mordere været registreret som højreekstremister i sikkerhedspolitiets nationale database.
I 1997 og begyndelsen af 1998 findes i Jena flere bombeattrapper, nogle er fyldt med sprængstof.
Bl.a. findes en kuffert midt i byen med et påmalet hagekors. Der findes en dukke i menneskestørrelse hængt op på en motorvejsbro. Dukken er forbundet med en bombeattrap og påhæftet en David-stjerne. Böhnhardt får i 1997 en fængselsdom for denne gerning, men han påbegynder aldrig afsoningen.
Ved en observation i 1997 opdager det nationale sikkerhedspoliti – det såkaldte ”Verfassungsschutz”, at de tre – Zschäpe, Böhnhardt og Mundlos – driver et bombeværksted i Jena.
Politiet presser på for at slå til, men sikkerhedspolitiet tøver. Informationens hemmelighedsniveau skal først nedjusteres.
Først da der den 26. januar 1998 under en amatøragtig ransagning af et bombeværksted – bl.a. havde politiet ikke noget værkstøj til at brække døren op med – findes sprængstof, udsteder statsanklageren en arrestordre på de tre. Men det lykkes for dem at flygte. Böhnhardt er endda tilstede ved ransagningen, men kan uhindret sætte sig ind i en bil og køre væk. Politiet noterer senere, at det ikke var muligt at forfølge ham, da de skulle overholde færdselsreglerne.
Nu begynder der en årelang efterlysning af de tre.
Læs mere:
En eftersøgning, som egentlig burde have været succesrig. International arrestordre, observation gennem de hemmelige tjenester i Thüringen og Sachsen, eftersøgning gennem politiet i Jena og det nationale politi, Verfassungsschutz – det nationale sikkerhedspoliti er på banen. Endda forsvarets og politiets efterretningstjeneste dukker op i sagsakterne. Sikkerhedsmyndighederne er hele tiden i hælene på dem. Der findes konkrete oplysninger om, hvem der hjælper de tre i undergrunden med penge og bolig. Flugtplaner til udlandet bliver kendte, lejligheder og hjælpere observeres såvel som deres forældre. De observeres med video-kamera og personale. I 2000 lykkes det endda at tage et foto af Böhnhardt og identificere ham. Men alt uden held. Angiveligt.
Politifolk noterede dengang i deres sagsakter, at nazisternes forsvinden var ”usædvanlig”. En anden betjent formodede, at de var blevet hjulpet af hemmelige tjenester. Det er angiveligt aldrig muligt for politiet at gå i aktion, og en indsats bliver åbenbart aflyst i sidste minut. Politiefterforskere beklager sig i 2000 over, at deres arbejde bliver modarbejdet.
Men i stedet for at flygte til udlandet eller at blive upolitiske, er de tre eftersøgte ikke langt væk.
De bor kun 200 km fra Jena i to mindre byer i Sachsen – Chemnitz og Zwickau. Under falske navne bor de der mellem 1998 og 2011 i forskellige lejligheder, som bliver lejet af hjælpere.
Den 9. september 2000 begår Böhnhardt og Mundlos deres første mord. I Nürnberg skyder de en blomsterhandler af tyrkisk herkomst. Nu begynder en årelang mordserie på immigranter over hele Tyskland. Indtil 2006 bliver ni småhandlende med udenlandsk baggrund skudt. Tre mord i Nürnberg, to i München, en i Dortmund, en i Hamborg, Rostock og Kassel.Ved det sidste mord i en internet-café er – helt tilfældigt naturligvis – en medarbejder fra Hessens hemmelige tjeneste til stede. Han hævder ikke at have set noget, da mordet skete. I stedet for at tilkalde politiet forsvinder han ubemærket, og indrømmer først sin tilstedeværelse, da politiet undersøger hans færden.
I 2001 og 2004 begår Böhnhardt og Mundlos åbenbart to sømbombeangreb i Köln med mange til dels hårdt sårede.
Ved alle mord blev der brugt det samme våben. En sjælden model, som der kun er blevet produceret et fåtal af. En politiprofiler kom efter mordene i München til den konklusion, at mordene var racistisk motiverede. Men officielt blev det nægtet. I stedet for søger politiet efter gerningsmændene i ofrenes omgangskreds. Narkohandel, organiseret kriminalitet, opgør mellem rivaliserende grupper bliver offentligt nævnt som gerningsmotiv. Politiet efterforsker primært i denne retning.
Da gerningsstederne ligger tværs gennem landet, efterforsker politiet på baggrund af aversioner og fordomme mod sigøjnere endda mod Romaer og Sinti. I 2007 sker så det sidste mord. I Heilbronn bliver en kvindelig politibetjent skudt med det samme våben, hendes kollega overlever hårdt såret.
Gruppens liv blev finansieret gennem 14 bankoverfald.
Ingen kom åbenbart på den idé, ingen kunne forestille sig, at det var nynazister, der stod bag de 10 mord. Kun ofrenes familier nævner muligheden. Og selv i det antiracistiske og antifascistiske miljø ville eller kunne ingen forestille sig, hvem morderne virkelig var.
Først den 4. november 2011 bliver alt afsløret. Efter et bankoverfald i Eisenach kommer politiet åbenbart tilfældigt på sporet af dem. Böhnhardt og Mundlos var flygtet i en campingvogn. Efter at de blev opdaget, skyder de sig selv i deres vogn. Zschäpe, som angiveligt ikke er på gerningsstedet, sætter få timer senere ild til trioens lejlighed i Zwickau, som ligger 200 km derfra. Hun beder naboen passe deres katte og flygter. Fire dage senere overgiver hun sig til politiet efter hun har turet rundt i Tyskland. Hun ender, hvor det hele begyndte – i Jena. Forinden havde hun sendt kyniske og menneskeforagtende tilståelses-videoer til medier, venstreorienterede politikere og indvandrerorganisationer. Videoerne var allerede blevet produceret og adresseret i 2007. Gruppen benævner sig ”Den Nationalsocialistiske Undergrund” og bekender: ”Handlinger i stedet for ord”.
I den udbrændte lejlighed og campingvognen finder politiet et våbenlager med 20 skydevåben og lister med navne og adresser på potentielle ofre.
Sikkerhedsmyndighederne taler i begyndelsen om, at institutionerne har svigtet fuldstændigt.
– ”Den Nationalsocialistiske Undergrund” opstod i midten af 1990’erne i et overregionalt organiseret og meget aktivt nazi-miljø i Østtyskland. De kunne i den nationalistiske rus efter foreningen mellem BRD og DDR bygge på en udbredt racistisk og nationalistisk stemning i samfundet. Netværkene i ”kammeratskaberne” og ”Thüringer Heimatschutz” opstod dengang i en tid med stor højreekstremistisk mobilisering, nazi-marcher hele tiden og et levende miljø af koncerter, mødesteder og aktioner.
– Lederen af ”Thüringer Heimatschutz”, Tino Brandt, havde gennem hele perioden – 1994 til 2001 – været sikkerhedstjenestens stikker. En top-kilde, som staten udstyrede med masser af penge, som han brugte til at opbygge sin organisation. I ”Thüringer Heimatschutz” og i miljøet tæt på Den Nationalsocialistiske Undergrund fandtes flere spioner fra forskellige tjenester. Seriøse kilder taler om op mod 10 informanter. Alle, der hjalp NSU med penge, lejligheder og våben, var aktive, af politiet kendte nynazister. De blev til dels overvåget konstant.
– NSU-støtterne var og er tæt forbundet med det nynazistiske parti NPD, som i dag er det vigtigste nazi-parti i Tyskland.
– Gerningsmændene og deres støtter bevægede sig næsten alle i det internationale netværk omkring Blood and Honour. I disse nazi-strukturer blev der i slutningen af 1990’erne propanderet for smågruppers væbnede kamp mod indvandrere, venstreorienterede, antifascister osv.
– Sikkerhedsmyndighederne kendte de senere mordere, de kendte deres hjælpere.De havde informanter i miljøet. Politiet og de hemmelige tjenester vidste, hvem der arbejdede sammen med hvem. De kendte til dels også til konkrete planer om at gå i undergrunden og skaffe våben. Jævnligt blev der fundet våben og sprængstof hos nynazister. Hvert år beslaglægges i hundredvis, men det er kun en brøkdel af det, der er i omløb.
– Siden 1990 er 180 døde af racistisk og højreekstremistisk vold. Men staten kigger væk. Det officielle dødstal er ifølge regeringen 47. Og indtil afsløringen af NSU afviste regeringen og sikkerhedsmyndighederne eksistensen af højreekstremistiske terror-strukturer.
– Især i 1990’erne har staten næsten ikke reageret eller reageret fuldkommen forkert på truslen fra højre. Truslen blev afvist. Gerningsmændene blev betragtet som enkeltstående gerningsmænd, strukturer blev benægtet. Især i Thüringen – men også i andre delstater – førte regering, konservative og de hemmelige tjenester i stedet for en kamp mod venstrefløjen og antifascisterne. Antikommunisme er en kontinuitet.
– Hvis sikkerhedsmyndighederne ikke kendte til mordene, anslagene og overfaldene og ikke kunne finde de eftersøgte nynazister, så har de svigtet totalt. Hvis de vidste noget og ikke handlede, så er det en skandale og grund nok til politiske konsekvenser. Men hvad, hvis gerningsmændene endda er blevet beskyttet og støttet af sikkerhedsmyndighederne? Det er der indtil videre ingen beviser på. Men der er masser af tegn, der peger på det.
Links i sagen: Statens egne højreekstremister
Tysk politi betalte for højreekstreme handlinger
