Store fredsdemonstrationer overalt i Europa den 24/25 februar
Appellen var, at nu måtte strømmen af stedse tungere våben fra NATO-landene til Ukraine stoppe, for er der ikke allerede døde og lemlæstede nok?
Og de fortsatte: Skal endnu mere af Ukraine smadres? Og skal endnu flere mennesker tvinges til at flygte?
Opfordringen lød: Nu skal der arbejdes for en våbenhvile, og dernæst skal der indledes forhandlinger om en varig fred.
Mange mennesker gik på gaden i mange byer i store del af Europa med håbet om fred
Tyskland: Fredag d. 24. februar demonstrerede op mod 50.000 mennesker i Berlin mod krigen i Ukraine.
Bag demonstrationen stod en række anti-krigsbevægelser, kvinde- og miljøgrupper, partier til venstre for Die Linke, hvis ledelse har fordømt demonstrationen, og især hovedtalerne partiets egen Sarah Wagenknecht, og feminist-veteranen, Alice Schwartzer.
I sin tale sagde Wagenknecht bl.a., ”at protesterne er begyndelsen til en bred folkelig modstand og et startsignal til en ny, stærk fredsbevægelse i Tyskland.” Samt, ”at demonstranterne var blevet forenet fordi de ikke følte sig repræsenteret af Scholz-regeringen og udenrigsminister, Annalena Baerbock, der ikke kunne få sendt våben nok til Ukraine.” se talen her: Rede von Sahra Wagenknecht beim “Aufstand für Frieden” in Berlin – YouTube
Wagenknecht sagde desuden, at hendes vigtigste motiv til at stå her, er at standse de forfærdelige lidelser i Ukraine. I stedet for at forlænge den endeløse krig med flere våben, skal der søges efter en våbenhvile. NU!
Hendes barndoms frygt fra 1980èrne, for en altødelæggende atomkrig, var blevet genskabt med krigen i Ukraine. Hun anså risikoen for en krig i hele Europa og muligvis resten af verden for at være enorm.
For to uger siden udsendte Wagenknecht og Schwarzer “Manifest for fred” hvor de kraftigt opfordrede kansler Scholz til at “stoppe de eskalerende våbenleverancer”. Manifestet er indtil nu blevet underskrevet af ca. 650,000 mennesker bl.a. kendte intellektuelle og politikere.
På plakaterne sås slogans som “Stop krigen” – “Hjelme i dag, tanks i morgen og i overmorgen dine sønner” – ”Diplomater i stedet for granater” – ”Stop myrderierne” – ”Ikke min krig – Ikke min regering” – ”Hverken Putin eller NATO” – ”Det er Putins krig – ikke det russiske folks krig” – ”De virkelige fjender sider på Børsen/Wall Street.”
Det var ikke kun i Berlin, der blev demonstreret, i over 25 tyske storbyer gik folk på gaden.
Det samme skete mange steder i Europa:
Fra Glasgow og Dublin i nord til Lisboa, I Bruxelles, Madrid og talrige spanske byer og 65 italienske byer i syd. Hertil kom Zagreb, Wien, Warszawa, Danmark med København, Århus og Esbjerg evt. andre.
I Moskva og andre russiske byer trodsede flere hundreder mennesker risikoen for at ryge i fængsel, og gik på gaden for at protestere mod Putins krig.
Siden krigen begyndte, skønnes det, at over en million russere har demonstreret mod krigen ved at forlade landet.
Udenfor Europa blev der demonstreret i Canada og USA. Her var parolerne ”March mod krigen” og ”krigen stjæler pengene fra de fattige.” Arrangørerne var anti-krigsgrupper, fagforeninger, feminister, sorte borgerrettighedsgrupper, socialister og Code Pink-bevægelsen (en græsrodsorganisation, der arbejder for at afslutte amerikanske krige og militarisme, støtte freds- og menneskerettighedsinitiativer. Organisationen ledes af kvinder).
Krigen skaber øget ulighed og modstand.
Selvom det er officielt og accepteret politik i alle NATO-landene – og kun dér – at Ukraine skal støttes med våben, og at en del politikere ønsker at eskalere våbenleverancerne – også selvom NATO’s våbendepoter er ved at være tomme – så er der en voksende opposition mod krigen blandt mange europæere. De økonomiske konsekvenser af sanktionerne mod Rusland, de stigende energipriser, inflationen og udhulingen af reallønnen, får i stigende grad arbejderklassen til at vende sig mod krigens vanvid.
Størst er i modstanden i Tyskland, Italien, Østrig og Ungarn. Mindst i England, Danmark, Sverige og Østeuropa.
Regeringsledere samtykker og parerer ordre.
Den eneste europæiske regeringsleder med en vis pondus, der tør tale om våbenhvile og forhandlinger er præsident Macron, der igen betoner, at det er nødvendigt med en europæisk sikkerhedsarkitektur, der også omfatter Rusland. Klogeligt tilføjer han, at ”man skal give sin modstander en gylden bro for at undslippe, og ikke tilføje sin fjende et ydmygende nederlag, det fremmer kun hævntørst.”
Fra en anden del af verden har præsident Erdogan, der er på talefod med Putin, atter tilbudt sig som fredsmægler, og opfordrer til en ”retfærdig fred.”
Fredsbevægelserne må gribe stafetten og arbejde på at etablere ”den gyldne bro”.
Stop krigen, våbenhvile, fredsforhandling og fredsaftale.
Demos