Sverigesdemokraterne ( SD) blev det tredjestørste parti ved Rigsdagsvalget i Sverige i 2018. Partiet havde indtil da været holdt udenfor regeringsindflydelse.
Idag d. 11. november viser en ny måling, at Sverigedemokraterna er det største parti i Sverige. Næsten hver fjerde vælger ville stemme på Sverigedemokraterna, hvis der var valg i dag, viser den ny måling.
Et historisk rids.
SD`s politiske hamskifte fra nazi – og skinhead rødder – til nationalkonservative med fremmedhad på dagsordenen.
SD blev grundlagt i 1988 af veteraner fra svensk nazisme og fascisme, der havde rødder tilbage til Waffen-SS – Hitlers elitehær under 2. verdenskrig.
SD har sin baggrund både i Nordiska Rikspartiet (NRP), Bevara Sverige Svenskt (BSS), Framstegspartiet och Sverigepartiet.
NRP var det ældste nynazistiske parti. Det blev stiftet i 1956 af den 24 årige Göran Assar Oredsson, der sammen med sin hustru Vera, ledede partiet frem til 2009. Hovedkvarteret var parrets hjem i Strängsnäs. De opretholdt den traditionelle nazihilsen. Partiet brugte Solhjulet som partisymbol.
Partiet SD blev skabt i et forsøg at opbygge en national front, og i den forbindelse skiftede de navn til Sverigesdemokraterne. De har bevæget sig fra holocaust-benægtelse, antisemitisme, islamofobi og nationalradikalisme.
Nazisten Anders Klarström, der ligeledes kom fra det Nordiska Rikspartiet, blev SD´s første partileder. Partiets symbol var, frem til 2006, en brændende fakkel i flagets farver. Faklen var et anerkendt fascistisk symbol. Ved valget i 1991 opnåede partiet til deres store skuffelse knap 5.000 stemmer, og de blev kun repræsenteret i 2 kommuner.
Men ved skolevalget mellem de skolesøgende unge opnåede ”øvrige partier” et rekordstort antal stemmer, og her var SD et af de største partier. Det fik SD til at se lidt lysere på fremtiden.
I 1992 blev SD´s første ungdomsforbund, Sverigedemokratisk Ungdom (SDU) dannet. Det blev nazisten Robert Vesterlund, der blev ordfører. SDU blev en form for drivhus for de kommende svenske nazister. Vesterlund var under mistanke for at stå bag mordet på fagforeningsmanden Bjørn Söderberg. I 2006 er Robert Vesterlund set som organisator ved Neonazi demonstrationen i Salem.
SD arbejdede herefter på det store gennembrud ved valget i 1994. Men valgsuccessen udeblev.
Konkurrencen fra det højrepopulistiske parti Ny Demokrati var for hård. SD fik 14.000 stemmer ved Rigsdagsvalget, og fem sverigedemokrater blev valgt ind i et par kommuner.
Kritiske røster inden for partiet mente, at det dårlige valg skyldtes, at Sverigedemokraterne var sammenkædet med nazister, antisemitiske konspirationsteorier, skinheads, optøjer, bomber og håndgranater. I 1994 var det stadig almindeligt, at partideltagere gjorde Hitlerhilsen ved SD`s manifestationer. (Læs Demos Nyhedsbrev nr.18 fra 1992. www.demos.dk)
Det var i denne periode, at den fremtidige partileder Jimmie Åkesson nærmede sig partiet. Nytårsnat 1994 besluttede han sig til at blive partipolitisk aktiv i SD`s ungdomsforbund.
Åkessons officielle version er en anden. Han fortæller, at han først gik med, da SD skiftede partileder året efter. Det, der tiltrak ham ved SD, var ifølge Åkesson partiets EU modstand. (se www. expo.se)
Stuerene?
I marts 1995 blev Mikael Jansson valgt som formand. Han var uden tidligere forbindelse til fascismen. Under Jansson blev en målbevidst indsats for at gøre partiet stuerent sat i gang. Der blev indført uniformsforbud i 1996. Det blev ophævet i 1998. I denne periode opstod to udbryderpartier fra SD: Hembygdspartiet 1995 og Nationaldemokraterna 2001.
SD fortsatte dog med at huse og samarbejde med nazister og fascister både i og udenfor Sverige.
Mikael Jansson har i dag forladt SD og er gået over til AfS: Alternativ för Sverige.
SD fik et alsidigt program, men øverst på listen stod indvandrerspørgsmålet, og her stikker fremmedhadet og racismen hovedet frem. Det var og er det, de rekrutterer på.
Partiet, var det nok det parti, der kom nærmest på Le Pens daværende parti Front National – tydeligt nationale og effektive til at udnytte de racistiske strømninger.
Den 30. november 1997 samledes ledende sverigesdemokrater i Riddarholmskyrkan sammen med aktivister fra blandt andet Nationalsocialistisk front (NSF) for at hylde Karl XII.
I 1998 gik SD til valg med økonomiskt støtte fra Holocaustfornægteren Jean-Marie Le Pen fra det franske højreekstreme parti Front National. Den franske støtte indebar blandt andet, at SD kunne genoptrykke og husstandsomdele 200 000 eksemplarer af en 24 siders valgfolder. I folderen blev SD præsenteret som et ”nationalistisk og demokratisk midterparti” og partilederen Mikael Jansson trykkede hånd med Le Pen. SD gik frem ved valget og fik næsten 20.000 stemmer. Det gav 8 kommunale mandater. Op til parlamentsvalget til EU i 1999 blev det afsløret, at SD havde været en del af det europæiske EuroNat samarbejde. Netværket bestod af forskellige højreekstreme, fascistiske og antisemitiske partier. Blandt de deltagende partier var det franske Front National og det italienske fascistparti Movimento Sociale – Fiamma Tricolore (MS-FT). For SD blev afsløringen af samarbejdet en belastning lige før EU-valget. Partiet løste problemet ved at lade Ungdomsforbundet SDU overtage medlemsskabet.
Nazi skandalerne fortsætter.
I 2000 blev Jimmie Åkesson leder for ungdomsforbundet SDU og i 2005 tog han magten i partiet. Som partileder satte han gang i en modernisering af partiet. I 2006 valgte partiet et nyt politisk symbol, den blå anemone (som tidligere havde været symbol for de konservative). Men nazi skandalerne fortsatte trods dette forsøg på renvaskning – år efter år.
I 2008 blev det afsløret, at seks af SD`s repræsentanter på forskellig vis havde støttet den nazistiske bevægelse gennem de seneste to år.
Det drejede sig blandt andet om Karin Svensson, som havde sat penge ind på Nationalsocialistisk fronts konto og om Jan Kassberg, som i to tilfælde havde betalt penge til Info-14.
Desuden Göran Lagrot, der i 21 tilfælde betalte penge til Svenska Motståndsrörelsen (SMR) – senere kendt som –
Nordiska Motståndsrörelsen (NMR). Året efter blev det afsløret, at ledende sverigedemokrater på en bådrejse til Estland, arrangeret af SDU, havde sunget med på nazistisk White Power – musik og havde ekselleret i racistiske vittigheder.
Nultolerance – et tomt løfte
I 2010 kom SD ind i Sveriges Rigsdag med 5,7 procent af stemmerne. Året efter blev der dannet et kvindeforbund inden for partiet, med Carina Herrstedt som ordfører. 2012 lovede Åkesson en ”nultolerance” mod racisme inden for partiet, som dog skulle vise sig at være et tomt løfte. Politikken er undertiden blevet skærpet overfor besværlige medlemmer, partiledelsens modstandere, men ikke overfor følgere på de sociale medier.
Samtidig har Sverigedemokraternes påståede nultolerance og deres forsøg på at blive en accepteret samarbejdspartner i Rigsdagen skabt ondt blod blandt dele af det ekstreme højre, der betragter partiet som forrædere. Nogle nazister mener til og med, at partiet er en del af den jødiske magt og kalder derfor konsekvent partiet for ”zionister”.
Ved valget i 2014 fik SD 12,86 procent af stemmerne og blev Rigsdagens tredje største parti. I løbet af foråret 2015 blev ungdomsforbundet efter en konflikt med SD`s partiledelse – udelukket.
Anledningen var de kontakter, som SDU`s ledelse havde haft med nyfascistiske aktører. SD dannede et nyt ungdomsforbund, Ungsvenskarna som alternativ til Sverigedemokratisk Ungdom. Forbundets formand er Tobias Andersson ( foto )
Islamofobi
SD er først og fremmest et indvandrerfjendtligt og muslimfjendtligt parti. Udadtil har SD siden 2011 kaldt sig selv for ”et socialkonservativt parti med et nationalistisk grundsyn”. I dag ville mange kalde det et nationalkonservativt parti. Men uofficielt, inden for partiet og blandt deres repræsentanter, findes der stadig træk af mere ekstrem radikalkonservatisme og etno-nationalisme.
Man kan sige, at SD er en blanding af flere ideologier: En officiel, som repræsenteres af partiledelsen; en uofficiel, som af og til slipper ud fra partiets lukkede rum; og en ”vildtvoksende” ideologi, som trives blandt aktivister, græsrødder og sympatisører. Den ideologiske flora blandt SD`s græsrødder fremviser hele spektret fra indvandrer fjendtlig, over socialdemokratisme til nazisme.
Konsekvent gennem sin historie har SD villet stoppe – eller forhindre, indvandring til Sverige. Dette er afgjort partiets vigtigste politiske spørgsmål. SD er også et muslimfjendtligt parti, og det skaber en stærk islamofobisk kultur både indenfor og udenfor partiets mure.
Modstanden mod islam har sin særlige værdi for SD.
”Som sverigedemokrat ser jag den växande muslimska minoriteten som vårt största utländska hot sedan andra världskriget.” Jimmie Åkesson, Aftonbladet 19. oktober 2009
Richard Jomshof, fhv. retspolitisk talsperson og partisekretær i SD udtaler til Blekinge Läns Tidning 10. januar 2014.”Våldtäkt är ett uttryck för islamisk kultur.”
Og både en racistisk kulturopfattelse og antifeminisme står bøjet i neon med Markus Palmheims – der indtil 2016 var ordfører i kommunalbestyrelsen i Danderyd – sexistiske udtalelser om kvinders frigørelse: ”Låt Araberna få betalt för att de våldtar feminister, så gör de lite nytta.”
Et eksempel på en skjult racistisk dagsorden er, at partiet i 2010`erne forsøgte at profilere sig som modstandere af tiggeri, men bagved lå en politik og retorik rettet mod romaer.
I de traditionelle højre politiske spørgsmål om lov og orden samt forsvarspolitik optræder SD konsekvent og tydeligt med en hård linje. Partiet går eksempelvis ind for dødsstraf i specifikke sager.
Også kulturpolitik er vigtig for SD, som mener at kulturen skal være mere nationalistisk for at kunne fremme social ”sammenhængskraft”. Den politik er en del af partiets assimileringstanke om en ren svensk etnokultur.
Stærkere ved hvert valg
Sverigedemokraterne har været repræsenteret på kommunalt niveau siden 1991, da de fik et mandat i Dals-Ed i Dalsland, og i Höör i Skåne. Fra 2006 har partiet haft repræsentation i Landstinget, og fra 2010 i Rigsdagen. I 2014 fik de to mandater i EU-parlamentet. Stemmerne til Rigsdagsvalget har fulgt en nærmest eksplosiv udvikling, SD har de seneste år næsten fordoblet deres antal ved hvert rigsdagsalg. Samtidig har partiet haft usædvanligt store problemer med eksklusioner, såkaldt politiske ”vildmænd” og afhoppere.
Den tidligere partileder for Sverigedemokraterne og nuværende medlem af Rigsdagen Mikael Jansson forlod i april 2018 partiet. Han skiftede til det nystartede Alternativ för Sverige (AfS).
Den tidligere SDU-leder Gustav Kasselstrand lancerede det nye parti Alternativ for Sverige og fik tre stærke SD-medlemmer i parlamentet, der gik med over i AfS.11 ud af 49 SD medlemmer har forladt deres tillidsposter i SD siden valget i 2014. Mikael Jansson kommer næppe til at løfte AFS ind i Rigsdagen. Men hans skifte er alligevel en sejr til Gustav Kasselstrands gruppe; formand for AfS.
Jansson og Kassselstrand 2017
Det internationale samarbejde
Foruden sit historiske samarbejde med Front National og med diverse højreekstreme og fascistiske partier indenfor rammerne af EuroNat indgår SD i dag i den europæiske partialliance Alliance for Direct Democracy in Europe (ADDE) i EU-parlamentet sammen med højrepopulistiske og indvandringsfjendske partier som tyske Alternative für Deutschland (AfD) og britiske United Kingdom Independence Party UKIP. SD har også gennem de seneste år udviklet venskabelige kontakter med Dansk Folkeparti (DF). I efteråret 2017 indledtes et nordisk samarbejde med ”De Sande Finner” og Dansk Folkeparti. På samme vis er det norske Fremskridtsparti heller ikke længere så afvisende overfor et samarbejde. Enkelte medlemmer af det norske Storting har fremført, at SD ikke længere kan betragtes som et racistisk parti.
læs iøvrigt
Nye Borgerlige og Alternativ för Sverige
Alternativ för Sverige i København
Du kan også søge i vores Nyhedsbreve på “Sverige”.
