Gyda Hedings tale v. 8. marts 2023 demonstrationen

Når det kommer til kampen for rettigheder, så står vi her i dag fordi – vores mødre – og vores bedstemødre gik på gaden og kæmpede for lige rettigheder til kvinder. De strejkede- de demonstrerede – de organiserede sig fordi de var fast besluttede for at nu skulle det være slut med den kæmpe uretfærdighed det var at de ikke havde lige muligheder – lige løn – lige rettigheder imellem kønnene.

Men intet er kommet af sig selv- det har været kampe om alt – for grundvilkåret i patriarkatet er at ingen mænd frivilligt har afgivet privileger . – kun igennem kvinders sammenhold og kamp er vi kommet hertil hvor vi står i dag og den kamp er langt fra slut – det er i forståelse for folket og i samspil med det politiske beslutninger skal træffes. Men vi må aldrig glemme at intet kommer af sig selv.

På trods af vores mødre og bedste mødres kamp er vi langt fra lykkes med at skabe et lige samfund – for et lige samfund tilbyder lige muligheder og det har vi ikke.

Når det kommer til kampen for mod ulighed, kan jeg sige, at jeg – som socialarbejder de sidste 25 år – har oplevet ulighed hver eneste dag. Vi lever ikke i den samme økonomiske virkelighed. For nogen er økonomiske bekymringer i dagligdagen en evig trussel. Unge som er kommet dårlig fra start i familier som lever i fattigdom har ikke lige muligeheder i Danmark. De vildeste eksempler er unge kvinder og queer personer, som ikke anmelder voldvægt fordi de på forhånd ved at andre vil mene det er selvforskyldt eller unge kvinder og queers personer som vælger at sælge sig selv fordi de at det er den eneste vej ud af fattigdom og det der betaler huslejen eller dem som føler sig udenfor i uddannelsessystemet fordi hele systemet ikke er skabt for dem.

For mig er feminisme en del af svaret på uligheden og venner vi har lang vej igen hvis vi skal ha et lige samfund.

Når det kommer til kampen mod krig og for fred, vil jeg nævne kvindernes kamp i Greenham Common. I 1983 var der kvinder i England, der kæmpede mod missiler. Missiler der kunne skyde atomvåben mod Sovjetunionen. De engelske kvinder kæmpede i mange år; de slog lejr – Greenham Commen hed den – uden for basen og lavede uafbrudt aktioner mod basen for at stoppe missilerne.

Jeg var heldig, at jeg som 17 årig fik mulighed for at kæmpe med. Vi var en bus fuld med kvinder fra Danmark, der tog over og var med i fredslejren og var med til aktioner i 10 dage sammen med 30.000 andre kvinder fra hele Europa. Det var stærkt, skørt, fantastisk at aktionere sammen med så mange kvinder om et fælles mål. Og vi lykkedes. Ikke bare os selvfølgelig men en fredsbevægelse i hele Europa, som sagde nej til oprustning, og hvis kampe førte til, at missilerne blev omfattet af en nedrustningsaftale og blev fjernet.

Min erfaring fra dengang er, at hvis vi står sammen og er modige, kan vi flytte alt. Og der er meget, der skal flyttes endnu. For generaler, politikere og krigsindustrien er ikke stoppet, og nu er der igen risiko for atomkrig.

Det der for mig til at ligge søvnløs om natten over krigen i Ukraine. En krig der har sendt millioner af kvinder og børn på flugt. Hvor russiske og ukrainske soldater kæmper en meningsløs kamp, som ødelægger byer, skaber ulykke og død for millioner af mennesker. Det her er en krig om magt og den er skabt af magt – mænd som har alt for meget magt. Den er skabt af imperialistiske drømme. Og imperialisme er feminismens modsætning.

Dengang blev vi beskyldt for at være sovjetiske lejesvende og 5. kolonne. Nu bliver man skudt i skoene at være naiv og Putin-elsker, hvis man siger nej til flere våben og ja til fred.

Dengang begyndte 36 kvinder i Greenham Common en kamp mod overmagten, der motiverede og mobiliserede fredsbevægelser over hele verden. Der kom 50.000 kvinder en gang omringede hele militærbasen.

Nu er vi igen ikke så mange, der kræver fred og stop for oprustning. Men vi skal blive flere! Vi skal motivere og blive ved. Og vi skal gøre det som feminister.

Go kampdag