Vi har modtaget flg. fra gruppen “Asylret”.
En opdatering:
Tre tvangsudvisninger til Afghanistan. Den ene er muligvis iransk statsborger
Tre mennesker blev i forgårs (9.1.18) tvangsudvist til Afghanistan fra flygtningefængslet Ellebæk.
Det forlyder, at den yngste af de tvangsudviste asylansøgere er Iransk statsborger.
Asylret er ikke bekendt med årsagen til, at de danske myndigheder har tvangsudvist en formodentlig iransk statsborger til Afghanistan.
Vi undersøger sagen nærmere og vender tilbage med flere oplysninger.
Asylret vil gerne orientere de danske myndigheder og andre om den aktuelle situation i Kabul, idet vi på baggrund af den aktuelle situation er fuldstændig uforstående overfor, at Danmark tvangsudviser til Afghanistan.
ISIS etablerer sig i Afghanistan: mindst147 er dræbt i Kabul af selvmordsbombeangreb siden 20.10.2017
ISIS flytter sine kræfter fra Syrien og Irak til Afghanistan, hvor de er i færd med at etablere sig. Dette er grunden til en stribe af dødelige terrorangreb rettet mod civile i Kabul. Siden den 20.10.17 har der været otte.
Man kan læse mere om ISIS i Afghanistan i artiklen: “Its dreams of a caliphate are gone. Now Isis has a deadly new Strategy. Territorial losses in Syria and Iraq mean Islamic State militants are igniting bloody sectarian insurgencies elsewhere,” The Guardian, 31.12.17
Artiklen er skrevet på baggrund af ISIS- selvmordsbombeangrebet i Kabul den 28.12.17, som var rettet mod et Shiamuslimsk kulturcenter og et nyhedsbureau og kostede mindst 41 civile livet og sårede 80. FN oplyser, at ISIS med dette Selvmordsangreb bevidst gik efter at ramme børn.
Man kan informere sig yderligere om dette terrorangreb og om situationen i Afghanistan her: “Scores killed in Isis bombing of Kabul news agency and Shia centre“, The Guardian, 28.12.17
The Guardian konkluderer, at det – på trods af fire årtiers borgerkrig – indtil ISIS fremkomst kun var meget få dødsfald, der kunne tilskrives spændinger mellem Shia- og Sunni muslimer, som ellers har kostet mange menneskeliv fra og at der nu er en bevægelse i Afghanistan, som ser ud til at overgå Taleban med hensyn til voldsudøvelse mod civile i Kabul.
ISIS- selvmordsbombeangrebet d. 28.12.17 var det syvende terror angreb i Kabul mod civile siden den 20. oktober 2017. Med dette terrorangreb havde mindst 130 civile mistet livet. Den 31.12.17 kom det ottende selvmordbombeangreb, der kostede 17 deltagere i en begravelse livet.
Den afghanske gren af ISIS kalder sig IKSP (Islamic State Khorasan Provine). Man ved meget lidt om den ISIS celle, der operer i Kabul, hvilket gør det meget vanskeligt at bekæmpe den.
To spørgsmål fra Asylret til de danske myndigheder:
- Er den ene af de tre, der den 9.1.18 blev tvangsudvist til Afghanistan iransk statsborger?
- Hvad er Danmarks holdning i forhold til tvangsudvisninger til Afghanistan i lyset af den aktuelle situation i landet?