Folkets Hus d. 22.11.13 kl. 19.00
Slumstormerparty – Live musik – film om husbesættelser og DJ med politisk musik
Det kan blive bedre kammerat
Foreningen Demos genudgiver Slumstormerpladen fra 1971 med den stærke titel ”Det kan blive bedre kammerat-men du klarer det ikke alene”.
Gennem de sidste 20 år har vi hørt på et stadigt mere skingert, borgerligt forsøg på at devaluere 60´er oprøret og den venstrefløj der voksede frem i samme periode.
Og de seneste års småborgerlige værdikamp blev en hetz vendt mod alle der ikke bøjer nakken eller mod dem der ikke passer helt ind. Forsøgene på at latterliggøre Kollektivisme, Klassekamp og Kvindekamp har fået lov at dominere kultur og politik. Det har været til at få kvalme af.
Vi har set de talrige forsøg på at omskrive historien af de fantastiske 70ère. Tiden hvor fællesskaber var i høj kurs, hvor kreativiteten og energien blomstrede, og hvor den danske politiske musik inspirerede generationer og satte enestående spor.
Slumstormerbevægelsens musik ”Det kan blive bedre kammerat-men du klarer det ikke alene” genudgives for at vise begejstringen og energien i venstrefløjens politiske arbejde, og indskrive den i historien.
Pladen blev til efter en husbesættelse, hvor man dannede et Slumstormer Kor, som var en del af de politiske aktiviteter.
En af de udøvende kunstnere Kazio Kierpaul udtaler: “Vi var mere end 30 der stod på scenen og spillede og sang – fuldstændig kaotisk, men ud fra det voksede et behov for at have en musikgruppe, som, på sin måde, understøttede den kamp, vi var i gang med.”
Tove Jensen, talskvinde for Demos udtaler:
” Vi vil med genudgivelsen hylde den tids politiske arbejde og de aktivister, som dengang kom syngende og spillende ind i gadebilledet. Det satte gang i energi og lyst til at være med til at bestemme, hvorledes byen skulle udvikles”.
”Det kan blive bedre kammerat-men du klarer det ikke alene”, udkommer på CD og Vinyl ved et releaseparty i Folkets hus, Stengade 50, 2200 København fredag d. 22.november klokken 19.00.
Demos og Slumstormergruppen.