Overlever verden den nuværende æra af vold og udbredt chauvinisme, hvordan vil de fremtidige generationer da opfatte NATO og USA?
Vil de se på alliancen, ganske som vi ser på 30’ernes og 40’ernes fascistiske akser, der stræbte efter verdensherredømmet. I dag ved vi, at Mussolinis og Hitlers fascisme var en uudviklet gren af fascismen, der ingen chancer havde for at overleve på grund af selvdestruktive strategier, samt tilstedeværelsen af internationale antifascistiske bevægelser.
Fraværet af sammenlignelige, internationale antifascistiske bevægelser gør, at den nuværende situation er langt farligere, end den fascisme, der dominerede i tiden før 2. verdenskrig. Medvirkende hertil er, at den moderne fascisme adskiller sig fra tidligere tiders ved at det fascistiske billede næsten er uigenkendelig. Her er ingen højtråbende Mussolini-typer, her er ingen strækmarch i gaderne, og når moskeer og islamiske kulturcentre angribes, så bagatelliseres det hyppigt som ”drengestreger” eller ”fulde folks hærværk” For den brede offentlighed forekommer den moderne fascisme ifølge netmediet Links d. 8.oktober, derfor at være mindre problematisk, mindre farlig.
Nutidens fascisme har, overfladisk set, tillagt sig nye ideer, ny retorik og nye metoder. Her er ingen militante, uniformerede typer, men pæne borgere i designertøj. Kun få taler om ”race,” i stedet bruges det stuerene ”kultur” eller ”etnicitet,” selvom meningen er den samme. Dagens fascister udtrykker sig sobert for at camouflere deres intolerance og had, og de er ferme til at bruge demokratiske metoder til udbredelse af deres udemokratiske verdenssyn.
Nutidens fascisme næres af at store dele af befolkningen, mere elle mindre stiltiende, accepterer de overgreb, der, indenlandsk, sker mod relativt magtesløse grupper fx indvandrere, arbejds- og hjemløse, LBGT-miljøet m.fl. Og tilsvarende internationalt mod det globale syd, og/eller de lande, der modsætter sig USA’s og NATO’s hegemoni.
Besad NATO-politikere og -embedsmænd et minimum af ansvarsfølelse overfor mennesker, så ville de vedgå og tage ved lære af den afghanske fiasko. For knap var NATO flygtet ud af Kabul i august 2021 – og overlod de mest udsatte grupper – kvinder og hazarier – til Talibans forgodtbefindende, førend NATO omgrupperede tropperne til Østeuropa.
Nu var det ukrainerne, der skulle nyde godt af NATO’s forsvar for demokrati, menneskerettigheder og sikkerhed. Reelt er Ukraine dog blot en brik i USA’s og NATO’s planer om at knække Rusland.
USA/NATO satte en fælde
Counterpunch skrev d. 11. marts i år, “at USA’s politik er, at lokke Rusland i en fælde, og så lade det forbløde i en opslidende krig med Ukraine, sådan som det skete i Afghanistan. ” Lokke-og-for-bløde-teorien” stammer fra John Mearsheimer, ekspert i internationale relationer ved Chicagos Universitet.: “Vil man ødelægge Rusland, så gælder det om at opmuntre til at erobre Ukraine.
USA’s forsvarsstrategi anbefaler metoden, og opstillede i 2018 en køreplan, ”for at imødegå de udfordringer, en langvarig konkurrence med Kina og Rusland udgør,” samt ”forhindre en for tæt tilnærmelse mellem Frankrig, Tyskland og Rusland, hvilket truer USA’s dominans i Europa.”
Det er ikke første gang, USA og NATO sætter en fælde for Rusland. I 2002 fik Georgien tilsagn om at kunne komme med i NATO, hvad både Tyskland og Frankrig dog modsatte sig. Ved samme lejlighed fik Ukraine “forstærket mulighedsstatus” – en fortrinsstilling i NATO-øvelser og -træning.
I tillid til at NATO ville komme til undsætning, forsøgte Georgien i 2008 at generobre to mindre russiskbesatte områder. Det slog fejl, og Georgien blev kortvarigt besat af russerne. NATO holdt sig naturligvis væk. Selvom Labours udenrigsminister, David Milliband, besøgte Kiev og lovede støtte, så må det undre, at Ukraine. set i lyset af erfaringerne fra Georgien, alligevel troede, at NATO ville hjælpe lande, der ikke er medlem. Og det må også undre, at Ukraine så bort fra, at Rusland vil opfatte Ukraines NATO-medlemskab som en eksistentiel trussel.
I 2014 indtraf Maidan-kuppet – kort efter annekteringen af Krim. Samtidig blev den lovligt valgte pro-russiske præsident, Viktor Yanokovitsch, væltet ved et kup, der var delvis iscenesat af af USA, hvis ambassatrice, Victoria Nuland, blandede sig i udnævnelsen en ny nationalistisk præsident. Amerikanske “eksperter og rådgivere” blev tilkaldt, bl.a. Bidens søn, Hunter, der indtrådte i bestyrelsen for energiselskabet, Burisma, til trods for at han ingen erfaringer havde på området.
Efter kuppet annullerede den nye regering, russisk som det officielle andet sprog, hvilket udløste modstand i det russisktalende Østukraine. Siden ignorerede Ukraines regering Minsk-aftalerne, begik overgreb mod det russisktalende mindretal, og fortsatte provokationerne i Donbass-regionen. Der blev indsat soldater, og det udviklede sig til den “borgerkrig,” der, indtil invasionen i februar, har kostet ca.14.000 dræbte.
USA/NATO har hele tiden været valne. På den ene side erklærede man, at en krig med Rusland var utænkelig, men lod, på den anden side, udsigterne til en NATO-intervention stå åbne. I november 2021 erklærede NATO så, at man ikke ville komme Ukraine til undsætning, men man ville dog sende våben. Det tog russerne som et signal til at de kunne invadere. Det er vigtigt at holde fast i, at det var USA/NATO der fremprovokerede den situation, der udløste russernes brutale invasion.
Krigens ødelæggelser er prisen værd
Igen og igen erklærer vestlige beslutningstagere, der sidder i sikkerhed, at USA’s og NATO’s aggressioner ”er prisen værd.” Enten for at bringe Saddam Hussein til fald, eller for at knække Rusland. At krigene så resulterer i tusinder af døde og endnu flere lemlæstede, at millioner sendes på flugt, og at byer og infrastrukturer smadres – det er en del af prisen andre må betale for USA’ og NATO’s magtspil.. Det indgår tillige i ligningen, at det hele finansieres af vestens skatteydere, samt at de fleste penge ender hos vestens våbenfabrikanter, hos NATO-soldaterne, samt forgylder de mange bag fronten, for hvem krige er en lukrativ forretning.
På topmødet i Madrid i juni, skulle Sverige og Finland optages i NATO. Det var alle lande enige om, bortset fra Tyrkiets Erdogan, der betingede sig, at de to lande først skulle udlevere et antal navngivne kurdiske flygtninge til retsforfølgelse i Tyrkiet. Det vil være et alvorligt brud på Sveriges og Finlands hidtidige asyl-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor kampen for menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse har stået højt.
Kynismen stopper ikke her. NATO viser udstrakt hensyn til Tyrkiet, der huser den vigtige Incirlik-base, hvorfra hele Mellemøsten kan kontrolleres. NATO har også accepteret Tyrkiets periodiske samarbejde med IS og lignende grupper. Ser det som et led i Tyrkiets bekæmpelse af de kurdiske befrielsesbevægelser, der af Vesten opfattes som terrorister – til trods for at de kurdiske styrker var afgørende for at nedkæmpe IS.
USA/NATO protesterer spagt når Erdogan køber russiske våben, og samarbejder med Rusland så det russiske erhvervsliv fortsat kan deltage i internationale pengetransaktioner. Vel er sanktionspolitikken over for Rusland er problematisk, og har vist sig at ramme Europa mest, så er det tydeligt, at USA og NATO lukker øjnene for at nok er Erdogan en trojansk hest, men Tyrkiet er også et vigtigt led i inddæmningen af Rusland.
Nogle af de islamistiske grupperinger er til dels opstået som følge af USA’s og NATO’s invasion i Irak, mens andre i 80’erne blev bevæbnet af vesten for at bekæmpe de sovjetiske besættelsesstyrker i Afghanistan – inden de vendte sig mod deres vestlige mæcener. I dag hærger islamisterne i forsvarsløse og fattige lande i Nordafrika og i Sahel-bæltet. Også her indsættes NATO-styrker for at bekæmpe de militser, man selv har været med til at skabe
Kina – den næste fjende
Havde Putin ikke invaderet Ukraine, havde USA/NATO i stedet rettet fokus mod Kina, hvor USA længe har provokeret Kina med sin enorme militære tilstedeværelse omkring Taiwan og i det sydkinesiske hav.
På Madrid-topmødet blev kursen over for Kina skærpet. For første gang omtales Kina i det strategiske koncept, hvori det bl.a. hedder, ”at der skal ske en væsentlig styrkelse af NATO’s afskrækkelses – og forsvarsstrategi, samt en udbygning af samarbejdet med Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea.” Konceptet stræber efter at beskytte nogle af de mest militariserede landes interesser, og bidrager desuden til at eskalere konflikter, nuværende som kommende. Inden længe vil danske fregatter deltage i ”øvelser” i det sydkinesiske hav.
NATO’s offensive holdning kom til udtryk, da generalsekretær Jens Stoltenberg nylig erklærede: ”Det strategiske partnerskab mellem Kina og Rusland og deres gensidig forstærkende forsøg på at undergrave den regelbaserede internationale orden, strider mod vore værdier og interesser.”
Er der nogen der undergraver “den regelbaserede internationale orden,” som Vesten gang på gang påberåber sig, men ikke selv evner at lever op til, da er det USA/NATO. Tredive år etter afslutningen af den kolde krig, fortsætter USA/NATO med at skabe konflikter rundt om på kloden.
Konklusionen er, at langt de fleste af de væbnede konflikter, der finder sted i Mellemøsten og Nordafrika samt de spændinger, der er ved at blusse op i de tidligere Sovjetrepublikker, er formet af imperialistiske ambitioner, nationalisme og kapitalistiske konflikter, og vil blot bringe endnu mere elendighed og ødelæggelse med sig. I samtlige konflikter indgår USA/NATO som en indirekte eller direkte årsag. Det gælder også i de tidligere Sovjetrepublikker, hvor russisk indgriben skyldes en frygt for vestligt iscenesatte ”farverevolutioner” a la Maidan.
Et hundrede år efter fascismens fødsel i Italien, er verden ikke blevet et bedre sted, og de vestlige lande bidrager ikke positivt til situationen. Den største trussel for at blive invaderet kommer kun i begrænset omfang fra autoritære lande som Rusland, Kina eller Tyrkiet, den kommer snarere fra vestens demokratiske lande.
