Tidsskriftet Refleksion.
Forfatter: Per Øhrgaard 12. januar 2024
Den nye forsvarsaftale mellem Danmark og USA, som efter det oplyste blandt andet indebærer amerikanske baser i Danmark unddraget dansk jurisdiktion, har – i hvert fald indtil videre – udløst påfaldende få reaktioner.
Et land, som ellers taler meget om suverænitet, ja, som kan føre ophedede debatter om farven på sine rejsepas, og hvor selv ministre undskylder sig med, at noget ”kommer fra Bruxelles”, tillader nu en fast tilstedeværelse af fremmede tropper på dansk jord under fremmed overhøjhed. Det er ikke sket siden Besættelsen.
I en del af riget har det ganske vist været sådan siden Besættelsen: i Grønland. Her hævdes Danmarks suverænitet i praksis af USA, og alle ved, at Danmark alene ville være ude af stand til at løfte opgaven. I resten af riget sørger Nato-medlemskabet angiveligt for beskyttelse.
Danmark var også Nato-medlem i begyndelsen af 1950’erne, da der første gang var tale om amerikanske baser i landet. I Poul Villaumes disputats fra 1995 ”Allieret med forbehold” kan man i kapitel seks læse en grundig gennemgang af den tids overvejelser og se, at danske politikere dengang gjorde sig flere, end de åbenbart gør sig i dag.
Forhandlingerne begyndte i 1952, strakte sig lidt ind i 1953 og endte uden baser. Danmark havde allerede ved underskrivelsen af Nato-pagten i 1949 insisteret på, at man ikke ville acceptere krav om fremmede baser; i givet fald måtte de etableres efter et dansk ønske. Presset kom naturligvis alligevel.
I 1952 havde vi en VK-regering, som i udenrigspolitikken søgte forståelse med Socialdemokratiet. De tre var Nato-partier, mens Radikale Venstre og kommunisterne var imod. Mest åbne for forhandlinger var ikke overraskende Det Konservative Folkeparti, men selv udenrigsminister Ole Bjørn Kraft (K) udtalte, at der ikke kunne blive tale om at stille territorium til rådighed for en anden stat. Både i Venstre, ikke mindst hos statsminister Erik Eriksen, og i Socialdemokratiet var der mere tøven. Erik Eriksens nytårstale i 1953 og socialdemokraten Hans Hedtofts samtidige nytårsbudskab er næsten identiske i deres betoning af arbejdet for afspænding.
Der forhandledes om en aftale, som også inddrog Norge, men ikke faste baser. Der var usikkerhed om Vesttysklands stilling (som først afklaredes med Nato-medlemskabet i 1955). Og der var konsensus om ikke at foretage sig noget, som unødigt ville provokere Sovjetunionen.
Norden skulle være og forblive et lavspændingsområde.
Både VK-regeringen og den socialdemokratiske regering, som afløste den i 1953, konkluderede, at amerikanske baser ikke gjorde Danmark mere sikkert, men snarere øgede risikoen for, at Danmark blev inddraget i konflikter, som vi ikke var en del af.
Forhandlingerne strandede på, at Danmark på afgørende punkter ikke ville imødekomme amerikanske ønsker eller krav. Danmark stod fast på, at det stationerede materiel kun måtte bruges til forsvar af Danmark (altså ikke omfatte strategiske bombefly og ikke trækkes væk fra Danmark i en krisesituation), endvidere at styrkerne skulle stå under dansk kommando i fredstid og som det helt centrale: Dansk jurisdiktion skulle være gældende også på baserne.
I 1952 regerede Josef Stalin endnu, og den sovjetiske magt- og militærsfære begyndte lige syd for Danmark: i DDR og Polen. Risikoen for en storkrig var om ikke umiddelbar så dog til stede, og Danmark var frontlinjestat. I 1953 døde Stalin, men til gengæld havde USA fået en præsident (Eisenhower), som frygtedes at være mere krigerisk end forgængeren. Det er underligt i 2024 at læse Poul Villaumes konklusion om 1952/1953: at man tilstræbte ”maksimal dansk udenrigs- og forsvarspolitisk handlefrihed i en situation, hvor man nærede bekymring over den kommende amerikanske regerings udenrigspolitik”. Det er også en tanke værd, at det var den nu så forkætrede ”fodnotepolitik” i 1980’erne, som repræsenterede kontinuiteten i dansk udenrigspolitik.
I dag grænser Natos magt- og militærområde umiddelbart op til Rusland. De baltiske lande, Polen, Finland og snart Sverige er blevet Nato-medlemmer. Danmark er ikke længere frontlinjestat. Vestens militære overlegenhed over for Rusland er større end nogensinde, og det rokker krigen i Ukraine ikke ved. Den mest akutte trussel i dag er formentlig den såkaldte cyberkrig. Men skulle amerikanerne ønske at udkæmpe den fra Danmark, har de sikkert kvalificeret personale på ambassaden til det formål.
Og i den situation vælger Danmark at opgive suverænitet i en grad, der ikke er set siden 1945. Er man venlig, kan man tolke det som et forsøg på at forpligte USA som beskytternation uanset udfaldet af det kommende præsidentvalg. Er man fatalistisk, kan man sige, at eftersom dele af dansk erhvervsliv, boligmasse og landbrug allerede er på fremmede hænder, gør et par militære arealer hverken fra eller til. Og er man uvenlig, kan man konkludere, at Danmark stiller sig til rådighed også for mulige offensive amerikanske militære aktioner.
Der er i hvert fald brug for en grundigere debat end den, vi hidtil har set, og om nødvendigt en prøvelse ved Højesteret.
Refleksion skrives på skift af sognepræst Sørine Gotfredsen, professor emeritus Per Øhrgaard, journalist og forfatter Esben Kjær og debattør og forfatter Ali Aminali .
Fredsinitiativets Basekampagne møder Forsvarsudvalget
Danmarks indlemmelse i USA´s baseimperium | DEMOS (demos123.dk)
