Det var den 3. juli 1979, at præsident Carter underskrev det første direktiv om hemmelig bistand til modstanderne af det pro-sovjetiske regime i Kabul. Og den dag skrev jeg et notat til præsidenten, hvori jeg forklarede ham, at denne hjælp efter min mening ville føre til en militær intervention fra Sovjets side. […] Vi pressede ikke russerne til at intervenere, men vi øgede bevidst sandsynligheden for, at de ville gøre det.
– Zbigniew Brzezinski, national sikkerhedsrådgiver i Carter-regeringen1
Af Uffe Kaels Auring
Illustration af Julie Kordovsky
TILBAGEBLIK. Vi vil som bekendt svække Rusland, fordi Vladimir Putin har invaderet Ukraine, men man kan også spørge, om Putin har invaderet Ukraine, fordi vi længe har bestræbt os på at svække Rusland.
Og man kan videre overveje, om vi har fremprovokeret forbrydelsen for at kunne straffe forbryderen. Hvad skulle Vesten have gjort, hvis det var hensigten at starte en konfrontation? Det korte svar er: Sådan cirka, hvad Vesten har gjort siden 2014. Det længere svar følger her.
1
Vi tilhører en magtblok – det USA-ledede NATO og Vesten – der søger at udstrække sin dominans, men er uvillig til at betale prisen for konfrontation med fjender, der kan slå igen. Derfor er det i nogle tilfælde nærliggende at benytte andre landes territorier og befolkninger til at svække stater, der ikke makker ret.
For at komme ind på livet af fjenden må man først skabe en situation, hvor han føler sig nødsaget til at angribe. Fjenden skal så at sige bydes op til kamp. F.eks. kan man mønstre en tilstrækkelig stor trussel i fjendens nærområde, så han vil gå i krig for at nedkæmpe den. Det betyder, at fjenden stiller sit militær i skudlinjen. Og så må man være klar til at svare igen. Det land, der lægger jord og blod til stridighederne, skal være rustet til at forvolde skade på den indtrængende magt.
I det aktuelle tilfælde: Rusland skal føle sig truet, og Ukraine skal have evnen, dvs. godt med ødelæggelsesmidler, til at skade Rusland.
2
Det kan man et godt stykke hen ad vejen opnå med et enkelt tiltag: NATO-drevet oprustning af Ukraine.
Den har Vesten leveret siden 2014 i form af bl.a. støt stigende militærbistand. I 2019-2020 var USA’s ”sikkerhedsbistand” til Ukraine cirka 10 gange så stor som i 2013, og i 2017 begyndte USA at sende dødbringende militærudstyr til landet, herunder Javelin-antitankmissiler og andet avanceret udstyr, der normalt kun leveres til øvrige NATO-medlemmer eller USA’s nærmeste allierede.2 USA og NATO har desuden ydet vital hjælp til udbygningen og NATO-opkvalificeringen af den ukrainske hær. Således har amerikanske militærofficerer siden 2014 hjulpet med at opbygge den ukrainske hærs ”træningsinfrastruktur næsten fra bunden” og ”træne trænerne”.
Læs hele 3. artikel på dette link
Ned med Rusland #3: Forspillet til vores storslåede nederlag | Eftertryk (eftertrykket.dk)