Nye Alliancer?
- Homoseksuelle tiltrækkes af antiislamiske højrefløjsgrupper, som omvendt bruger de homoseksuelles sag i deres politiske mobilisering.
Trykkefrihedsselskabet
Den 12. juni 2010 udpegede bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet Ahmed Mohamud som ny næstformand i den islamkrititiske højrefløjsforening. På Trykkefrihedsselskabets hjemmeside kan man læse følgende om ham:
”Ahmed Mohamud er uddannet sygeplejerske. Kom til Denmark en regnfuld april formiddag 1997, og er somalisk af oprindelse.
Er optaget af ytringsfrihed, kvinderettigheder, og islam kritik.”
Derudover er Ahmed Mohamud homoseksuel. Hvordan det kommer til at harmonere med medstifteren af foreningen Søren Krarups holdning til homoseksuelle som ”handikappede” (avisen.dk, 27.4.2007) og Dansk Folkepartis modstand mod kirkelige vielser af homoseksuelle, må tiden vise. Selv udtaler han til modkraft.dk: ”Jeg behøver ikke at være enig med alle i foreningen.”
English Defence League
Det britiske English Defense League (EDL) blev grundlagt 27. juni 2009 med det formål at kæmpe mod islam, for engelske værdier og for menneskerettigheder herunder homoseksuelles rettigheder. De kalder sig for multi-etniske og multi-religiøse. Det er måske ud fra denne på overfladen brede definition at organisationen har kunnet mobilisere bredt mod ”islamisk ekstremisme”, hvor også homoseksuelle føler sig tiltrukket og deltager i EDL’s aktiviteter. Organisationen afviser ekstremisme og vold og nægter at have forbindelser til nazistiske eller racistiske kredse. Ikke desto mindre har det antifascistiske magazin Searchlight i sin juli-udgave kunnet afsløre, at EDL-lederen, som optræder under pseudonymet Tommy Robinson, i virkeligheden hedder Stephen Yaxley-Lennon og er et tidligere medlem af det nazistiske British National Party. Derudover har han en dom på 12 måneders fængsel på grund af vold mod en politibetjent.
Christopher Street Day
Den 19. juni afholdtes i Berlin den årligt tilbagevendende homo-parade, Christopher Street Day (CSD). Hvert år uddeles en pris for civilcourage, og i år skulle prisen gives til den amerikanske filosof og kønsforsker Judith Butler. Men hun nægtede at modtage prisen med den begrundelse, at homo-paraden i stigende grad er blevet kommercialiseret, afpolitiseret og racistisk. For Butler var det vigtigt at slå fast, at hun er modstander af at de homoseksuelles rettigheder instrumentaliseres af racistiske kræfter. Hendes kritik af CSD var, at arrangørerne ikke problematiserer og modsætter sig denne instrumentalisering.
venstående tre eksempler viser en ny politisk tendens, hvor de homoseksuelles sag kædes sammen med islamkritik og islamofobi.
Her rejser sig flere spørgsmål, som der ikke umiddelbart findes svar på.
Hvorfor er det, at højrepopulistiske og nationalistiske grupper, som kæder deres værdigrundlag sammen med islamofobi, finder genklang i homoseksuelle kredse?
At homoseksuelle bekæmper den stærke homofobi, som eksisterer i de reaktionære dele af de muslimske miljøer som i andre reaktionære kredse er forståelig. Uforståelig er imidlertid valg af alliancepartner. Hvorfor højrepopulistiske eller endda højreekstremistiske grupper så som EDL? Er det fordi homoseksuelle som så mange andre er blevet fanget af den igangværende diskurs, hvor problemer defineres som etniske, religiøse og kulturelle, og hvor løsningerne så også formuleres ud fra en etnisk og her også en islamofobisk vinkel?
Er det fordi antiracistiske grupper ikke er gode nok til at sætte homo-sagen på den politiske dagsorden og homoseksuelle foreninger ikke sætter racismen på deres dagsorden? Det er jo her alliancen burde laves.
Her et par klip fra Danmarks Nationale Fronts debatforum ift. alliancen mellem højrenationale og homoseksuelle.
”EDL er det bedste bud på en national opstand. De vil vinde og det gør de ikke ved at klynke over, om der er Israelske flag, sorte eller bøsse medlemmer, da kampen er vigtigere end, hvordan den kæmpes og sammen med hvem der kæmpes – det handler om sejr punktum og ikke om det nu er det ene eller andet man ikke lige kan tolerere. Racisme er yt derfor benyttes den ikke offentligt. Det kunne mange andre også lære meget af. Hvis det hjælper dem med David stjerner og transseksuelle så er det fint med mig – Så længe der sejres. Stor respekt til EDL herfra og gad godt se, hvilken en anden strategi der kan føre til 2-3000 aktive gadekrigere, der med mandshjerte indtager muslimske kvarterer på 12 måneder. Det kan vi sgu lære meget af. Kompromiset samler alt andet splitter.
Tror det handler om at fjerne Nazi stemplet og derigennem gøre bevægelsen mere spiselig for masserne og det ser ud til at virke- herimod står de antalsmæssig svage racefunderede nationale grupper. Både Europæere og Israelere har en fælles fjende i Islam og derfor ses det vel naturligt, at de samarbejder om bekæmpelsen af denne gruppe(det samme gælder seksuel-minoriteterne).
Man behøver jo ikke kunne lide sine alliance partnere – det er vist uhyre sjældent, at man ligefrem kan lide sine partnere i krig.”
(signeret ”DVEYL”)
”Jeg ville ikke have noget imod at negerne hjalp med at smide muslimerne ud. På den måde tør alle jo være med, så har man et beton sikkert argument for at man ikke er racist”.
(signeret ”Århus 88”)
”Ja, jeg tror også at vi skal til at organisere os meget bredere, men uden at gå på kompromis med det Nationale og Etniske.” (signeret ”Ragnar”)